Prøv avisen

Chefredaktør: Danmark bør anerkende folkedrabet på armenierne

Mindehøjtidelighed ved mindesmærket for de dræbte armeniere i hovedstaden Jerevan i 2010. Arkivfoto.

Tyrkiet skal presses ud af sit historiske selvbedrag og sin benægtelse af folkedrabet på 1,5 millioner kristne armeniere

Nogle af de centrale vidner til det 20. århundredes første folkedrab var danskere. De to modige kvinder Karen Jeppe og Maria Jacobsen rejste begge i begyndelsen af 1900-tallet til det, der nu er det østlige Tyrkiet, for at hjælpe de forfulgte kristne armeniere. Maria Jacobsen førte udførligt dagbog over rædslerne, og hun og Karen Jeppe skrev begge om deres oplevelser i breve til deres mange støtter herhjemme. Et tredje dansk vidne var Danmarks gesandt i Istanbul, Carl Ellis Wandel, hvis beskrivelser af masseudryddelsen af det kristne mindretal findes i de offentlige arkiver.

Dertil kommer alle de andre kilder. Der findes ingen væsentlige historikere uden for Tyrkiet, der i dag vil benægte, at Det Osmanniske Riges nationalistiske gruppe af ungtyrkere førte en systematisk kamp under og efter den Første Verdenskrig for at opbygge et nyt tyrkisk imperium med ét sprog, én kultur og én religion oven på ruinerne af Det Osmanniske Rige. Det kostede det store kristne mindretal livet. De græsk-ortodokse blev i vidt omfang fordrevet, mens langt hovedparten af armeniere, der ikke konverterede til islam, blev dræbt.

Alligevel vil Danmark, i modsætning til en række andre lande, ikke anerkende, at der fandt et folkedrab sted. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) sagde i denne uge som flere af sine forgængere, at det er op til historikere at vurdere historien. Det er et pragmatisk synspunkt båret af den kendsgerning, at Danmark ikke vil lægge sig ud med Tyrkiet, som er et vigtigt samhandelsland og en central Nato-allieret. Men det er ikke et værdigt synspunkt. Udenrigsministeren har ret i, at det ikke skal være politikerne, der fastlægger historiske kendsgerninger, og ville Tyrkiet selv anerkende folkedrabet, var der ikke grund til, at andre lande gør det. Men i Tyrkiet er det kriminelt at kalde udryddelsen af armenierne for et folkedrab.

Tyrkiets historiske selvbedrag er ødelæggende for landet og for dets forhold til omverdenen. Et land, der ikke tør se sin egen fortid i øjenene, vil uvægerligt heller ikke være i stand til at forholde sig nuanceret og selvkritisk til sin samtid. Derfor forhindrer selvbedraget Tyrkiets demokratiske udvikling. Det vil også forblive med at være en anstødssten i omverdenens forhold til Tyrkiet. Det er således umuligt at forestille sig, at Danmark - eller andre lande - kunne have et normalt forhold til Tyskland, hvis tyskerne ikke anerkendte udryddelsen af jøderne under holocaust.

Det var netop efter de nazistiske forbrydelser, at FN i 1948 vedtog en folkedrabskonvention, hvori begrebet blev defineret juridisk. Formålet var at forhindre fremtidige systematiske udryddelser af religiøse eller etniske grupper af mennesker. Derfor kan det ikke være ligegyldigt, om lande kalder folkedrab ved deres rette navn, eller man accepterer, at de sløres til ukendelighed.

Tyrkiet har to grunde til at benægte folkedrabet. For det første involverede det de ledende skikkelser i Det Osmanniske Rige, der blev centrale for opbygningen af den moderne tyrkiske stat. At anerkende, at Tyrkiet bygger på århundredets første systematiske udrensning af mennesker med anden etnicitet og tro end den tyrkiske, piller ved glorificeringen af nationens grundlæggere. For det andet er Tyrkiet bange for, at en anerkendelse af folkedrabet kan føre til massive sagsanlæg mod den nuværende tyrkiske stat om at betale kompensation for beslaglæggelsen af land, kirker, klostre, skoler, gårde, huse og al anden armensk ejendom. Men sandsynligheden for, at der kan føres søgsmål i dag er formentlig ikke stor.

På næste fredag er det 100 år siden, at folkedrabet blev indledt. Det bør Tyrkiet, og hvis ikke så Danmark og den øvrige verden, markere ved at anerkende, at masseudrydelsen var et folkedrab. Den anerkendelse vil hjælpe det stadig traumatiserede armenske folk, bidrage til at skabe et tåleligt forhold mellem nabolandene Tyrkiet og Armenien og gøre sit til, at noget lignende aldrig vil ske igen.

Chefredaktør Erik Bjerager. Foto: Leif Tuxen