Prøv avisen

Danmark får næppe revolutioneret menneskerettighederne

Menneskerettighedsdomstolen har eksisteret siden 1959. Her er domstolens hovedsæde, der stod færdigt i 1998 i den franske by Strasbourg. – Foto: Rainer Jansen/picture-alliance/dpa/AP/Ritzau Scanpix

Når Danmark i dag er vært for Europarådets drøftelser af menneskerettigheder, har den danske regering fremlagt et forslag til en reform, der blandt andet skal lette udvisning af kriminelle udlændinge. Men det bliver vanskeligt at få gennemført, mener eksperter

Menneskerettighedsdomstolen har længe været en torn i øjet på den danske regering.

Derfor er der nok at tage fat på, når Danmark i dag byder Europarådets 47 medlemslande velkommen til forhandlinger om menneskerettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ageren.

Der er flere grunde til, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har været genstand for kritik gennem de seneste år, siger juraprofessor Mads Bryde Andersen ved Københavns Universitet. Et iøjnefaldende problem er de mange sager, der har hobet sig op. Ifølge den senest opgjorte statistik drejer det sig om 55.800 sager. Et andet problem ligger i, at menneskerettighedsdomstolen er i fare for at miste sin legitimitet, fordi den med sine dynamiske fortolkninger har udviklet en lang række særlige regler, som medlemsstaterne skal efterleve, selvom de udledes af almene konventionsbestemmelser, som eksempelvis ”respekt for privatliv og familieliv”, der er vedtaget med sigte på helt andre forhold.

”En af de store problemstillinger, som har været fremme i den offentlige debat, handler om domstolenes praksis om udvisning af kriminelle udlændinge. Dette enkelte aspekt af domstolens praksis vækker ofte stærke følelser. Men de dynamiske fortolkninger omhandler meget andet end udvisningssager, eksempelvis det spørgsmål om retten til familiesammenføringer, som i dag diskuteres meget indgående i Tyskland,” siger Mads Bryde Andersen og henviser desuden til et andet område, hvor domstolen har udviklet en praksis på tværs af de nationale lovgivere.

Det handler om eksklusivaftalerne på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsgivere tidligere i visse tilfælde var forpligtet til at ansætte folk fra særlige fagforeninger.

”Dette spørgsmål blev med vilje holdt uden for konventionen, da den blev forhandlet i 1950. Alligevel valgte domstolen at indfortolke et forbud i konventionen, som Danmark i 2006 blev dømt for at overtræde”, siger Mads Bryde Andersen.

Han mener blandt andet, at interesseorganisationer har en stor del af æren for, at domstolens praksis har været genstand for så stor opmærksomhed.

”Det er helt objektivt konstaterbart, at støtten til domstolen primært kan tilskrives NGO’erne (interesseorganisationer, red.). Sammenligner man eksempelvis holdningen til Danmarks internationale forpligtelser i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med vore forpligtelser efter NATO-samarbejdet, er forskellen tydelig. I relation til NATO-samarbejdet er NGO-støtten stort set fraværende. Her høres der kun enkelte pip om, at vi ikke lever op til målsætningen om at bidrage til det militære forsvar med to procent af bruttonationalproduktet, som Danmark ellers har givet tilsagn om. Sammenfattende mener jeg derfor, at Danmark ved at tage initiativ til en diskussion om domstolen, som går imod disse mange særinteresser, har taget et meget vigtigt skridt,” siger Mads Bryde Andersen.

Der bliver dog langt fra tale om det opgør med menneskerettighedsdomstolen, som regeringen flere gange har lagt op til. Det siger Mikael Rask Madsen, juraprofessor og leder af Center for Internationale Domstole ved Københavns Universitet.

”Det første danske udkast havde aldrig rigtig en chance. Det ville ikke komme længere end til Berlin eller Stockholm, før det blev sendt tilbage igen,” siger Mikael Rask Madsen.

Han er en af Danmarks førende eksperter i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og har læst de seneste udspil, som der forhandles om i dag i København. Her mødes justitsministre fra cirka halvdelen af Europarådets 47 lande, som skal blive enige om en såkaldt København-erklæring.

”Udkastet var så langt over stregen på visse områder, at man vidste, at det ville blive stoppet,” siger Mikael Rask Madsen.

Den danske regering fremlagde i sit udspil ganske ambitiøse mål for at nytænke menneskerettighedsdomstolen, siger Mikael Rask Madsen og henviser blandt andet til, at det i det oprindelige udspil fremgik, at domstolen skal give det ”særlig vægt”, hvis demokratiet i et givent land allerede har forholdt sig til et specifikt spørgsmål af væsentlig offentlig betydning. Og at regeringen også indirekte havde berørt de meget omtalte udvisningssager om kriminelle udlændinge ved at skrive, at domstolen i Strasbourg ikke skal tilsidesætte den nationale domstol, med mindre der er ’stærke grunde’ til det.

Men ingen af delene får regeringen igennem i deres oprindelige form, siger Mikael Rask Madsen. Et andet ønske for regeringen var at få indskrevet et afsnit om, at nationale regeringer, der overholder menneskerettighederne i forvejen, skal gives et vist råderum til at fortolke rettighederne.

”Det kommer ikke med på den måde. Man kan ikke skrive sådan i et diplomatisk dokument. Men det følger implicit af subsidiaritetsprincippet, at domstolen på sin vis tilgodeser de lande, som foretager en systematisk og gennemarbejdet vurdering af sagerne i domstolene,” siger Mikael Rask Madsen.

Dermed ikke sagt at regeringen ikke kommer igennem med nogle af sine ønsker, påpeger Mikael Rask Madsen. For der er enighed i Europarådet om at nedbringe sagsmængden i domstolen, hvor titusindvis af sager ligger og venter på at blive behandlet. Det lader derudover til, at der er konsensus om at skabe en bedre kommunikation mellem domstolen og medlemslandene, så man sikrer, at landene får bedre mulighed for at deltage i en sag, inden der falder dom i menneskerettighedsdomstolen. Endelig lægges der op til en bedre balance mellem medlemsstater og domstol.

”Men det bliver ikke på den måde, som Danmark først foreslog det. Danmark havde lagt op til, at subsidiaritetsprincippet, der handler om, at beslutningerne skal træffes tættest muligt på dem, de vedrører, skulle forstås mere bredt. Men der har domstolen argumenteret for, at subsidiaritet er afhængig af retsområdet, og at det er domstolen, som har sidste ord. Det bliver domstolens mere differentierede forståelse af subsidiaritet, der kommer med i den endelige tekst, men det er ikke desto mindre en lille sejr for regeringen,” siger Mikael Rask Madsen.