Et kort over Afghanistan fylder det hvide lærred i det lille auditorium. Kortet er sort, men flængeformede udsnit i rødt, hvidt, blåt og gult bryder det simple kort. De farvede udsnit viser kister klædt i henholdsvis Dannebrog og det svenske flag.
Afghanistan-kortet blev første gang brugt i januar 2011, da den rabiate muslimske organisation Hizb ut-Tahrir inviterede til debatmøde på Det Kongelige Bibliotek i København om krigen i Afghanistan. Før, under og efter mødet rasede debatten om, hvorvidt biblioteket skulle tillade foreningen at afvikle mødet, som opfordrede til væbnet modstand mod de danske tropper i Afghanistan. Godt nok havde Hizb ut-Tahrir som alle andre i Danmark lov til at samles og debattere, men skulle den danske befolkning virkelig tolerere arrangementet?
I mandags benyttede Per Mouritsen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Afghanistan-kortet og dets oprindelige anledning på en konference på Stockholms Universitet. For eksemplet sætter tolerancens begrænsninger på spidsen, forklarede han.
Vi tolererer Hizb ut-Tahrir i Danmark, men vi gør det sammenbidt, og det er det svære ved tolerance. For i sin egentlige forstand er tolerance at finde sig i det, vi virkelig synes er meget forkert.
Per Mouritsen har i tre år været tovholder på den danske del af et storstilet EU-projekt, som breder sig over 15 lande under overskriften Accept Pluralism, altså acceptér pluralisme. I mandags præsenterede han sammen med en forskergruppe fra Aarhus Universitet tre års dansk toleranceforskning på Stockholms Universitet, hvor svenske forskere serverede deres modstykke. Målet med Accept Pluralism-projektet er at undersøge, om europæiske lande er blevet mere eller mindre tolerante de seneste 20 år, og slutproduktet er rapporter og bøger om tolerance og kulturelle forskelligheder, som skal benyttes fra folkeskole til politisk beslutningsniveau.
På konferencen fastslog Per Mouritsen, at danskerne er blevet mere tolerante. Eksempelvis ønskede knap hver femte dansker i 1980erne ikke at have en indvandrer som nabo, mens det i 2008 var færre end hver tiende. Der er dog en række forbehold, men for at nå til dem er definitionen af tolerance nødvendig. Forenklet set kan tolerance og intolerance deles op i tre enheder:
Det, vi anser for okay og derfor tolererer.
Det, vi ikke bryder os om, men alligevel tolererer.
Og det, vi finder helt uacceptabelt og derfor ikke tolererer.
Ifølge Per Mouritsen er den første og sidste enhed vokset de seneste år, og det har presset den svære form for tolerance. Altså, der hvor vi støder på ting, vi ikke bryder os om eksempelvis Hizb ut-Tahrirs debatmøde men som vi må tolerere og acceptere.
I Danmark er tolerance-begrebet dårligt forstået, for mange tror, at tolerance betyder lallegod multikulturalisme, hvor alt er lige godt. Det er en misforståelse. Tolerance betyder at acceptere noget, fordi det ikke kan laves om, eller fordi omkostningerne er for store. Min pointe er, at samtidig med at den generelle accept af visse grupper stiger, er vi tilbøjelige til at være mere intolerante over for særlige værdier og praksisser.
LÆS OGSÅ: Politirazzia i kirke diskriminerer nydanskere
Eksempelvis er der en stadig stigende accept af homoseksuelle som gruppe, mens visse former for levevis stadig er ildeset.
Vi kritiserer livsformer, som i vores optik ikke tillader selvbestemmelse. Det kan være muslimske livsformer, men vi ser også med skepsis på stærkt religiøse mennesker i for eksempel Vestjylland, fordi vi groft sagt anser dem for at mangle oplysning til at træffe egne valg. Men valget om et stærkt religiøst liv kan netop være udtryk for et meget stærkt personligt valg, og på den måde kolliderer den danske tanke om frisind med den begrænsede tolerance, siger Per Mouritsen.
Den begrænsede danske tolerance var på konferencen også et omdrejningspunkt hos lektor Lasse Lindekilde fra Aarhus Universitet. Udgangspunktet var igen Hizb ut-Tahrir-mødet samt København-visitten fra den fundamentalistiske muslimske prædikant Bilal Philips i april 2011.
Lasse Lindekilde gennemgik medieomtalen i forbindelse med de to begivenheder, og samlet set gik to hovedargumenter om tolerance igen:
Vi skal tolerere begivenheden på grund af personernes lovmæssige ret til arrangementet.
Og vi skal tolerere et givent arrangement, men vi skal samtidig protestere imod det, så personerne ved, vi er uenige.
Den nemme form for tolerance er at tolerere noget, fordi det er lovligt. Men samtidig siger vi okay, vi er nødt til at tolerere det, for alle har de samme rettigheder, men vi skal rejse os og sige, hvor forbandet forkert, vi mener, det er. Ved Bilal Philips-besøget var der flere intolerante holdninger i medieomtalen, hovedsagelig ud fra argumentet om, at han kunne radikalisere unge muslimer, som på langt sigt vil gøre noget forfærdeligt. Og det fører naturligvis til færre argumenter om at tolerere hans besøg ud fra argumentet om et lovligt gode, forklarer Lasse Lindekilde.
Undervejs i konferencen cirklede flere oplægsholdere omkring dansk og svensk tolerance i forhold til integration og islam. Ikke blot med enkeltstående episoder som Hizb ut-Tahrir-mødet, men også mere generelt i form af tolerance i skolesystemet.
Lektor Frederik Hertzberg fra Stockholms Universitet har undersøgt kulturel forskellighed i svenske skoler, og ikke overraskende er der grænser for, hvor meget en skole må stikke ud i forhold til gennemsnittet. Særligt hvis skolen hviler på et islamisk grundlag.
Generelt ser man med mistænksomhed på muslimske skoler i Sverige. Skolerne er måske accepterede, men bestemt ikke værdsat. Nogen taler helt for at lukke skolerne, og hvis eleverne bærer burka eller niqab, hører det bestemt til det, som ikke kan tolereres, siger han.
Andre steder i det svenske samfund er tolerancen så lav, at en befolkningsgruppe får værre og værre levevilkår: samerne, som lever i Sverige, Norge, Finland og Rusland og i Sverige udgør en minoritet på omkring blot 15.000 personer. Victoria Harnesk er opvokset som same og er i dag svensk debattør og kunstner. I auditoriet illustrerede hun med tuschtegninger, hvordan samernes levevilkår udhules:
Samerne lever af rensdyrhold, som de trækker med fra skov- til bjergområder. Men disse områder splittes stadig mere op af jernbaner, veje, byer, vindmølleparker og skiområder, som afskærer samerne fra at bevæge sig frit.
Når deres områder indskrænkes, undermineres deres levegrundlag, men alt det her ved meget få svenskere noget som helst om. Røde Kors bekræfter det, men svenskerne har et stereotypt, intolerant billede af samer som nogle, der skaber konflikt, siger Victoria Harnesk.
Konflikt var der også lagt op til, da den danske forfatter og debattør Michael Jalving ved konferencens afslutning skulle levere sit kritiske fokus på Sverige med afsæt i sin egen bog Absolut Sverige en rejse i tavshedens rige. Her fik svenskerne en opsang i en ikke ligefrem tolerant tone.
I min optik svarer den svenske kultur lidt til grisene fra The Muppet Show, som svæver rundt ude i rummet uden nogen anelse om, hvad der egentlig foregår. Den svenske kultur lider af et kulturelt vakuum, kulturen er der slet ikke, for den svenske elite ser sig selv fritaget for kultur, fortid, tradition og religion. Selvbilledet handler om tolerance, frisind og social ansvarlighed, og manglen på en ledende kultur gør disse stockholmske elitefolk til storoptimister på multikulturalismens vegne. Svenskerne er blevet ekstremister på det punkt.
Svadaen affødte stor latter i auditoriet fra både danskere og svenskere og trods det skarpe budskab slørede den ikke billedet af, at forskerne mente, at Danmark og Sverige kan lære af hinanden på forskellige toleranceparametre. Ifølge professor Per Mouritsen fra Aarhus Universitet kan Danmark lære af den inkluderende, høflige svenske debatkultur, hvor indvandrere ikke får så skarpe ord med på vejen, og som desuden er omfattet af en stærk antidiskriminationspolitik. En politik, som han mener, at Danmark har været for længe om at sætte i søen.
Og så kan Danmark lære af Sveriges mere åbne statsborgerpolitik, for intet tyder på, at lettere adgang til statsborgerskab skader integrationen. Snarere tværtimod, for statsborgerskab kan få indvandrere til at føle sig mere som en del af landet.
Men læringen går begge veje over Øresund og Kattegat. For svenskerne er nødt til at indse, at det ikke begrænser folks personlige valgfrihed og tolerance at have en politik om, hvor indvandrere skal bosætte sig. For hvis alle klumper sig sammen i enkelte kommuner, som det indtil nu er sket, knækker det kamelens ryg, pointerer Per Mouritsen.
Svenskerne kan lære af den målrettede danske politik med et obligatorisk integrations- og arbejdsmarkedsprogram, for Sverige har et lige så stort behov som Danmark for, at indvandrere bliver en del af det store arbejdsfællesskab. For høj deltagelse i arbejdsfællesskabet er kernen i velfærdsstaten.