Man kan som statsminister agere som en tilbagelænet bestyrelsesformand, der uddelegerer det meste til fagministrene. Med risiko for, at det hele løber løbsk. Eller man kan prøve at få ”hands on” på så meget som muligt. Med risiko for at slide sig selv ned og få snavs på hænderne af de uundgåelige ”møgsager”.
Mette Frederiksen (S) tegner til at blive en statsminister, som vil styre sin regering tæt. Vi ved, at hun vil styrke Statsministeriet, og antagelig vil hendes rådgiver Martin Rossen få en central placering som leder af et politisk sekretariat. Men han bliver ikke viceminister under parlamentarisk ansvar. Statsministeren skal have ham for sig selv.
Vi ved, at gennemsnitsalderen på ministrene er den samme som Mette Frederiksens egen alder, 41 år. Mon ikke en statsminister på 41 år ville have sværere ved at styre ministrene, hvis hun havde udpeget mange socialdemokratiske veteraner med årtiers parlamentarisk erfaring? Der er næppe tvivl om, at Frederiksen nøje har vurderet, hvem hun kan styre, og hvem hun ikke kan styre.
Vi ved også, at statsministeren har nedbarberet regeringens udvalgsstruktur. Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget vil blive de helt centrale udvalg. Statsministeren selv er formand i K-udvalget, finansminister Nicolai Wammen er formand i Ø-udvalget.
Frederiksen og Wammen sidder alene i regeringens ansættelsesudvalg. Alle sager om ansættelser og forfremmelser af topembedsmænd forberedes alene af deres departementschefer. Statsministeriets og Finansministeriets magt over embedsmændenes karrierer i de øvrige ministerier vil være stor. Og der er allerede tegn på, at topembedsmænd forventer mange udskiftninger, og det er således påfaldende, at Finansministeriets departementschef Martin Præstegaard har forladt sin stilling.
Det er blevet formodet, at Frederiksens tidligere departementschef fra Beskæftigelsesministeriet, Peter Steensgaard Mørch, kommer tilbage fra Københavns Kommune for at indtage en topstilling. Han sætter loyal ministerbetjening – med henblik på at føre ministerens politik ud i livet – over alt. Også her kunne man spørge, om ikke departementschefstillinger er ved at blive så politiserede, at det var rimeligere, om de blev omdefineret til poster som viceministre under parlamentarisk ansvar.
I den nye regeringsstruktur bemærker man, at der ikke er nogen økonomiminister og en uerfaren erhvervsminister, den 33-årige Simon Kollerup. Alt i alt vil regeringens struktur blive centreret omkring Statsministeriet og Finansministeriet. Formodningen må være, at Frederiksen og Wammen vil arbejde tæt sammen. Med risiko for at begge overbebyrdes.
Men vil der uden en økonomiminister og en stærk erhvervsminister mangle en ”second opinion”? Og vil den tiltagende kritik af Finansministeriets metoder føre til ændringer, eller bliver det ”business as usual”?
At vi har fået en modig statsminister, fremgår af, at hun styrer direkte ud i personligt at finde en vej til at løse det tilbagetrækningsspørgsmål for ældre, som hun selv har rejst uden at have en løsning parat, fordi ”blå blok” og De Radikale ikke vil være med. Klarer hun den hurdle, ligger vejen åben til at blive en stor statsminister. Klarer hun den ikke, kan hun hurtigt blive forhenværende statsminister, der påtog sig mere, end hun kunne klare.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator