Danmark ændrer udseende: Vi bliver flere ældre, færre rygere og helt vildt mange iværksættere

I tiårsrapporten fra Danmarks Statistik kan man læse om danskernes udvikling i stort og småt. Ikke overraskende spiller corona en helt særlig rolle

Fra 2012 til 2022 er andelen af ældre danskere på mindst 65 år steget fra 17,3 procent til 20,3 procent.
Fra 2012 til 2022 er andelen af ældre danskere på mindst 65 år steget fra 17,3 procent til 20,3 procent. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Der er noget "Svinedrengen" over at læse i Danmarks Statistiks tiårsoversigt. For ligesom i H.C. Andersens eventyr om gryden, som kunne fortælle, hvad alle fik til aftensmad, blot man holdt en finger ind i dampen fra den, afslører rapporten en hel del om danskernes vaner og samfundets udvikling i tiåret, der gik.

På de høje nagler bliver vi ikke alene flere indbyggere, vi bliver også stadigt flere ældre. Fra 2012 til 2022 er andelen af ældre på mindst 65 år således steget fra 17,3 procent til 20,3 procent. Samtidig er andelen, der er medlemmer af folkekirken, faldet fra 79,8 procent i 2012 til 73,2 procent i dag.

Og så ryger vi meget mindre: I gennemsnit blev der solgt 1027 cigaretter årligt per indbygger over 18 år i 2021. Det svarer til en pakke cigaretter om ugen, og det er et svimlende fald på 35 procent siden 2011. Vi brugte også færre penge på svinekød og sukker, men flere på grøntsager, æg og te.

Rapporten, som Danmark Statistik udgiver hvert år, er en blandet landhandel på 200 sider, der rummer både gode og dårlige nyheder.

En af de målinger, man kan glæde sig over, er, at vi hverken hører eller ser dårligere, end vi plejer. I hvert fald gik vi ikke mere til ørelæge og øjenlæge i 2020, end vi gjorde i 2010. Det tal ligger fuldkommen stabilt på 0,2 gennemsnitlige kontakter per indbygger.

Til gengæld gik vi mindre til tandlægen med 0,7 gennemsnitlige klinikbesøg i 2020 mod 0,9 besøg for ti år siden. Men med så mange andre af tallene i tiårsrapporten, er det coronapandemien, der driller. Virus fik nemlig færre til at gå til tandlæge af frygt for at blive smittet. Især "forældregenerationen" mellem 35 og 55 år droppede eftersynet, oplyser Tandlægeforeningen.

Corona spiller formentlig også ind på det tal, der viser, at danskerne gik mere til praktiserende læge i 2020 end i 2010. Og så er der de tal, som slet ikke kan sammenlignes, fordi de ikke fandtes for ti år siden. Således dukker corona op for første gang som dødsårsag i 2020, hvor sygdommen ifølge Danmarks Statistik var skyld i 1070 dødsfald (623 mænd og 447 kvinder).

Corona er også skyld i, at vi i 2021 kun købte næsten halvt så mange biografbilletter som i 2011. Til gengæld kan man godt tolke lidt lokalpatriotisk på det faktum, at salget af billetter til danske film "kun" faldt med 18 procent, mens billetsalget til amerikanske film dykkede med hele 65 procent. Her hjalp Ternet ninja-effekten, eftersom Anders Matthesens "Ternet Ninja 2" solgte 930.000 billetter. Sidst en dansk film solgte flere billetter, var tilbage i 1985, hvor "Op på fars hat" fangede 950.000 biografgængere.

I stedet for at gå i biografen blev mange hjemme og læste en roman. I 2020 var 47 procent af de udgivne bøger således skønlitterære mod kun 29 procent i 2010. Tilsvarende udgjorde de faglitterære udgivelser kun 53 procent mod tidligere 71 procent.

Måske var det også nemmere at krybe sammen i sofahjørnet med en tablet eller en minicomputer. I hvert fald havde hver anden familie i 2012 en stationær pc i hjemmet, mens det i 2022 kun gjaldt hver tredje.

En af de mere markante udviklinger i tiåret, der gik, er antallet af iværksættere. I 2020 startede hele 23.200 ny virksomhed. Stigningen gjaldt ikke mindst de 18-29-årige, som i 2020 var forøget med 62 procent i forhold til 2010.

Tre ud af fire unge iværksættere er mænd, og der er stor forskel på, hvilke brancher kvindelige og mandlige iværksættere starter virksomhed indenfor, oplyser Line Merling Arendt, fuldmægtig i Danmarks Statistik:

”Unge mænd startede flest tømrer- og bygningssnedkervirksomheder i perioden, mens flest virksomheder startet af unge kvinder var inden for skønheds- og hudpleje," siger hun.

I Aalborg er Dorthe Klitgaard Thomsen en af de iværksættere, der tæller med i det høje tal fra 2020. Hun er 41 år, og med afsæt i sine egne to børn - Elton på dengang to år og nyfødte Hugo - samt sin kandidat i innovation fra Aalborg Universitet fandt hun på legetøjskassen DearBaby.

"Man har legetøjet i 30 dage, så sender man kassen tilbage og får en ny med mere alderssvarende legetøj," siger Dorthe Klitgaard Thomsen, som udviklede konceptet i samarbejde med eksperter i børns udvikling. I dag sender virksomheden legetøjskasser til hele landet.

"Især i København kan vi mærke, at man er meget åben over for den bæredygtighed og dele-økonomi, der ligger i det," siger Dorthe Klitgaard Thomsen, som fik ideen, da hun i sin mødregruppe så, at børnene hurtigt tabte interessen for det legetøj, de havde, i takt med de "tigerspring", de foretog i deres udvikling.

"Det, de syntes var spændende, når de var et halvt år, var slet ikke sjovt, når de begyndte at gå, og jeg oplevede bare, hvor superærgerligt det var at købe nyt hele tiden. Og så gik jeg altså i tænkeboks," siger Dorthe Klitgaard Thomsen, som altså var en af de 23.200, der startede ny virksomhed i 2020.