Danmark er blevet en voksende nation af gamblere

Danskerne spiller stadig mere og er nu det tredjemest gamblende folk i Europa. Spil ødelægger hvert år tusinder af liv og bør reguleres, lyder advarslen

Danmark er blevet en voksende nation af gamblere
Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

De internationale spilleselskaber er begyndt at kigge i en ny retning: mod Danmark. For danskerne bliver stadig mere spillelystne. Og de taber stadig flere penge.

Alene brugen af internetbaserede kasinospil er steget med 106 procent de seneste fire år, viser tal fra den offentlige styrelse Spillemyndigheden, ligesom også live-spil på mobilen er i så markant vækst, at stadig flere spiludbydere forsøger at få del i de cirka 10 milliarder kroner, det danske spillemarked forventer at omsætte i år – efter at alle gevinster er udbetalt.

Ifølge tal fra den internationale analysevirksomhed H2 Gambling Capital og beregninger fra Morgenavisen Jyllands-Postens netmedie finans.dk er danskerne nu den befolkning i Europa, der bruger tredjemest på pengespil pr. indbygger.

Og det kommer bag på både lederen af Center for Ludomani i Danmark, Michael Bay Jørsel, og på generalsekretær i European Association for the Study of Gambling, hollænderen Pieter Remmers:

”Jeg havde ikke troet, at Danmark lå så højt, slet ikke,” siger Remmers og uddyber:

”Men det viser måske meget godt, hvor hurtigt det er gået de seneste år. Og det siger måske også noget om en særlig kultur omkring spil i Danmark, der gør danskerne særligt modtagelige for den heftige markedsføring, der foregår netop nu. Det er eksempelvis helt normalt i Danmark at lade børn sælge lotterisedler for deres sportsklub, hvilket i sig selv nok er uproblematisk, men det er med til at gøre spil til en naturlig del af hverdagen.”

Tommelfingerreglen omkring spil i Europa har ellers været, at jo længere sydpå man kommer, jo mere spilles der, forklarer Pieter Remmers.

Det skyldes især, at traditionen for spil her går længst tilbage og derfor er blevet en del af livsstilen. Det skyldes formentlig også, at levestandarden generelt er lavere end mod nord.

De nordiske lande og Storbritannien har dog været undtagelsen fra denne regel. I Finland er der eksempelvis spilleautomater i de fleste indkøbscentre, og i Storbritannien har man i årtier kunnet spille på alt.

Danmark har dog ikke været et nordisk land i denne henseende, men minder mere om midteuropæiske lande som Holland, Belgien og Østrig, der ikke har den store spillekultur. Men det ser altså ud til at være under forandring, og danskerne spiller i dag for dobbelt så meget som hollænderne.

”Der er sket en normalisering af spil og gambling i Danmark, som vi slet ikke ser på samme måde i Holland. Det virker nærmest til, at det er blevet en del af jeres hyggekultur,” siger Pieter Remmers.

En række spiludbydere og spilanalytikere bekræfter, at spillemarkedet er i markant vækst i hele Europa, og at Danmark er med helt forrest i feltet. Ikke mindst fordi vores marked først blev delvist liberaliseret i 2012 og derfor slet ikke er fuldt udviklet endnu.

I Danmark domineres spillemarkedet især af Danske Spil, som staten ejer 80 procent af aktierne i, mens Danmarks Idrætsforbund, og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger hver ejer 10 procent.

Danske Spil sidder stadig på 40 procent, men over 40 forskellige nye spiludbydere er kommet til, siden markedet blev åbnet op. Og det er store summer, der bliver gamblet for. Alene sidste år tjente de private spiludbydere cirka seks milliarder kroner i Danmark, efter at gevinsterne var udbetalt, hvilket var en stigning på 40 procent på fire år.

I Center for Ludomani er Michael Bay Jørsel bekymret og stærkt kritisk over udviklingen. Han husker udmærket de første, der kom ind ad døren, da han åbnede centeret for 26 år siden. Det var ældre mænd fra røgfyldte baglokaler, der havde opbygget en spillegæld gennem enarmede tyveknægte. I dag er det alle aldre fra alle samfundslag, der spiller, og det er en fuldt ud socialt acceptabel adfærd. Han gør det endda selv indimellem.

Men især med den delvise liberalisering og digitalisering af markedet er antallet af dem, der ikke kan styre deres behov for at spille om penge, vokset markant. Cirka 125.000 danskere har i dag i varierende omfang et problem, og 10.000 af dem kan kategoriseres som ludomaner. Allermest bekymrende er det dog, at stigningen er størst blandt de helt unge. Cirka otte procent af de 12-17-årige udviser risikoadfærd, viser tal fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Og af de cirka 700 mennesker, der hvert år søger Center for Ludomani for at få hjælp, er halvdelen under 30 år, påpeger Michael Bay Jørsel.

”Det kan virke paradoksalt, at vi i et af verdens mest velstående og veluddannede lande er blandt dem, der drømmer mest om den usandsynlige gevinst. Men mennesket har altid spillet, og vi har gjort det på tværs af alle skel, så behovet ligger dybt i os,” siger centerlederen, der har skrevet en bog om spillets natur. Der er dog en social slagside, så der er flere med meget få midler, der spiller. Og også flere fra denne kategori, der ender i problemer. Men når han ser på, hvem der i dag kommer til Center for Ludomani for at få hjælp, er det i stigende grad folk fra alle sociale lag.

”Vi har et problem med vores nye spillekultur. Og med den øgede tilgængelighed og den voldsomme markedsføring i disse år forstærkes det problem dag for dag. Spil bunder i spænding og drømmen om den store gevinst, og det er klart, at jo mere man eksponeres for den drøm, og jo mere accepteret det er at gå efter den, jo flere vil få problemer. Det rammer også pårørende, så vi taler om mange tusinde mennesker, hvis liv bliver ødelagt af det her, og derfor undrer det mig, at der ikke er mere fokus på at få reguleret hele spillemarkedet,” siger Michael Bay Jørsel.8