Danmark i helt ny kurs: Vil stemme nej til Israel-fordømmelse i FN-råd

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) annoncerede på et møde i Udenrigspolitisk Nævn for lidt siden, at Danmark vil stemme nej til fire af fem resolutioner vedrørende Israel i FN’s menneskerettighedsråd. Det vil blive bemærket internationalt, lyder det

På et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn annoncerede udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), at Danmark vil stemme nej til 4 af de 5 resolutioner om Israel, der behandles på et møde i FN’s menneskerettighedsråd i morgen.
På et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn annoncerede udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), at Danmark vil stemme nej til 4 af de 5 resolutioner om Israel, der behandles på et møde i FN’s menneskerettighedsråd i morgen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Der er et nybrud på vej i dansk udenrigspolitik.

På et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn i går annoncerede udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) nemlig, at Danmark vil stemme nej til 4 af de 5 resolutioner om Israel, der behandles på et møde i FN’s menneskerettighedsråd i dag. Israel har som det eneste land sit eget punkt på dagsordenen, og det er altså de kritiske resolutioner på dette punkt, som Danmark også fremover vil stemme nej til, sagde udenrigsministeren i går:

”Jeg har fra dag ét af Danmarks medlemskab af Menneskerettighedsrådet gjort det klart, at det er helt uacceptabelt, når Israel som det eneste land i verden er mål for et selvstændigt dagsordenspunkt på rådets dagsorden,” sagde han i går.

Der skal også behandles en femte resolution om Israel på mødet i dag. Her vil Danmark ligesom blandt andre Storbritannien undlade at stemme.

Beslutningen vækker stor glæde hos Dansk Folkepartis Søren Espersen, som er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.

”Det er meget positivt. Særligt fordi det er svært at skille sig ud fra EU-flokken og i stedet skabe en alliance med Storbritannien og USA (som sidste år trådte ud af Menneskerettighedsrådet, red.),” siger Søren Espersen med henvisning til, at EU-landene typisk har stemt sammen og stemt ja til resolutionerne vedrørende Israel.

Det samme har Danmark gjort i FN’s generalforsamling, indtil Danmark for nylig blev en del af Menneskerettighedsrådet.

Men nu lægger Danmark altså op til en helt anden linje i et af de seneste mange års store udenrigspolitiske værdislagsmål.

”Jeg kender Israel, og jeg ved, at det vil være en kæmpe historie i Israel og mange andre steder, at Danmark nu sammen med Storbritannien går enegang i forhold til andre europæiske lande og særligt i forhold til vores nordiske samarbejdspartnere,” siger Søren Espersen.

Danmarks beslutning om at modsætte sig de kritiske Israel-resolutioner hilses da også velkommen af Benny Dagan, Israels ambassadør i Danmark.

”Det er helt klart en beslutning, som peger i den rigtige retning, og vi håber, at andre lande vil følge det eksempel. For det er et stærkt signal til alle, der vil udbrede fred i verden. Mit håb er, at dette også vil være den danske position fremover, uanset hvem der kommer i regering efter valget,” siger Benny Dagan.

Det bliver dog næppe SF’s politik at stemme imod Israel-resolutionerne. I hvert fald er partiets udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen særdeles kritisk over for den nye danske linje i Menneskerettighedsrådet.

”Det er fuldstændig uholdbart og helt usagligt, at formalia skal være styrende for, om man kan diskutere indholdet,” siger Holger K. Nielsen.

Men kan udenrigsministeren ikke have en pointe i, at det er urimeligt, at Israel som det eneste land har sit eget punkt på dagsordenen?

”Jeg vil ikke udelukke, at der er et behov for at kigge på den ubalance, og man kan godt argumentere for, at Israel ikke skal have sit eget punkt. Men så længe Israel har det, må man tage stilling til indholdet. Det går ikke, at hele holdningen til Mellemøsten og Israel går op i formaliteter. Det går bare ikke,” siger Holger K. Nielsen.

Danmarks beslutning kan være det første tegn på en ændring i synet på Israel i FN’s menneskerettighedsråd. Udover at Storbritannien har annonceret, at man vil være imod Israel-resolutioner, har også Australien besluttet sig for at stemme imod 4 af de 5 resolutioner om Israel i dag. Østrig har forud for mødet i menneskerettighedsrådet i dag fortalt, at man agter at stemme nej til mindst én af resolutionerne, fortæller Hillel Neuer, direktør i interesseorganisationen UN Watch.

”Derfor gør det en stor forskel, at den danske regering nu har besluttet sig for at stemme nej. Særligt hvis lande som Tjekkiet og Østrig også følger samme spor. Det vil sende et helt nyt signal fra de moralske stormagter,” siger Hillel Neuer.

Uanset hvad står resolutionerne dog til at blive stemt igennem, ligesom dagsordenspunktet om Israel står til at blive stående. Det skyldes, at de mellemøstlige, afrikanske og asiatiske lande optager flertallet af sæderne i rådet.

”Disse lande vinder måske afstemningen i dag, men den vigtigste og principielle debat vil de vesteuropæiske lande vinde, hvis de også fremover fører retorikken om Israel ud i livet,” mener Hillel Neuer.