Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker, sagde entertaineren Viktor Borge. Og det er da nok også en fordel at kunne fremvise et fuldt tandsæt, når man sidder til en jobsamtale.
Der er imidlertid stor forskel på, hvor godt landets borgere passer på deres tænder, viser en ny analyse foretaget af Danmarks Videnscenter for Integration. Den slår fast, at indvandrere og efterkommere går markant mindre til tandlægen end etniske danskere.
I 2019 besøgte 57 procent af etnisk danske mænd tandlægen mod 20 procent af mandlige indvandrere og 25 procent af mandlige efterkommere. Samme år besøgte 62 procent af etnisk danske kvinder en tandlæge, mens kun 28 procent af kvindelige indvandrere og 32 procent af efterkommere satte sig i tandlægestolen. Når tallene lægges sammen, og der tages højde for gruppernes forskellige størrelser, betyder det, at etniske danskere sidste år gik dobbelt så meget til tandlægen som indvandrere og efterkommere.
Det kan ifølge Rasmus Brygger, leder af Danmarks Videnscenter for Integration, være en barriere for indvandrere og efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed også for integrationen.
”Det er bekymrende, fordi de undersøgelser, som er lavet på området, viser, at det ikke blot er et sundhedsproblem, men også et beskæftigelsesproblem. Det kan være en forhindring, når man sidder til en ansættelsessamtale, hvis man har meget dårlig mundhygiejne,” siger Rasmus Brygger, der står bag analysen.
Han har sammenholdt tallene med anden viden på området, der viser, at dårlige tænder blandt andet kan føre til skam og lavt selvværd.
”Og det kan være en væsentlig barriere for at deltage i det sociale liv, opnå tilknytning til arbejdsmarkedet eller begynde på en uddannelse,” siger Rasmus Brygger, der undrer sig over, at der ikke er mere fokus på området, ”eftersom der er behov for en langt højere grad af beskæftigelse i denne gruppe”.
Også formand for Tandlægeforeningen og praktiserende tandlæge Susanne Kleist påpeger, at dårlige tænder kan være en hindring for etniske minoriteters tilknytning til arbejdsmarkedet og for integrationen.
”Det er sindssygt svært at få et job, hvis man har dårlige tænder. Man smiler mindre, hvis man synes, man har grimme tænder, og det opstiller en social barriere. Danmark er et luksussamfund, hvor vi forventer at have vores tænder hele livet, så hvis man mangler en tand eller har helt sorte fortænder, så bliver man nærmest set på, som om man er hjemløs,” siger Susanne Kleist.
Hun mener, at etniske minoriteters manglende tandlægebesøg især hænger sammen med kultur. Hvor man i Danmark er meget opmærksom på forebyggelse, går man andre steder i verden først til tandlægen, når det gør ondt.
”I mange andre lande har man ikke tidsbestilling hos tandlægerne og kan bestille et regelmæssigt eftersyn, som man kan herhjemme. Der kommer du op, når du har ondt, sætter dig og så venter du ellers på, at det bliver din tur. Mit bud er, at den tilgang til tænderne også smitter af på de yngre generationer,” siger Susanne Kleist, der fortæller, at økonomi og socialklasse ligeledes er afgørende faktorer for, hvor meget man går til tandlægen.
Morten Sodemann er professor og leder af indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital. Han har svært ved at se, at det skulle være en anderledes kultur, der afholder indvandrere og efterkommere fra at gå til tandlægen.
”Det er et fattigdomsfænomen og et socialt fænomen, også blandt etniske danskere. Selvom der er tilskud at få, hvis man eksempelvis er på kontanthjælp, kender mange ikke til dem, og selv når de gør, ved de ikke, hvordan man søger dem. Det bruger vi meget af vores sygehustid på at hjælpe med,” siger Morten Sodemann, som påpeger, at hele idéen om forebyggelse er god, men også en temmelig akademisk tilgang til sundhed:
”Det er en lidt etnocentrisk forestilling at tro, at alle mennesker forstår, hvorfor forebyggelse er så vigtigt. Og det er lidt for bekvemt at sige, at hvis man ikke forstår vigtigheden, så må det handle om kultur. Det handler i høj grad også om længden af uddannelse og andre socioøkonomiske forhold,” siger han.
Generelt går befolkningen mindre til tandlægen end tidligere. Fra 2007 til 2019 faldt andelen af etniske danskere, der besøgte en tandlæge på et år, med tre procentpoint. For indvandrere faldt andelen med 10 procentpoint, mens andelen i samme periode faldt med fire procentpoint for mandlige efterkommere og ni procentpoint for kvindelige.