Straks efter at Anden Verdenskrig var brudt ud den 1. september 1939, begyndte den danske regering at indføre en gennemgribende kriselovgivning, som blandt andet i praksis afskaffede privatbilismen og satte de almindelige liberale handelsprincipper ud af kraft. Tanken var, at i en krisetid måtte staten tage kontrol over forhold, som normalt var frie.
”I hvilken udstrækning indgreb må foretages for sikring af befolkningens interesser vil fremdeles være genstand for overvejelse under medvirken af alle interesserede og under medvirken af repræsentanter for Rigsdagen. Det vil være til folkets gavn og til landets ære, om man samler sig om disse opgaver i den samfølelsens ånd, som tiden kræver,” erklærede den daværende statsminister Thorvald Stauning (S) i sin tale ved Rigsdagens åbning dagen efter krigsudbruddet.
Vi springer nu godt 80 år frem i tiden, til onsdag aften den 11. marts 2020. Der er ikke udbrudt en verdenskrig, men verdenssundhedsorganisationen WHO har netop erklæret, at spredningen af coronavirus er en pandemi, og den danske statsminister Mette Frederiksen (S) konstaterer på et pressemøde, at der nu er brug for at gribe særligt ind, fordi antallet af danske smittede er tidoblet på to dage:
”Vi plejer som danskere at søge fællesskabet ved at være tæt med hinanden. Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand til hinanden. Og vi får brug for samfundssind, vi får brug for hjælpsomhed, og jeg vil gerne sige tak til alle borgere, virksomheder, frivillige organisationer og arrangører. Alle, der indtil nu har vist, at det er lige præcis det, vi har i Danmark: Samfundssind.”
Ifølge Claus Bundgaard Christensen, lektor i historie ved Roskilde Universitet, går der en lige linje mellem de to taler. Stillet over for en alvorlig trussel ser den danske regeringsleder en nødvendighed i at gribe til særlige restriktioner. Og dengang som nu appelleres der til danskernes samfundssind som den kraft, der skal bringe nationen igennem vanskelighederne.
”Der er meget store forskelle på de to situationer. Vi ved ikke med sikkerhed, om Danmark nu skal være lukket ned i to eller otte uger. Men vi kan være rimeligt sikre på, at de nuværende restriktioner ikke kommer til at vare i årevis som dem, der blev indført ved Anden Verdenskrigs udbrud,” siger Claus Bundgaard Christensen, som påpeger, at rationeringen af smør i Danmark først blev ophævet i november 1950, fem år efter krigens afslutning.
”Men hvis der er ét punkt, hvor jeg kan se mange ligheder mellem de ellers så forskellige to situationer, er det den måde, statsministeren italesætter samfundssind og hjælpsomhed på, mens hamstring skammes ud som uværdigt, usolidarisk og unationalt,” tilføjer han.
Onsdag aften blev det besluttet at lukke ned for daginstitutioner, skoler, videregående uddannelser, mange andre offentlige arbejdspladser og alle forsamlinger med over 100 deltagere. I går fulgte regeringen så blandt andet op med lovgivning, der tillader tvangsindlæggelse af syge og giver sundhedsmyndigheder lov til at tiltvinge sig adgang til sygdomsmistænktes hjem. Situationen omtales i flere medier som den alvorligste for det danske samfund siden Anden Verdenskrig, og regeringsrestriktionerne er da heller ikke set magen til siden da. Under krigen blev der også lovgivet om tvangsbehandling af syge – dengang var det imidlertid kønssygdomme, det handlede om.
”Men set i forhold til de meget gennemgribende ændringer af det danske samfund, Anden Verdenskrig førte med sig, er den aktuelle krise langt mindre, siger Claus Bundgaard Christensen.
At isolere og behandle syge med tvang er et indgreb, som myndigheder har grebet til igennem århundreder, også her i Danmark, påpeger Gunilla Svensmark, specialkonsulent i sygeplejehistorie ved Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding.
”Karantæne har været brugt som middel til at modvirke smitte siden pestens tid. For eksempel skulle skibe ligge i karantæne i havnen i 40 dage, før besætningen måtte gå i land. Siden isolerede man spedalske ved at tvangsindlægge dem på Sankt Jørgensgårde landet over. Her skulle de opholde sig og var derfor som døde for omverdenen. Til gengæld kunne man i 1542 erklære spedalskhed udryddet som sygdom,” fortæller Gunilla Svensmark.
I slutningen af 1800-tallet fik Danmark både en epidemilov og særlige epidemihospitaler som Blegdamshospitalet i København, der stod færdigt i 1880 på grunden over for det nuværende Rigshospital. Her blev kampen taget op med mæslinger, skarlagensfeber og andre sygdomme, der i tiden inden vaccinationsprogrammerne blev indført, var alvorlige modstandere. Hospitalet var bygget med platforme, hvor pårørende fra afstand kunne se patienterne uden at komme i berøring med dem og dermed risikere smitte.
Ingen smitte siden pesten kom dog så meget ud af kontrol som den spanske syge, som kom i tre bølger mellem 1918 og 1920, på verdensplan krævede 50 millioner menneskeliv og herhjemme førte til 15.000 dødsfald.
”Det, som rent sygdomsmæssigt foregår lige nu, er nøjagtig, som da den spanske syge rullede frem. Folk blev smittet i stort antal, og også dengang greb man til lukning af skoler og andre samfundsinstitutioner. Man tøvede dengang med at lukke for gudstjenester, for ét sted skulle folk da kunne få trøst, men der kunne smitten jo også spredes,” fortæller Gunilla Svensmark.
Hun understreger dog, at coronavirussen er langt mindre dødelig end den ondartede influenzatype, der bredte sig i Første Verdenskrigs kølvand, og som lægevidenskaben dengang kun var dårligt rustet til at bekæmpe.
Siden er der gjort store lægelige fremskridt. Blandt andet under en af de seneste alvorlige epidemier i Danmark, polioepidemien i 1952, som ifølge Gunilla Svensmark er verdensberømt i den medicinske historie som ”The Copenhagen Epidemic”.
”Polioepidemien førte til en række opfindelser inden for anæstesi og intensivbehandling, og den førte til opfindelsen af respiratoren i et samarbejde mellem svenske ingeniører og danske læger,” fortæller specialkonsulenten, som tilføjer, at da epidemien kom til Sverige i 1953, rejste danske læger, sygeplejersker og fysioterapeuter med over sundet for at stille den ekspertise, de havde opnået, til rådighed.
Siden har Danmark været ramt af mindre smittebølger som Hongkong-influenza, sars, fugleinfluenza og svineindfluenza. Hver eneste gang de seneste 100 år, Danmark har haft en epidemi, har myndighederne fået værdifulde erfaringer til at forbedre beredskabet forud for næste epidemi. Herunder at lægge strategier for åben kommunikation, skrappe restriktioner og stærke appeller til danskernes samfundssind. For der kommer altid en næste epidemi, konstaterer Gunilla Svensmark:
”Under den spanske syge handlede de danske myndigheder famlende og prøvede at tie problemet ihjel. Det viste sig ikke at være nogen klog strategi.”