Thomas Borup Svendsen er skovrider i Naturstyrelsen Vestjylland. For ham og andre vestjyder byder gåture i landsdelen på natur i form af lange strande, høje klitter og store heder.
Vestjylland er det sted i Danmark, hvor der pr. indbygger er det største areal af natur i form af skov og lysåbne naturområder som hede, klitter, enge og moser. Faktisk er der i perioden fra 2011 til 2016 kommet endnu mere af den type natur i Vestjylland, ligesom der er i resten af landet, viser en netop offentliggjort undersøgelse fra Danmarks Statistik.
I 2011 var 20,7 procent af Danmarks samlede areal skov og lysåben natur. I 2016 var det tal vokset til 21,3 procent. I samme periode er andelen af det areal, der er dækket med intensive landbrugsafgrøder, faldet fra 57,6 til 55,6 procent.
Den udvikling genkendes af skovrideren i Vestjylland, hvor skov og lysåben natur er vokset fra at udgøre 23,8 procent af arealet i 2011 til 24,6 procent i 2016.
”Den skov, som vi har fra det traditionelle plantagebrug, er ved at skifte fra rent produktionsskovbrug til skovdrift med mange flere formål og med et større naturindhold. Samfundet ændrer sig, og elementer som biologisk mangfoldighed, beskyttelse af grundvandet og friluftsmuligheder får større vægt, mens produktion får mindre. I Vestjylland har Naturstyrelsen store arealer, som giver oplevelser og har naturværdi på den måde. Det er alt fra bæverdominerede slugter til strande med vadefugle, vandhuller og skovområder, og det giver i alt et større naturindhold,” fortæller Thomas Borup Svendsen.
I hele landet er der kommet mere af den type natur, som ikke er forbundet med landbrugsproduktion, viser den nye undersøgelse. Men helt så enkelt er det ikke at måle naturen, mener Bettina Nygaard, der er seniorrådgiver ved institut for bioscience på Aarhus Universitet.
”Der er helt klart arealer med natur, som er vokset ind i en beskyttet naturtilstand, men i samme periode er der også natur, der er forsvundet og pløjet op, ligesom der er natur, som har været overset, siden naturbeskyttelsesloven trådte i kraft i 1992. Man kan derfor ikke konkludere ud fra ændringerne i det beskyttede naturareal, at der er kommet mere natur. Arealet af beskyttet natur er primært blevet større, fordi man har brugt mange ressourcer på at lede efter det og derfor har registreret naturarealer, der ikke tidligere var registreret. Hvis vi kigger på en længere tidsperiode fra 1995 og til 2014, så har vi tabt 0,6 procent natur,” siger Bettina Nygaard.
Den betragtning deler hendes kollega, seniorforsker Rasmus Ejrnæs.
”Det er en statistik, der siger mere om, hvordan vi bruger naturen i Danmark, end hvorvidt vi er gode ved naturen. Hvis man planter skov, som ikke bliver brugt til produktion, kan det være for at beskytte grundvandet, men det er ikke sikkert, at den form for natur kommer sommerfuglene til gode. Sommerfuglene er ligeglade med arealet pr. borger. De er mere interesserede i, om der er levesteder i landskabet, end hvor mange mennesker, der går tur i naturen,” siger Rasmus Ejrnæs, som dog finder den nye statistik interessant.
”Det er interessant, at landbrug går tilbage, fordi det er den mest intensive driftsform i Danmark, så det giver potentiale for, at der kan blive mere sammenhængende natur,” siger han.
København, Østsjælland og Nordsjælland er de områder af landet, hvor der er mindst natur pr. indbygger. Vest- og Sydsjælland samt Fyn er de landsdele med mest areal med landbrugsafgrøder, men også her er der ifølge undersøgelsen kommet mere natur og mindre landbrug.