Prøv avisen

Danmark er i moderat olympisk eufori

Vi fik flere medaljer ved OL i London 1948, men når man tænker på, hvor meget hårdere konkurrencen er blevet, er 13 medaljer i 2016 en større præstation end 20 medaljer var i 1948, mener idrætshistoriker. Her er det hækkeløberen Sara Slott Petersen, der vandt sølv på den 400 meter lange strækning. Foto: Jewel SAMAD/AFP

Regnen af danske medaljer ved OL i Rio giver nyt stof til danskernes yndlingsfortælling om underhunde og grimme ællinger. Ifølge eksperter er det Danmarks største OL-præstation nogensinde, men alligevel en mindre samlende begivenhed end sejren ved fodbold-EM i 1992

Natten mellem torsdag og fredag dansk tid blev der på det olympiske atletikstadion i Rio de Janeiro, Brasilien, skrevet et nyt kapitel i en fortælling, vi danskere elsker højt. Historien om den sympatiske unge danske helt, som takket være godt humør og en sund indstilling trodser alle odds og mere sejrsvante nationers dominans og triumferer.

Denne gang var helten en heltinde, den 29-årige hækkeløber Sara Slott Petersen, der som første kvindelige danske løber nogensinde vandt en olympisk medalje. Den var af sølv, men det var lige så godt, som hvis den havde været af guld, forklarede hun bagefter til Ritzaus Bureau:

”Det kunne være fedt at få en medalje, men det gælder ikke liv eller død. Det gør bare, at man kan slappe lidt mere af. Blume viste det på fornemste manér. Jeg prøvede at gøre det efter, og det lykkedes næsten,” sagde hun med henvisning til den sensationelle danske guldvinder i 50 meter fri svømning, Pernille Blume.

Tidligere i torsdags havde kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen og badmintonspillerne Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl også opnået sølvmedaljer. Dermed blev det dagen, hvor det stod klart, at Danmark er på vej mod et af sine bedste Olympiske Lege nogensinde. Ifølge Per Jørgensen, idrætshistoriker ved Syddansk Universitet med speciale i De Olympiske Lege og dansk nationalfølelse, måske det allerbedste.

”Vi fik flere medaljer ved OL i London 1948, men når man tænker på, hvor meget hårdere konkurrencen er blevet, er 13 medaljer i 2016 en større præstation end 20 medaljer var i 1948,” siger han.

Per Jørgensen tilføjer, at man må tænke på, at dengang var hverken russerne, tyskerne eller kineserne med, og mange andre nationer var endnu hårdt mærkede af Anden Verdenskrig. Han er enig med Sara Slott Petersen i, at det betyder mindre, at Danmark dengang i Paul Elvstrøms og Greta Andersens dage fik fem guld-, syv sølv- og otte bronzemedaljer mod i skrivende stund foreløbig kun én guld- samt seks sølv- og seks bronzemedaljer.

”Jeg har bemærket, at danskerne tilsyneladende er omtrent lige så begejstrede for sølv og bronze som for guld. Det er en realistisk, snusfornuftig indstilling, som udøverne deler med publikum, og som jeg også deler. Det er fornuftigt, at Team Danmarks erklærede målsætning ikke var et antal guldmedaljer, men 10 medaljer i alt. For sølv og bronze er også en kæmpe præstation, og det er kun enkelte danskere, der har den holdning, at man som nummer to ikke vinder sølvet, men taber guldet,” siger han.

Er hele Danmark så lige nu i sejrsrus oven på succeserne? Kun i ganske moderat omfang, mener Per Jørgensen, og Martin Davidsen, journalist og forfatter til bogen ”Drømmeland – sejren og sommeren der forandrede Danmark” om den nationale eufori efter sejren ved fodbold-EM i 1992, er enig.

”Vi har ikke den samme samlende effekt som ved EM i 1992, hvor de undertippede danskere vandt i nationalsporten fodbold, og hvor mange så kampene sammen på storskærme. Sådan er det ikke i Rio, hvor meget på grund af tidsforskellen foregår om natten. Men jeg tror godt, de mange medaljer kan give et lille nationalt selvtillids-boost. Mange er begyndt at regne sig frem til, at vi set i forhold til indbyggertal er Europas bedste nation. Det er meget dansk at sige: ’Se hvor godt, vi klarer os i forhold til, hvor små vi er’. Vi har altid elsket historier om underhunde, der overrasker positivt som Klods-Hans og den grimme ælling,” siger Martin Davidsen.

Han ser derfor en stærkere dansk fortælling i svømme-, kajak og badmintonpigerne, der overraskede alle inklusive sig selv, end mere forventede medaljetagere som den regerende europamester Sara Slott Petersen og bryderen Mark O. Madsen, hvis sølvmedaljer ikke var så overraskende.

Ifølge Uffe Østergaard, professor emeritus i historie ved CBS Handelshøjskolen i København og ekspert i national selvforståelse, kommer den danske OL-eufori næppe i nærheden af den stemning, der i 1990’erne blev udløst af EM i fodbold og Bjarne Riis’ Tour de France-sejr i 1996.

”Dengang var tidsånden præget af optimisme oven på Murens Fald, og de sportslige sejre faldt sammen med EU-afstemningerne i 1992 og 1993 og forstærkede følelsen af, at Danmark nu pludselig kunne klare sig selv ude i den store verden. I dag er stemningen i de fleste lande, at man prøver at trække sig tilbage og lukke døren, og det skal der mere end nogle sølv- og bronzemedaljer i Brasilien til at ændre på,” siger han.

Gennem tiden har mange forskere forsøgt at kortlægge effekten for en nation af gode olympiske resultater, men ifølge Rasmus Klarskov Storm, analyse- og forskningsleder ved Idrættens Analyseinstitut, kan denne effekt koges ned til en kortvarig, kollektiv rusfølelse og ikke ret meget andet.

”Der er ingen målbare effekter i form af øget eksport og højere bruttonationalprodukt. Selv effekten på de sportsgrene, der er succes inden for, er svær at få øje på. Der er kun ét studie, fra Tyskland, som har kunnet finde en lille effekt på interessen for selv at dyrke sporten, og den er kun kortvarig,” siger han og tilføjer:

”Men selvom de målbare effekter er svære at se, tyder meget på, at sejre i sport styrker befolkningens velbefindende og identitetsfølelse. Den danske OL-indsats har været historisk god i år, og det har psykologisk betydning i konkurrencestatens tidsalder, hvor det er afgørende for et land at kunne konkurrere i vækst og resultater.”

Udland side 7