Siden 1990 har alle danske organdonorer været hjernedøde. Men snart vil den første dansker donere sine organer efter at være blevet erklæret cirkulatorisk død, det vil sige død på grund af ophør af vejrtrækning og hjerteslag.
Donation efter cirkulatorisk død, i kort form DCD, er en metode for donation, der, når den tages i brug i Danmark, kan give omkring 40 flere donorer på et år ifølge Sundhedsstyrelsen.
DCD er allerede i brug i 15 europæiske lande, blandt andet broderlandet Norge.
Men der har metoden skabt uro.
For DCD er på afgørende måder anderledes end donation efter hjernedød, siger Morten Andreas Horn, overlæge ved neurologisk afdeling på Oslo universitetssygehus, som har været og stadig er skeptisk.
Ikke nødvendigvis over selve metoden, pointerer han, men over for den måde, den er indført på i Norge.
Hans pointe er, at man i praksis går fra, at patienten skal være død, til at personen i nogle tilfælde måske "kun" er døende, når han eller hun erklæres død og overgår til at blive organdonor.
"Frem til i dag har det været en ufravigelig forudsætning, at donor skal være død, inden man starter donor-processen. Hvis vi med DCD risikerer at svække kravet om, at donor skal være død, må vi kommunikere det meget klart til befolkningen," siger han.
Er patienten død, når døden erklæres?
Norge stoppede i 2017 et pilotprojekt med DCD efter en større offentlig uenighed om metoden blandt sundhedspersonale. Uroen spredte sig til befolkningen. I 2021 blev det besluttet at indføre DCD efter en udredning i regi af Folkehelseinstituttet, Norges svar på Sundhedsstyrelsen.
Men Morten Andreas Horn mener stadig, at vigtige spørgsmål står ubesvaret.
Han understreger, at hans kritik ikke handler om, at man fjerner organer fra en patient, som måske kunne overleve, eller at patienten ikke er helt død, når organerne tages ud.
"Ingen hævder, at der er nogen særlig sandsynlighed for, at en patient, som erklæres død efter DCD, vågner op. Det er antageligt svært hjerneskadede mennesker, som uanset hvad er døende. Problemet er, at når en patient overgår til at blive donor, siger vi ikke til de pårørende: 'Din mand er så godt som død, dette vil han aldrig overleve'. Vi siger: 'din mand er død.' Og det kan man med DCD ikke nødvendigvis sige med samme grad af sikkerhed," siger Morten Andreas Horn.
Forklaringen på det synspunkt kommer her, og den er teknisk, så hold fast:
En donor, som erklæres død ved hjernedød, dør af en stor skade i hjernen. På grund af skaden kommer der ingen ilt og blod til hjernen. Hjernen dør. Lægerne konstaterer hjernedøden ved grundige undersøgelser og efter klare retningslinjer. Det er den "gamle" metode.
En donor, som erklæres død ved cirkulatorisk død, har også en dødelig skade i hjernen. Personen kan dog ikke erklæres død efter hjernedødskriteriet, fordi der stadig er en lille blodtilførsel til hjernen. Lægerne stopper respiratorbehandling, fordi patienten ikke kan overleve sin skade i hjernen. Hjertet holder op med at slå, og vejrtrækningen standser. Lægerne venter fem minutter for at sikre sig, at hjertet ikke spontant starter igen. Det kaldes no touch-perioden.
Herefter erklæres patienten død efter kriteriet om cirkulatorisk død. Nu overgår patienten til at være organdonor. Selve udtagningen af organer kan enten finde sted kort efter, at døden er erklæret, eller efter at organerne er iltet igen af en særlig maskine.
Ventetiden er på kun fem minutter, fra cirkulationen standser, til patienten erklæres død, fordi organerne ikke må være uden ilt ret længe, hvis de skal bruges til donation.
Det handler om ærlighed
Fem minutter er ifølge Morten Andreas Horn så kort tid, at man ikke lægefagligt kan være fuldstændig sikker på, at døden er endelig og ikke "kun" ved at indfinde sig, når patienten erklæres død:
"Det kan lyde pernittengrynet: At jeg vil diskutere, om donor er død, når han erklæres død. Det vigtigste er jo, at personen helt sikkert er død, når organerne tages ud, og det er jeg ikke urolig for. Men jeg mener, vi er nødt til at være ærlige med folk."
Han fortsætter:
"Problemet er, at vi med en no touch-periode på fem minutter flytter det juridiske dødstidspunkt så tæt på det biologiske dødstidspunkt som overhovedet muligt - og måske til og med inden for livets side. Sandheden er, som jeg ser det, at vi indsnævrer sikkerhedsmargen for, hvornår folk reelt er døde, når de erklæres døde. Vi kan endda i teorien erklære folk døde, som ikke er døde endnu."
Med andre ord: Når patienten erklæres død, er personen måske kun i sin dødsproces.
Og det er bydende nødvendigt, at læger og myndigheder tydeligt kommunikerer dette til befolkning og pårørende, hvis tilliden til organdonation skal bevares, når et land indfører DCD:
"Vi læger har altid lagt på at være uhyggeligt præcise i dødsdiagnostik og brug af begreber, hvad angår organdonation. Det er svært at forstå, hvorfor vi nu skal være mere upræcise, bare fordi vi ønsker at indføre DCD uden at skulle ændre i love, forskrifter og information til befolkningen."
"Hele vores organdonations-program hviler på tillid. Man risikerer at skade tilliden, hvis vi går fra en død donor-regel til en døende donor-regel uden at sige det tydeligt og højt," siger han.