Da vores fascination af atombomben blev til frygt

Under den kolde krig fyldte det meget, at en altødelæggende atomkrig mellem øst og vest kun var et enkelt knaptryk væk. Men den frygt følte vi ikke til at starte med, hvor atombomben fascinerede os

Fascinationen af atomenergi og paddehatteskyer bliver fra starten af akkompagneret af en snigende frygt, der også karakteriserer reaktionen i Danmark. Angsten for, hvad der mon kan ske i fremtiden, eksisterer på det tidspunkt i et ambivalent forhold med forventningerne til den fredelige udnyttelse af den nye teknologi. Tegning: Rasmus Juul.
Fascinationen af atomenergi og paddehatteskyer bliver fra starten af akkompagneret af en snigende frygt, der også karakteriserer reaktionen i Danmark. Angsten for, hvad der mon kan ske i fremtiden, eksisterer på det tidspunkt i et ambivalent forhold med forventningerne til den fredelige udnyttelse af den nye teknologi. Tegning: Rasmus Juul.

For 50 år siden, da den internationale ikke-spredningstraktat blev indført for at inddæmme udbredelsen af atomvåben, var det i en verden præget af angst og frygt for en snarlig altødelæggende krig mellem øst og vest. Frygten havde også i den grad nået Danmark, hvor man havde lagt en gennemført plan for, hvordan man skulle reagere, når den første sovjetiske bombe ramte Rådhuspladsen i København. Men denne angst for atombomben havde ikke altid været i os.

Da danskerne første gang hørte, at amerikanerne havde smidt atombomben ”Little Boy” over den japanske by Hiroshima den 6. august 1945, blev det fejret med manér i en blanding af triumf og lettelse over, at krigen var slut.

”Det begynder som fuldstændig ustoppelig jubel. Man er ellevild, både fordi man har sejret, og også fordi, at man med opfindelsen af bomben kan sikre, at ’de onde’ aldrig ville komme til at sejre igen”, fortæller historiker og forfatter Søren Hein Rasmussen, der blandt andet har skrevet bogen ”Den kolde krigs billeder”.

I Danmark er der også det særtræk ved atombomben, at den blev en kilde til en form for national stolthed. På forsiden af Kristeligt Dagblad den 7. august 1945 kunne man således læse i en overskrift, at ”Niels Bohr revolutionerer krigen med ny atombombe”. Dagen efter, den 8. august 1945, kunne man læse, at Niels Bohrs imponerende bedrift ville blive modtaget med kæmpemæssig interesse fra fysikere verden over som en ”milepæl i menneskehedens historie”.

I de danske ugeblade kunne man op gennem 1950’erne også finde piger klædt i badedragter prydet med tidens mest sexede symbolik, paddehatteskyen, der blev et symbol på fremskridt og magt, som man med stolthed viste frem.

Datidens fascination af atomfysikken hænger ikke kun sammen med de militære muligheder, som den nye teknologi bragte med sig. Der var også fokus på, hvordan atomenergien kunne benyttes fredeligt, og den nye videnskab blev af mange set som fremtidens ankomst.

”Alt bliver bedre med atomenergi, vi kommer aldrig til at løbe tør for strøm, og vores køleskabe kan nu køre for evigt. Man havde kun fokus på de positive sider,” siger Søren Hein Rasmussen.

Fascinationen af atomenergi og paddehatteskyer bliver dog fra starten af akkompagneret af en snigende frygt, der også karakteriserer reaktionen i Danmark. Denne angst for, hvad der mon kan ske i fremtiden, eksisterer på det tidspunkt i et ambivalent forhold med forventningerne til den fredelige udnyttelse af den nye teknologi.

Det forklarer Casper Sylvest, der er lektor ved Institut for Historie på Syddansk Universitet.

”Videnskabsmænd og intellektuelle begynder allerede umiddelbart efter Anden Verdenskrig at fokusere på atomvåbnene. Tanker om internationale strukturer, der skal hjælpe med at kontrollere atombomben, bliver luftet for første gang, mens idéer om verdensføderalisme også får vind i sejlene på det her tidspunkt.”

Flere af de videnskabsmænd, der få år forinden selv havde været med til at udvikle atombomben, blev foregangsmænd i disse initiativer. En gruppe af disse videnskabsmænd starter blandt andet organisationen ”Bulletin of the Atomic Scientist”, der nok mest er kendt for at have skabt det såkaldte dommedagsur, som fortsat i dag holder øje med, hvor tæt mennesket er på at udslette sig selv.

Truslen bliver på dette tidspunkt dog fortsat set som et meget abstrakt fremtidsscenarie, men i takt med at den accelererende ideologiske modsætning og våbenkapløbet mellem Vesten og Sovjetunionen intensiveres, stilner det optimistiske syn på atombomben af.

Sovjetunionen prøvesprænger i 1949 sin første atombombe, og i 1953 udvikler de den langt mere eksplosive brintbombe. Da de også som det første land sender en satellit i kredsløb om Jorden i 1957, bliver det en vækkelse for resten af verden. Der opstår i Vesten en udbredt frygt for, at man er ved at blive overhalet rent teknologisk, samt en bekymring for, hvad Sovjetunionen nu ellers kan være i stand til. Atombombens kapaciteter, der før var blevet set som et symbol for Vestens dominans, bliver for første gang vendt indad. For hvad ville der egentlig ske, hvis vi selv blev ramt? Den sorgløse fascination og symbolske portrættering af paddehatteskyen forgår hurtigt og bliver erstattet af en udbredt frygt for dommedagsscenarier.

”Den øgede frygt hænger sammen med, at viden om de negative følgevirkninger af atomeksplosioner bliver mere udbredt – særligt efter udviklingen af brintbomben. Forestillingen om et øde og smadret landskab, der er ubeboeligt, vinder frem i den offentlige bevidsthed,” forklarer Casper Sylvest.

Den tiltagende angst kan også i høj grad mærkes i Danmark. I 1962 får alle landets husstande pjecen ”Hvis krigen kommer” med instruktioner til, hvordan man skal agere, når atombomben rammer. Op igennem 1960’erne begynder der også at opstå danske protestbevægelser, der ønsker at sætte fokus på konsekvenserne ved atomoprustningen. Især ”Kampagnen mod Atomvåben” oplever stor mediebevågenhed, og deres såkaldte påskemarcher samler op til 30.000 deltagere.

I 1962 indtræffer Cubakrisen, der efter manges opfattelse er det tætteste, vi hidtil har været på udbruddet af en reel atomkrig. Cuba-krisen styrker protestbevægelserne og den almene danskers bekymring, og der er efterhånden ingen, som længere ser total atomkrig som en abstrakt fremtidsmulighed. Truslen for dommedag bliver reel, og arbejdet med at udvikle traktater, der skal modarbejde og kontrollere atomvåbnene, begynder at tage form. I første omgang bliver den begrænsede prøvesprængningstraktat underskrevet i 1963. Fem år senere bliver den internationale traktat om ikke-spredning af kernevåben endeligt underskrevet i 1968, hvorefter den træder i kraft den 5. marts 1970.