Det står ellers klokkeklart i EU’s vandrammedirektiv fra år 2000. Medlemslandene skal have styr på, hvad der er af kemikalier i deres søer, åer, floder, kystvand og grundvand. Her 20 år senere undersøger Danmark dog stadig kun en meget lille del af sine vandområder, bortset fra grundvandet.
Der er for tiden stort fokus på problemerne med at rense spildevand, inden det ledes ud i havet, men hvilke stoffer og hvilke mængder, der reelt findes og udledes, hersker der stor usikkerhed om. Det problem rejste Dansk Folkepartis energi- og klimaordfører Morten Messerschmidt på et samråd i Folketinget kort før sommerferien på baggrund af materiale fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Organisationen har tidligere i år henvendt sig til EU’s miljøkommisær Claudia Olazabal for at få bekræftet, at medlemslandene har pligt til at teste vandområderne for både økologisk kvalitet og for kemiske stoffer.
Af svaret fra kommissærens kontor fremgår, at Danmark fortsat kun måler 1,5 procent af sit overfladevand for kemi – 98,5 procent af det er ”ukendt”. Det er en klar bundrekord blandt de 25 EU-lande, der er indberettet data fra. Allerede i 2012 blev den daværende regering kritiseret af Kommissionen og opfordret til at måle mere, da kun en halv procent dengang var blevet testet.
På samrådet den 25. juni erkendte miljøminister Lea Wermelin (S), at der fortsat er et problem.
”Derfor har jeg sat gang i en strategi for miljøfremmede og miljøfarlige stoffer i vores vandmiljø, hvor vi har lavet grænseværdier for en række stoffer og kommer til at måle for dem derude. Den strategi er en imødekommelse af den kritik, vi har fået fra EU-Kommissionen,” sagde Lea Wermelin.
Men hvilken interesse har netop Bæredygtigt Landbrug i at få undersøgt flere vandløb for kemiske stoffer?
For at få svar på det skal man tilbage til den årtier lange kamp om, hvad der er naturlige og kunstige vandløb. For landbruget tjener åer og vandløb primært til at dræne markerne for vand. Derfor skal der helst være så få planter som muligt i dem. For naturfredningsfolk handler det derimod om at få kategoriseret så mange vandløb som muligt som naturlige. I dem skal der være en god, naturlig vækst af vandplanter, men de kan kun blive skåret ned en gang om året, og kraftig vegetation fører til, at åerne dræner dårligere.
Den kamp er lykkedes så godt for naturfredningsfolkene, at 10 procent af alle vandløb i EU, der har fået prædikatet ”god, økologisk kvalitet”, i dag ligger herhjemme. Med de bliver som nævnt så heller ikke målt for kemikalier.
Den økologiske kvalitet bestemmes alene ved, at man sparker i bunden, stikker et net ned i åen og kigger på, hvad der kommer med op af smådyr og fisk, forklarer direktør Hans Aarestrup fra Bæredygtigt Landbrug. Derimod foretager man ikke målinger af, hvad vandet og fiskene indeholder af kemi.
”Man vælger ikke at måle, for så ville man ikke længere kunne kalde dem naturlige vandløb, for der ville være kemikalier mange steder, for eksempel ved rensningsanlæggene,” siger han.
Hvis målinger skulle vise det, bliver det sværere at fastholde dem som naturlige vandløb, og Hans Aarestrup lægger ikke skjul på landmændenes interesse i, at det bliver færre af dem.
Danmarks Naturfredningsforening mener dog, at Bæredygtigt Landbrug gør regning uden vært.
”Vi måler alt for lidt,” medgiver landbrugsteknisk råd-giver Thyge Nygaard, Danmarks Naturfredningsforening.
”Vi skal bare huske, at en del af det, der skal testes for, er pesticider, som kommer fra landbruget. Jeg er ikke sikker på, at Bæredygtigt Landbrug har fået læst den del af vandrammedirektivet. Vi ville finde ud af, at rigtig mange vandløb lider under, at der bliver vasket pesticider ud. Insektgifte er særligt slemme, og nogen mener, at svampemidlerne kan blive udvasket og påvirke de svampe, der vokser i vandløbene. Lad os bare få gang i det, men jeg tror, de gør regning uden vært,” siger Thyge Nygaard.
Han peger på, at man også skal overveje, at de danske vandløb er af en helt anden karakter end for eksempel de store floder i Tyskland, hvor der ligger stor industri tæt ved. Derfor er det ikke helt så påkrævet at teste vandet herhjemme, mener han.
Forklaringen på, at Danmark efter så mange år stadig ikke lever op til EU-direktivet, kan være økonomisk begrundet. Hans Aarestrup nævner, at hvis Danmark eksempelvis skulle teste i samme omfang som Holland, ville det kræve 1400 prøvesteder, og hver prøve koster typisk 100.000 kr. Det vil sige en årlig omkostning på 1,4 milliarder kroner.