"Danmark er et rigtigt æbleland"

Det er højsæson for æbler i øjeblikket. Det danske klima er ideelt for æbledyrkning. Alligevel er der flere udenlandske æbler end danske i supermarkederne

I Danmark findes der 265 dyrkede æblesorter. Her ses gråsten æbler.
I Danmark findes der 265 dyrkede æblesorter. Her ses gråsten æbler. Foto: Elvig Hansen.

Danmark har det perfekte klima til at dyrke æbler i. Landet ligger et sted, hvor der ikke er nattefrost meget tidligt eller meget sent på året, og samtidig er der på denne årstid stor forskel på temperaturen mellem de relativt kolde nætter og varme dage. Det giver altsammen dejlige røde æbler fulde af smag.

Alligevel bliver der færre og færre æbleplantager i landet, ja, EU har endda givet støtte til plantageejere, der vil lukke deres æbleplantage.

Hvorfor dette paradoks? Lisbeth Dahl Larsen, der er pometmester ved Det Biovidenskablige Fakultets Pomet, der er en samling af frugttræer og -buske, siger:

"Supermarkederne kan købe billigere æbler i udlandet, hvor arbejdskraften er billigere, og hvor det er tilladt at sprøjte med flere kemikalier, end vi må herhjemme.

Desuden er der også sket et traditionstab. Vi bruger ikke æblerne på samme måde som tidligere. Jeg tror ikke, at der er nogen af børnene i mine børns skoleklasser, der for eksempel spiser æblegrød, som jo ellers var en fuldstændig almindelig spise tidligere," siger hun.

På Pometet arbejdes der for at gøre både industri og forbrugere interesseret i danske æbler.

"Danmark er et rigtigt æbleland. Derfor vil vi gerne gøre opmærksom på de danske æblers kvaliteter og fortælle om, hvordan de smager, og hvad de kan bruges til.

I øjeblikket har vi for eksempel et projekt, hvor vi laver most af forskellige slags æbler. Det er et spændende arbejde, for nogle moster bliver helt klare, mens andre bliver lyserøde, og andre igen smager nærmest af abrikos," fortæller Lisbeth Dahl Larsen.

Der findes i alt 265 dansk dyrkede æblesorter med hver deres kvaliteter, og hvis Lisbeth Dahl Larsen skulle fremhæve nogle, bliver det:

Ingrid Marie

Rødt spiseæble. Velsmagende, Kan også anvendes som madæble. Er modent fra først i oktober og kan holde sig til januar, men er bedst i efterårsmånederne og frem til jul.

Aroma

Gulgrønt æble med rød dækfarve. Frugtkødet er fast, saftigt og sprødt med en frisk, sød-syrlig smag og meget fin aroma. Et rigtig godt spiseæble som også er anvendelig til madlavning. Plukkes i slutningen af september og kan lagres frem til decem-ber.

Gråsten

Gult spiseæble. Æblet har en høj bestanddel af sukker, og samtidig er smagen præget af en kraftig syre. Kan bruges både som spiseæble og til most og grød. Danmarks nationalæble, der også er en af de ældste danske æblesorter. Har sin oprindelse i Gråsten slotspark omkring 1700.

Elstar

Æblet har gul bundfarve og en klar rød-orange dækfarve. Frugtkødet er saftigt og fast, og æblet har en meget god syrlig-sød smag. Er modent fra midt i oktober og kan holde sig længere end de fleste andre æbler.

Pigeon

Rødt spiseæble. Fast, skørt og saftigt frugtkød med en let bitter smag. Er en meget gammel sort. Pigeon dyrkes næsten kun i Danmark, hvor de små ild-røde æbler knyttes til en række juletraditioner.

madsen@k.dk