Prøv avisen

Danmark er slaraffenland for udbryderkonger

I august flygtede en fange fra Vestre Fængsel ved at bytte identitet med en besøgende. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det åbne fængselssystem herhjemme betyder, at Danmark er et af de lande, hvor der er relativt set flest fangeflugter. Det er den risiko, man løber med et åbent fængselssystem, siger ekspert

Forrige uge flygtede fem mænd fra Nykøbing Falster Arrest ved at klatre over en fængselsmur. I november flygtede en mand, iført et fikseringsbælte, fra Nyborg Statsfængsel. I august flygtede en fange fra Vestre Fængsel ved at bytte identitet med en besøgende.

Det sker jævnligt, at indsatte flygter fra danske fængsler. Ja, faktisk er Danmark et af de europæiske lande, hvorfra flest lykkes med at bryde ud. Det viser en rapport fra Europarådet fra 2018. Ud af Europarådets 47 medlemslande lå Danmark på syvendepladsen i forhold til antallet af fangeflugter i åbne og lukkede fængsler. I alt drejede det sig om 75 fangeflugter i 2015, hvorfra tallene stammer. Tallene er opgjort som antallet af fangeflugter pr. 10.000 indsatte.

Ser man alene på de lukkede fængsler i EU-landene, tager Danmark en tredjeplads på listen over lande, hvorfra flest flygter fra fængslet. Og det er særligt disse fangeflugter, der bekymrer Bo Yde Sørensen, stedfortrædende formand i Fængselsforbundet.

”Ét tilfælde er et for meget, og i de tilfælde har sikkerheden bestemt ikke været god nok, men spørgsmålet er, om man med sikkerhed kan undgå alle tilfælde. Jeg tror det desværre ikke. Når vi ser tilfælde, hvor indsatte passer fængselsbetjente op med våben, så må vi bare konstatere, at det er svært at komme problemet til livs,” siger Bo Yde Sørensen.

Men Danmarks umiddelbart tvivlsomme placering i toppen er faktisk udtryk for noget positivt, mener John Hatting, landsformand i Kriminalforsorgsforeningen, som repræsenterer civilt ansatte i fængslerne såsom lærere, pædagoger, socialrådgivere og psykologer.

”Vi har et forholdsvist åbent fængselssystem i Danmark sammenlignet med andre lande, og det skal vi være stolte af. Det er noget af det, der er med til at skabe en klog form for afsoning, fordi det giver mulighed for, at der ikke er så brat en overgang fra fængslet til friheden,” siger John Hatting.

Men er det virkeligt så klogt, hvis relativt mange flygter fra de danske fængsler?

”Går man ind i tallene, vil man se, at langt de fleste af dem, der flygter, ikke er farlige fanger. Det er ganske, ganske få, der er farlige, og hvis de flygter, så reagerer hele systemet med bål og brand,” siger John Hatting.

I tallene fra Europarådet tegner der sig i det hele taget et interessant billede af de europæiske fangeflugter. Vesteuropæiske lande som Danmark, Holland, Norge, Schweiz og Sverige er blandt de lande, hvor flest flygter, mens østeuropæiske lande som Montenegro, Serbien og Ungarn holder bedre på deres indsatte. Det er ikke tilfældigt, siger professor Marcelo Aebi, der forsker i kriminologi ved universitetet i Lausanne i Schweiz, og som er en af forfatterne bag rapporten fra Europarådet.

”Tallene siger noget om retfærdighedens filosofi. I eksempelvis Serbien er fængslerne langt hårdere end i Danmark og i Norden generelt. I Østeuropa går fængselsbetjentene i militærlignende uniformer, mens fængslerne i eksempelvis Danmark er langt mere åbne, men det gør også, at det er nemmere at flygte. Det er så at sige den risiko, man løber med et åbent fængselsvæsen,” siger Marcelo Aebi.

Det billede genkender John Hatting fra Kriminalforsorgsforeningen.

”I nogle lande står der bevæbnede vagter i tårne i hjørnerne, og det er ikke vand- pistoler, de står med. Så det er nogle andre størrelser, vi sammenligner os med. Jeg ser tallene som udtryk for, at vi har et moderne og udviklet fængselssystem, der både er humant og forsøger at bygge bro til civilsamfundet, og det tror jeg er til vores alle sammens fordel,” siger John Hatting.

Men det mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod, ikke:

”Der skal være ro og orden i de danske fængsler, og jeg synes, at det er dybt utilfredsstillende, at vi ligger så højt på sådan en liste. Det er uretfærdigt og trist, selvom jeg er med på, at Fængselsforbundet står i en svær situation med at rekruttere personale,” siger Peter Kofod. 8