Danmark donerer penge til artillerisystemer til Ukraine

Danmark, Slovakiet, Norge og Tyskland giver penge til Slovakiet, som skal producere våben til Ukraine.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) og hans slovakiske ditto, Jaroslav Nad, kunne søndag præsentere en ny donation til Ukraine.
Forsvarsminister Morten Bødskov (S) og hans slovakiske ditto, Jaroslav Nad, kunne søndag præsentere en ny donation til Ukraine. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Slovakiet får cirka 685 millioner kroner, som skal bruges til at Slovakiet kan producere våben til Ukraine. Der er tale om artillerisystemer af typen Zuzana-2.

Sammen med Slovakiet, Norge og Tyskland har Danmark underskrevet en hensigtserklæring om, at landene yder det finansielle bidrag til den slovakiske våbenproduktion. Danmarks bidrag er på cirka 230 millioner kroner.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) har søndag sammen med sin slovakiske kollega, Jaroslav Nad, præsenteret fællesdonationen til Ukraine på Kommandantgården på Kastellet i København.

- Med den her donation er Danmark igen med til at bidrage med vigtigt udstyr til Ukraine. Krigen i Ukraine vil desværre være langstrakt. Det er derfor altafgørende, at vi også på sigt støtter ukrainernes kamp for frihed, siger Bødskov i pressemeddelelsen.

I august var Danmark sammen med Ukraine og Storbritannien vært for en donorkonference i København. 27 lande deltog. Her var fokus på at hjælpe Ukraine, blandt andet med våben og træning af soldater.

Det seneste bidrag er ifølge Forsvarsministeriet en konkret udmøntning af konferencen.

Forsvarsministeriet oplyser, at regeringen desuden har fået Folketingets opbakning til endnu en donationspakke på 1,1 milliarder kroner til Ukraine. De penge skal sikre "leverancer af efterspurgt udstyr til brug for Ukraines forsvarskamp".

- Mange lande har allerede givet store beløb, og Danmarks samlede våben- og militærdonationer er nu på knap 3,8 milliarder kroner.

- Men der er brug for flere langsigtede og kontinuerlige donationer. Derfor er det vigtigt, at vi i dag kan præsentere vores fælles aftale om at finansiere donationen af et stort antal Zuzana-2 artilleripjecer, siger Bødskov.

/ritzau/