”Som forældre er man ikke bygget til at miste et barn. Det er forkert. Det var meningen, at vi skulle dø først."
Ordene er Mordekhai Sergeot Uzans, der i februar 2015 mistede sin søn. 37-årige Dan Uzan blev offer for det terrorangreb, der for præcist et år siden sendte chokbølger gennem Danmark.
Den 14. februar 2015 skød og dræbte 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein filminstruktøren Finn Nørgaard ved Kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Den efterfølgende nat forsøgte dansk-palæstinenserne at skaffe sig adgang til det jødiske kulturhus bag synagogen i København, hvor mange unge mennesker fejrede bat mitzvah. Den jødiske vagtmand Dan Uzan stillede sig i vejen, hvilket kostede ham livet.
Tidligt søndag morgen blev Omar Abdel Hamid El-Hussein selv dræbt i Københavns Nordvestkvarter, efter at han åbnede ild mod politiet. Dramaet var slut, men en trist kendsgerning stod tilbage: Terroren var kommet til Danmark.
Et år efter terrorangrebet, hvor Danmark mistede sin uskyld, ser Kristeligt Dagblad tilbage på begivenhederne gennem nekrologer, portrætter og interviews med de mennesker, der stod midt i orkanens øje.
Læs eller genlæs artiklerne her:
Den dræbte, jødiske vagtmand: Han tog én for holdet
Dan Uzan stod i vejen. Når bolden kom susende, stod den to meter høje mand bravt fast på græsset og gjorde hvad han kunne for at standse den. Som målmand for den jødiske fodboldklub Hakoah i København i årtier stod Dan Uzan mellem angriberen og målet – og tog én for holdet.
Natten til søndag tog Dan Uzan endnu en for holdet som vagt for den jødiske menighed i København.
Omkring 80 jøder, heraf mange teenagere, deltog i en ung piges jødiske konfirmation i Krystalgade i København og kunne være blevet ofre for et terrorangreb. Med skarpladt skydevåben forsøgte terroristen omkring klokken 00.30 tilsyneladende at skaffe sig adgang til det jødiske kulturhus bag synagogen.
Men Dan stod i vejen. Ved indgangen foretog han adgangskontrol og blev skudt i hovedet, ubevæbnet, på klos hold. Dan Uzan døde kort tid efter skuddene. To betjente på stedet blev såret af skud fra terroristen, som herefter flygtede fra stedet.
Læs eller genlæs hele nekrologen her.
Time for time: Den nat terroren ramte de danske jøder
Det var Dan Uzan, der var blevet skudt, lød det, og jeg skulle tage med politiet ud til hans forældre og underrette dem om hans død.
Jeg vendte bilen. Jeg tænkte: Dette her er min opgave. Den må jeg koncentrere mig om.
Jeg havde kendt Dan, siden han blev født i 1977, samme år som vores søn, David. Jeg havde omskåret ham, da han var otte dage gammel, og stået for hans bar mitzvah, og jeg havde sloges og grinet med ham.
Han og hans storesøster, Andrea, var kommet i vores hjem, fordi de var nære venner med vores børn.
De havde gået i skole sammen på den jødiske skole, Carolineskolen. Dan havde været målmand for den jødiske fodboldklub, Hakoah, i mange år, og han var et særdeles aktivt medlem af Det Jødiske Samfunds frivillige vagtordning.
Jeg vidste, at det ikke kunne hjælpe noget at lade følelserne få overtaget, mens jeg nu kørte af sted i bilen. Der måtte holdes fokus.
Læs eller genlæs hele boguddraget om Bent Lexners oplevelser med terrorangrebet her.
Dan Uzans far: Vi er ikke bygget til at miste et barn
I entréen i familien Uzans gule murstenshus på en fredelig vej i Hvidovre ved København hænger et par store, hvide træningsshorts på tørresnoren. De var en del af den 37-årige Dan Uzans klubuniform, når han spillede for basketballklubben Hørsholm 79'ers. Hans mor har vasket shortsene, så de kan blive leveret tilbage til klubben, for hendes 2,05 meter høje søn kommer ikke til at spille flere basketball-kampe.
Natten mellem den 14. og 15. februar blev cand.polit. Dan Uzan på klos hold skudt ned foran den jødiske synagoge i indre by i København, da han stod vagt ved en konfirmationsfest. Hans forældre og storesøster sidder tilbage med et stort tomrum og en følelse af meningsløshed, fortæller Dans far, som har åbnet dørene til sit og hustruens hjem.
”Som forældre er man ikke bygget til at miste et barn. Det er forkert. Det var meningen, at vi skulle dø først. Det at miste sin søn kan påvirke en på mange måder. Det kan give vrede, had. Det kan give lyst til hævn - til en sølle hævn. Men hvis man vil have hævn, går man i den meningsløse retning. Vi har mistet noget meget værdifuldt, som er svært at erstatte. Det er meningsløst. Derfor er vi forpligtede til at gøre det meningsfuldt for samfundet og demokratiet,” siger 70-årige Mordekhai Sergeot Uzan.
Læs eller genlæs hele interviewet med Dan Uzans far her.
Venner til dræbt filminstruktør: Han stod for alt det modsatte af vold og uforsonlighed
”Det er så uvirkeligt. Der er et stort håb for mig, at hans død ikke kommer til at udløse mere vold og ufred. Hvis man havde mødt ham, så ville man forstå, hvor forkert det vil være. For vold, konflikter og uforsonlighed er alt det modsatte af det, som Finn stod for som menneske.”
Sådan lyder ordene fra erhvervspsykolog Majken Matzau, der var ven med filminstruktøren Finn Nørgaard gennem mere end tyve år. Lørdag blev han dræbt, skudt på klos hold under attentatet ved debatmødet om kunst og ytringsfrihed på Østerbro.
Finn Nørgaard voksede op i Gladsaxe. Han blev uddannet i Film og Kommunikation fra Københavns Universitet i 1991 og har instrueret og produceret en lang række spille- og dokumentarfilm. Efter nogle år som producer på Danmarks Radio blev han i 2001 del af Filmselskabet, der leverer dokumentarfilm til forskellige medier og virksomheder i Danmark.
Nogle af de temaer, der har fyldt meget i Finn Nørgaards filmarbejde, er kriminalitet og radikalisering.
Læs eller genlæs hele nekrologen her.
Jøde: Dan Uzans død fik mig til at vakle
Dan Uzans egen families reaktion har hjulpet mig og mange andre ud af den tvivl og vaklen. Der er selvfølgelig intet, der kan opveje deres søns og brors liv, men de har alligevel insisteret på, at hans død ikke måtte være forgæves De har insisteret på, at hans død skal blive en trædesten væk fra had, hævn og frygt.
Det har været utrolig overvældende, at de midt i deres store sorg har kunnet mønstre dette enorme overskud. Det er en styrke, som vi andre jo ikke kan andet end prøve at følge og tage til os.
I ugerne efter angrebet og drabene var det, som om verdenspressen, der før havde haft lejr i Paris, hev teltpælene op og plantede dem hos os. Der kom et enormt pres på nye udtalelser, holdninger og refleksioner, i takt med, at afviklingen af mindehøjtideligheder, begravelsen, efterforskningen og debatten om sikkerhedssituationen skred frem.
Samtidig voksede havet af blomster foran synagogen, og tilkendegivelserne fra det omgivende samfund fortsatte med at strømme ind. Sympatien har været overvældende og meget rørende.
Læs eller genlæs hele Dan Rosenberg Asmussens beskrivelse af dagene i februar her.
Hvorfor blev denne mand terrorist?
Omar Abdel Hamid el-Hussein er født i Danmark og voksede op i en kernefamilie med far, mor og en yngre søskende. Forældrene var flygtet fra Palæstina, og selvom de forsøgte, havde de svært ved at finde sig til rette i deres nye hjemland, lyder det fra kilder, som Kristeligt Dagblad har talt med. For deres søn gik det - i hvert fald på overfladen - nemmere.
Han klarede sig overordentlig godt i skolen og læste videre på VUC i Hvidovre, hvor han læste HF og beskrives som en dygtig kursist. Og så havde han talent for at slå fra sig under ordnede forhold i den lokale thaibokseklub, Copenhagen Muay Thai på Østerbro i København, hvor han passede godt ind blandt de andre boksere:
”Han virkede ikke religiøs eller fundamentalistisk på nogen måde. Jeg har for eksempel aldrig set ham bede. Han drak øl ligesom alle de andre drenge og interesserede sig for piger og den slags. Omar var virkelig bare en sød, lidt stille dreng. Der må være noget, der har fået det til at slå klik for ham,” siger en kilde, der var tæt på ham i de år.
Til historien om den dygtige og stille dreng hører imidlertid også et billede af en temperamentsfuld ung mand, der var stærkt optaget af Israel- og Palæstinakonflikten. Let at antænde, når talen faldt på islam, og åben omkring sine stærkt antisemitiske holdninger. En tidligere klassekammerat har udtalt til Ekstra Bladet, at el-Hussein ”ikke var bange for at sige åbent, at han hadede jøder.”
Læs eller genlæs hele portrættet af Omar Abdel Hamid el-Hussein her.
Bent Melchior: Mere beskyttelse vil være en falsk sikkerhed
Siden angrebene i februar har der stået vagter foran synagogen i Krystalgade, Carolineskolen og andre jødiske institutioner, og der har lydt ønske om at gøre denne bevogtning permanent. Bent Melchior ser gerne, at der fortsat er særlig opmærksomhed på synagogen og den jødiske skole, men er ikke fortaler for bevogtning ved andre jødiske institutioner.
”Personligt er jeg mindre ivrig efter alt for meget fæstningsværk. Jeg er formodentlig ret naiv, men jeg føler, at politikernes og befolkningens reaktioner har været så positive, at jeg føler mig tryg. Jeg ved, at der går nogle folk rundt med tomme hjerner, og at de kan være farlige. Men hvis nogle virkelig organiserede bander vil gøre noget, så er der ingen overskuelig politistyrke, der vil være en sikkerhed,” siger han og tilføjer, at selv statspræsidenter er blevet skudt og dræbt, selvom de var godt beskyttede.
”I sidste instans vil de, der vil begå attentater, altid have muligheden for det. Derfor tror jeg, det er en falsk sikkerhed med mere bevogtning. Bygninger er overordnet sikre, og jeg tror, det er bedre at leve i ubemærkethed end at skabe opmærksomhed omkring sig selv med sikkerhedsvagter.”