I 2008 skrev USA, Rusland, Canada, Danmark og Grønland under på at løse uenigheder landene imellem i Det Arktiske Ocean. Det blev til Ilulissat-erklæringen, som de involverede lande netop i disse dage mødes for at genbekræfte. Journalist Martin Breum har de seneste år beskæftiget sig med forholdene i Arktis og giver her sit bud på, hvordan forholdene i området er i dag.
Hvad er særligt ved mødet i Ilulissat, som begyndte i går og slutter i dag?
Mødet er på en gang ambitiøst og uambitiøst. Det er ambitiøst, fordi regeringen sammen med Grønland har inviteret alle de arktiske lande til at fejre og genbekræfte den fredsaftale, man på dansk initiativ indgik i 2008. Aftalen handler særligt om at bevare freden i og omkring Det Arktiske Ocean, når grænserne på havbunden skal trækkes. Det var ambitiøst i 2008 og er det stadig i dag. Det er på samme tid uambitiøst, fordi der ikke er lagt op til nye initiativer eller nye aftaler i mellem de arktiske lande. Det er der ikke, fordi regeringen vurderer, at Rusland står så stejlt overfor Nato-landene i resten af verden, at det ville være umuligt at forhandle noget nyt på plads. Det er også forklaringen på, hvilke problemer der kan være i samarbejdet i Arktis: Netop at andre konflikter, som for eksempel krigen i Syrien, efterhånden kan vokse sig så store, at det kan gå ud over samarbejdet i Arktis. Derfor er arbejdet i Ilulissat i disse dage vigtigt, fordi det handler om at fastholde Arktis som en fredszone uberørt af alt andet ufred på kloden.
Hvorfor er det i dag vigtigt at diskutere forholdene i Arktis?
I et dansk perspektiv er Arktis og Grønland ekstremt vigtige. Regeringen ophøjede i 2017 Arktis til en af kun fem topprioriteter for dansk udenrigspolitik fremadrettet på linje med terrorisme og stigende flygtningestrømme. Derudover er Arktisk i dag en de mest dynamiske regioner på kloden med de verserende klimaforandringer og det faktum, at et helt nyt verdenshav for første gang i verdenshistorien er ved at åbne sig for menneskelig trafik. Så når den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), i dag er i Ilulissat, er det udtryk for et dansk ønske om at fastholde freden, men også for at markere Danmark som en vigtig og uomgængelig aktør i det arktiske, som store nationer som Rusland, USA og Kina ikke kan komme udenom. Faktisk vil jeg mene, at betydningen af den arktiske region vokser hver eneste dag. For russerne er området helt afgørende for deres udvikling inden for deres arbejde med olie, gas og mineraler, og for Danmark handler det både om vores forhold til verdens stormagter, men også om nationens geografi og natur, i og med Grønland udgør 98 procent af kongeriget Danmarks territorium.
Hvor er vi i dag, 10 år efter etableringen af Ilulissat-erklæringen?
I 2007 satte det alarmklokkerne i gang hos daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) og andre vestlige landes politikere, da Rusland plantede det russiske flag ved Nordpolen på bunden af Det Arktiske Ocean. Man frygtede for deres hensigter, og såvel som i dag som for 10 år siden er der god grund til at genbekræfte den del af aftalen, der handler om fred. En anden del af erklæringen cementerer de arktiske nationers forrang i området, hvilket EU og andre stormagter ikke nødvendigvis er særligt begejstrede for. Men overordnet fungerer samarbejdet i Arktisk i dag i lige så høj grad som for 10 år siden, og det er en bedrift i sig selv, når man ser på forholdet mellem Rusland og Nato-landene i andre dele af verden.
Er Danmark bedre stillet i dag end for 10 år siden?
Ilulissat-erklæringen var et genialt træk set fra den danske regerings side. Det har vist sig at være et ganske vellykket forsøg på at sikre danske og grønlandske interesser i en region, hvor man dengang vidste, at andre europæiske lande, Kina, Canada og USA stod på spring for at få adgang til værdierne i Arktis. Erklæringen sikrede på mange måder en magtdeling i Arktis, hvor Danmark og Grønland fortsat har en helt central og privilegeret rolle.