Det er ingen hemmelighed, at Europa har svært ved at håndtere flygtninge- og migrantstrømmene.
De seneste uger har imidlertid budt på flere vidtrækkende løsningsforslag. Nogle i stor enighed. Andre tiltag står kun ét eller to lande bag. Det er tilfældet for Tysklands forslag om at oprette såkaldte transitcentre ved den tysk-østrigske grænse. Hertil skal sendes de tusindvis af asylansøgere i Tyskland, som allerede har fået deres sag behandlet i et andet land under Dublin-forordningen, som tæller EU-landene, Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein.
Men problematikken om asylansøgere, der rejser fra et europæisk land til det næste, er ikke kun et tysk fænomen. Det er i særdeleshed også en dansk udfordring, viser tal fra Udlændingestyrelsen. Her fremgår det således, at det er blevet stadig sværere for Danmark at sende de asylansøgere tilbage, som allerede har fået deres sag behandlet i et andet land under Dublin-forordningen.
I 2013 og 2014 nægtede de andre europæiske lande i henholdsvis 10,7 og 22,5 procent af sagerne at tilbagetage en asylansøger, og i 2016 og 2017 var det tal steget til henholdsvis 48 og 34 procent. I 2016 og 2017 var der i alt danske forhandlinger om tilbagesendelse af cirka 8000 migranter og flygtninge.
Det er ifølge professor Marlene Wind overraskende, at Danmark og de europæiske lande har så svært ved at nå til enighed om, hvordan man skal tackle de migranter og flygtninge, der rejser fra et land til et andet.
”Det ligger i Dublin-reglerne, at vi skal udøve gensidighed i forhold til de asylansøgere, der allerede har fået deres sag behandlet i et andet EU-land. Det betyder, at der skal være mulighed for at sende en asylansøger tilbage til det første land, hvor vedkommende er registreret. Derfor kommer det bag på mig, at det ikke fungerer. Men det viser, som eksperter har sagt i et år, at Dublin-forordningen ikke virker. Samtidig kan der også være tvivlstilfælde, hvor det er svært at vurdere, hvordan og om asylsagen er blevet behandlet tidligere,” siger Marlene Wind, der forsker på Københavns Universitet i samspillet mellem ret og politik i EU.
Problemerne med at hjemsende asylansøgere skal ifølge forskningschef Catharina Sørensen fra Tænketanken Europa forklares historisk.
”Under migrationskrisen (i 2015, red.) undlod man i flere lande at registrere asylansøgere, som derfor kunne sive op igennem Europa. Nu presser Tyskland så på for, at man skal følge reglerne. Men så risikerer man, at hele systemet bryder sammen, fordi der stadig er et stort ønske om at begrænse migrationen,” siger Catharina Sørensen.
Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, følger på grund af hjemsendelsesudfordringen de tyske meldinger om transitcentre ”med stor interesse”.
”Vi ønsker at undgå alle former for asylshopping, og derfor er vi interesseret i alle tiltag, der kan gøre det nemmere at tilbagesende asylansøgere, som allerede har fået deres sag behandlet. Men vi er altså ikke kommet længere end det, fordi den tyske aftale er så ny og løs,” siger Marcus Knuth. Han peger også på en anden forklaring på, at de danske myndigheder i 2016 og 2017 havde besvær med at sende de cirka 8000 asylansøgere tilbage.
”Vi har set eksempler på, at man forsøger at omgå reglerne ved at gå under jorden. Hvis man eksempelvis opholder sig som asylansøger i Danmark, men tidligere har fået afslag i det første land, man søgte, kan man trække tiden så længe, at det bliver svært for de danske myndigheder at sende én tilbage. Og der ved vi bare, at nogle EU-lande er bedre at samarbejde med end andre,” siger Marcus Knuth.
Han henviser til Dublin-forordningen, som betyder, at overførslen af en asylansøger fra eksempelvis Danmark til den ansvarlige medlemsstat skal ske senest seks måneder efter, at anmodningen om overtagelsen er accepteret.
Fristen kan forlænges til højst 18 måneder, hvis asylansøgeren forsvinder. Men hvis overførslen ikke finder sted inden for tidsfristen, vil ansvaret overgå til Danmark i de tilfælde, hvor en asylansøger ellers har fået sin sag afklaret i Tyskland eller et andet europæisk land under Dublin-forordningen.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen er enig i, at Dublin-systemet ikke virker. Men han er overhovedet ikke overrasket over, at Danmark eller andre EU-lande har udfordringer med at tilbagesende asylansøgere, som allerede har fået deres sag behandlet i et andet europæisk land.
”Landene er sig selv nærmest. Det giver god mening. Det er en illusion at tro, at de enkelte lande er særligt modtagelige i forhold til at tage asylansøgere tilbage, når de i øvrigt gør sig umage med at holde asylansøgere ude. Andet ville være ulogisk. Det mest effektive er, at hvert enkelt land lukker sine grænser, for det er tydeligt, at de fælleseuropæiske løsninger ikke fungerer,” siger Martin Henriksen.
Omvendt ser Socialdemokratiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye fortsat fælleseuropæiske løsninger som helt afgørende for, at Europa kommer migrant- og flygtningestrømmene til livs på længere sigt.
”Problemet med hjemsendelser af asylansøgere eksisterer, men det eksisterer primært, fordi man har en åben grænse sydpå og åbne grænser internt i Europa. Derfor handler det om at få adskilt flygtningene og migranterne, inden de kommer til Europa, og det gør vi kun, hvis vi kan foretage asylbehandlingen uden for EU’s territorium. Det er heldigvis også den retning, det går for tiden i Europa. Derfor vil jeg heller ikke sidde og fryde mig over, hvad der sker i disse dage eller gå i panik,” siger Mattias Tesfaye.