Danmark på vej til det bredeste forsvarsengagement i Europa

Folketingets "gamle partier" er enige om historisk ryk i forsvarspolitikken. Med et ja til at afskaffe det danske EU-forbehold over for forsvarssamarbejde kan Danmark blive det europæiske land, som er med i de fleste forsvarsalliancer og -samarbejder

Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V), Pia Olsen Dyhr (SF), Sofie Carsten Nielsen (R) og Søren Pape Poulsen (K) præsenterede samstemmigt den nye forsvarsaftale ved et pressemøde søndag aften.
Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V), Pia Olsen Dyhr (SF), Sofie Carsten Nielsen (R) og Søren Pape Poulsen (K) præsenterede samstemmigt den nye forsvarsaftale ved et pressemøde søndag aften. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen brugte søndag aften ordet historisk om de beslutninger, de var blevet enige om vedrørende dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Sammen med Folketingets tre andre "gamle partier", SF, De Radikale og De Konservative, enedes de hen over weekenden i et nyt nationalt kompromis om varigt at øge forsvarsbudgettet til to procent af bruttonationalproduktet i 2033, at sende det det danske forbehold over for EU's forsvarssamarbejde til folkeafstemning den 1. juni i år, at styrke forsvaret med syv milliarder kroner allerede de næste to år samt at arbejde på at gøre Danmark uafhængig af russiske olie- og gasleverancer.

Finansieringen af det dramatiske kompromis har partierne ikke fundet, men de er enige om, at Danmark de kommende år skal kunne låne flere penge - og stadig holde sig inden for EU's regler om budgetunderskud. SF's formand Pia Olsen Dyhr bestred, at partierne dermed blot sender regningen videre til kommende generationer, for hun betragtede tiltagene som en "investering". Mette Frederiksen lagde dog ikke skjul på, at der venter svære prioriteringer forude.

I princippet har partierne bag aftalen længe ønsket det, de nu har besluttet. Som EU-positive partier de i mange år været imod de fire forbehold mod EU-samarbejdet, som Danmark fik igennem i 1993 efter det danske nej til Maastricht-traktaten året forinden. To tidligere folkeafstemninger om euro-samarbejdet og det retlige samarbejder er dog endt med nej'er, og den nuværende regering har afvist, at forsvarsforbeholdet har udgjort noget praktisk problem, da det ikke hindrer Danmark i at være med i det, vi gerne vil være med i.

Mette Frederiksen understregede på pressemødet i Statsministeriet, at det var en "værdimæssig beslutning" nu at sende forsvarsforbeholdet til folkeafstemning. Det handler om at signalere, at Danmark står i "hjertet af Nato" og i "hjertet af EU." Danmark skal med klar og tydelig stemme sige, at landet vil være en del af det frie og demokratiske Europa, som Ruslands præsident Vladimir Putin har angrebet med sin krig mod Ukraine.

Hvis danskerne siger ja til at droppe forsvarsforbeholdet den 1. juni, vil det reelt betyde, at Danmark bliver det land i Europa, der har engageret sig bredest i de mange forskellige forsvarsalliancer og -samarbejder, der reelt eksisterer.

Selv om Nato fortsat er Vestens alt overskyggende militære forsvarssamarbejde, er der siden murens fald i 1989 opstået en række andre samarbejder. Bedst kendt er formentlig den "koalition af villige", som USA's daværende præsident George Bush etablerede i 2002 i krigen i Irak, hvor også Danmark deltog.

Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, udgav i 2019 en udredning om betydningen af det danske forsvarsforbehold. Den noterede, at der var operationer, som Danmark ikke kunne deltage i, men det fremgik også, at den væsentligste konsekvens var, at Danmark ikke kunne sidde med ved bordet, når nye operationer skulle besluttes.

Det fremgik imidlertid også af rapporten, at Danmark er med i række andre militære samarbejder. Nævnt i kort form:

EI2 er betegnelsen for et samarbejde mellem ni europæiske lande, som blev stiftet på initiativ af Frankrigs præsident Emmanuel Macron i 2018. Fokus for samarbejdet er indsatsen i Vestafrika, blandt andet i Mali, hvor Danmark også har været tilstede indtil for nylig for at fremme en demokratisk udvikling.

JEF, Joint Expeditionary Force, blev endeligt etableret i 2018, samme år som EI2, og var oprindelig en britisk ide, som især skulle gøre det lettere for små Nato-lande at fungere i Nato, selv om landene ikke har et "fuldt spektrum af kapabiliteter" rent forsvarsmæssigt.

FNC, Framework Nations Concept, er et tredje samarbejde, der kom på banen på tysk foranledning efter Nato-topmødet i Wales i 2014. Det har sit primære fokus på at opbygge medlemslandenes militære kapaciteter og er tættere knyttet til Nato end JEF-samarbejdet.

Nordefco er navnet på et løsere, nordisk fællesskab på forsvarsområdet. Den 150 år gamle drøm om et egentligt nordisk forsvarssamarbejde er aldrig blevet til noget, men de nordiske lande koordinerer alligevel på flere områder deres forsvarsindsats, og især krisen og siden krigen i Ukraine har fået de nordiske lande til at rykke tættere sammen. Både Sverige og Finland tygger ligefrem på ideen om at blive medlemmer af Nato.

Danmark er som det eneste land i Europa medlem af både Nato, EU og de fire nævnte forsvarssamarbejder. Indtil nu har vi dog ikke været med i egentlige operationer varetaget af EU og måtte for eksempel i 2003 og 2004 trække sig ud af Makedonien og Bosnien-Hercegovina, da EU overtog den fredsbevarende opgave fra FN.

Og så lige en sidste forkortelse, som både EU og forsvarsorganisationer, excellerer i: PESCO står for Permanent Struktureret Samarbejde (i EU), og det ventes at få stigende betydning de kommende år, når Europa vil tage større ansvar for sit eget forsvar. Det samarbejde har Danmark stået uden for, qua sit forsvarsforbehold, men det er måske slut den 1. juni.

"Nye partier" som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten kommer i hvert fald på en velvoksen opgave, hvis de skal få danskerne til at stemme nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Meningsmålinger viser et klart flertal for at gøre det, men målinger har før vist sig omskiftelige, når først i kampen om folkets stemmer gik i gang.