Prøv avisen

Dalle Valle fortæller kulturhistorie

Daells Varehus havde sin storhedstid i 1970’erne. Det Kongelige Bibliotek har gemt alle katalogerne, som kan ses på bibliotekets hjemmeside. – Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Hvordan gik familien Danmark klædt i 1930-erne ? Hvordan boede den i 1960-erne ? Svaret fås ved at klikke sig ind på Det Kongelige Bibliotek og bladre i en splinterny, digitaliseret samling Daells Varehus-kataloger

Når gymnasieelever fra provinsen i 1970erne var på studietur til København for at se Rundetårn skyndte mange af dem sig altid videre hen til Daells Varehus i Nørregade, hvor de stoppede op og kiggede andagtsfuldt på bygningen. Katalogerne kendte de hjemme fra stuebordet, hvor familien lod sig friste af kulørte tilbud om fruestørrelser, arbejdstøj, røremaskiner, dukkevogne og transistorradioer. Det var spændende, når moderen krydsede af og sendte kuponen ind, og pakkeposten afleverede herlighederne på adressen. Ikke mindst op mod jul. Men sådan så Daells Varehus altså ud i virkeligheden!

Nu er der mulighed for at gense katalogerne, ikke bare fra Daells Varehus storhedstid i 1970erne, men fra næsten hele varehusets levetid . Man kan kvit og frit bladre sig gennem minderne ved at gå ind under Småtrykssamlingen på Det Kongelige Bibliotek www.kb.

Interessen for Daells Varehus kataloger har været stigende. Almindelige borgere ønsker at genopfriske barndoms- eller ungdomserindringer og professionelle, for eksempel forskere, filmfolk og designstuderende har måske brug for detaljer fra boligindretning og mode fra et bestemt årti i den danske hverdagskultur. Nu kan alle komme til og samtidig skåner man de originale papirkataloger, siger bibliotekar, René Tjørnelund Thomsen fra Småtrykssamlingen.

Daells Varehus i folkemunde kaldet Dalle Valle blev grundlagt 1910 af brødrene Christen og Peter Møller Daell som postordrefirma efter amerikansk forbillede. Første katalog udkom 1911. Året efter åbnede forretningen i Indre By og i 1933 slog man dørene op til et totalrenoveret og udvidet Daells Varehus i funkisstil, tegnet af arkitekt V.Lauritzen. Bygningen vurderes i dag som bevaringsværdig.

Efter mange års stigende omsætning, vendte salgskurven i 1980erne og den 31. marts 1999 holdt Daells Varehus åbent for sidste gang. I dag rummer de 17.000 kvadratmeter ved Nørregade, Krystalgade og Fiolstræde i det indre København blandt andet Hotel Sankt Petri, Café Dalle Valle og en Netto-butik.

De digitaliserede kataloger fra Daells Varehus stammer fra Det Kongelige Biblioteks arkiv, suppleret med eksemplarer fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

René Tjørnelund Thomsen fortæller, at de sidste seks-syv årgange af Daells Varehus historie vil være skannet ind i det nye år. Bortset fra nogle kataloger fra mellemkrigsårene, er samlingen komplet. Han hører gerne fra læsere, der ligger inde med Daells Varehus kataloger, som kunne udfylde hullerne i samlingen. Hans mailadresse er rtt@kb.dk.

boas@kristeligt-dagblad.dk