Selvom børnefattigdommen er vokset de senere år, er Danmark stadig det land i verden, hvor politikerne er bedst til at bekæmpe ulighed. I sammenligning med 157 lande over hele verden er Danmark nummer et, når det gælder om at begrænse kløften mellem rig og fattig. Det viser det såkaldte ulighedsindeks 2018 fra Oxfam, en af verdens største udviklingsorganisationer, der arbejder i mere end 90 lande verden over.
Skatteekspert Christian Hallum fra den danske del af Oxfam, Oxfam Ibis, forklarer, at førerpositionen hænger sammen med, at Danmark gennem årtier har satset på høj beskatning, lige rettigheder for kvinder og mænd, et godt socialt sikkerhedsnet og et arbejdsmarked med rimelige lønninger for alle. Men ifølge Christian Hallum viser nye tal fra Danmarks Statistik også, at udviklingen går den forkerte vej.
”I løbet af de seneste år er uligheden i Danmark steget med 20 procent, hvilket er meget mere end i de fleste lande. Ulighed er et politisk valg, og vi kan se, at seks ud af syv økonomiske reformer de seneste år har øget uligheden i danskernes indkomst. Det betyder, at 25 procent flere børn vokser op i fattigdom. Den udvikling skal vi have gjort op med nu, hvis ikke Danmark skal rasle ned ad ulighedsindekset,” siger Christian Hallum.
De nyeste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 44.000 børn levede i fattigdom i 2016.
Afdelingsdirektør Niels Ploug fra Danmarks Statistik, der sidste år udgav bogen ”Økonomisk Ulighed i Danmark”, henviser til, at den såkaldte gini-koefficient, der måler uligheden, er vokset de seneste to årtier. Samtidig har de seneste års skattereformer begunstiget de velstillede. Han peger på, at den stigende ulighed blandt andet også hænger sammen med, at der bliver flere pensionister og flere uddannelsessøgende.
”Det er faktorer, der ikke i sig selv er bekymrende. Men samtidig har for eksempel kontanthjælpsmodtagere fået det dårligere økonomisk, og der er blevet flere fattige børn. Det er resultat af meget bevidste, politiske beslutninger. Der er ikke nogen tvivl om, at den stigende børnefattigdom er et problem. Der er forskning, som viser, at det at vokse op i fattigdom som barn bare et enkelt år kan have konsekvenser senere i livet for eksempel i forhold til at tage en uddannelse,” siger Niels Ploug.
Cheføkonom og vicedirektør i den borgerlige tænketank, Cepos, Mads Lundby Hansen, er ikke bekymret over den voksende ulighed, men glæder sig over den stigende beskæftigelse.
”Den stigende ulighed skyldes i høj grad de senere års mange fornuftige politiske reformer. For eksempel har Mette Frederiksens (S) kontanthjælpsreform fået flere i beskæftigelse. Vi må så leve med, at uligheden øges lidt. Stigende ulighed er ikke et mål i sig selv. Målet er, at flere får fodfæste på løn- og jobstigen, og det kræver reformer, der øger uligheden et lille nøk opad,” siger Mads Lundby Hansen.
Ifølge tal fra Cepos har alle grupper i det danske samfund – bortset fra visse grupper af kontanthjælpsmodtagere – fået det økonomisk bedre siden 1994.
Lektor Birthe Larsen, der forsker i ulighed ved Copenhagen Business School, forklarer, at diskussionen om ulighed i høj grad handler om, hvilke værdier samfundet vægter. Hun peger på, at økonomer og politikere typisk ser en lille ulighed som en fordel, fordi det øger incitamentet til at tjene penge.
”Men ud fra en normativ betragtning kan ulighed være problematisk, fordi det giver børn forskellige muligheder alt efter, hvor de er født. Samtidig kan ulighed og følelsen af at have mindre end de andre skabe sociale spændinger og grobund for den populisme, vi for eksempel har set i USA, også selvom alle måske får del i velstanden. Spørgsmålet er, hvor meget uligheden kan stige, før det påvirker samfundets sammenhængskraft. Hvis man er vant til at leve i et samfund som det danske med lav ulighed, kan selv små stigninger i uligheden måske skabe bekymring og spændinger,” siger hun.