Det hænder af og til, at der i dagspressen refereres til ny medicinsk forskning, som er offentliggjort i ”det ansete tidsskrift The Lancet”. Dette tidsskrift har siden 1991 været ejet af den hollandske virksomhed Elsevier, som også står bag en lang række andre videnskabelige tidsskrifter. Faktisk så mange, at de reelt udgør et monopol.
De har en vare, mange vil have og ikke kan få andre steder, hvorfor de næsten kan diktere kunderne – alverdens forskningsbiblioteker – prisen.
Sådan er kapitalismen. I tilfældet med Elsevier er der bare et paradoks, som gør netop handel med videnskabelige artikler til en særligt effektiv pengemaskine.
Det kræver ifølge Det Kgl. Biblioteks direktør, Svend Larsen, både et nationalt og et internationalt samarbejde at sætte ind over for den.
Nationalt skal det ske ved, at Det Kgl. Bibliotek i samarbejde med ledende kræfter fra Danske Universiteter i løbet af efteråret lægger en fælles strategi forud for den næste prisforhandling med Elsevier og en lille håndfuld andre forlag, som skal finde sted efter nytår.
”Det er ingen enkel sag. For mange forskere er det vigtigt at have adgang til de videnskabelige tidsskrifter af højeste kvalitet, men forlagenes priser og prisforhøjelser virker urimelige,” siger Svend Larsen.
Charlotte Wien, professor i forskningskommunikation ved Syddansk Universitet, kalder det ”en utrolig grov metode til at hale penge op af lommerne på skatteborgerne og ned i lommen på de her forlag”.
Hun oplyser, at der hvert år publiceres 2,5 millioner videnskabelige artikler på verdensplan, og halvdelen af dem formidles af forlagene Elsevier, Taylor & Francis, Springer, Wiley og Sage.
Paradokset er, at forlagene langt hen ad vejen modtager artiklerne gratis fra alverdens akademikere, fordi offentliggørelse i et ”anset tidsskrift” er afgørende for deres karriere. Køberne af produktet er alverdens akademikere, som har brug for at kende til forskningen på deres felt. Men købet er langtfra gratis.
Som professor Bent Meier Sørensen, CBS Handelshøjskolen i København, omtalte i gårsdagens avis, koster det danske skatteborgere cirka 300 millioner kroner om året at give danske akademikere adgang til videnskabelige artikler.
Ifølge Charlotte Wien havde Elsevier i 2010 en omsætning på 2 milliarder euro og en profit på 800 millioner euro – svarende til næsten 6 milliarder kroner – på handel med videnskabelige artikler.
Det giver ifølge professor Charlotte Wien en profitmargin på 36 procent, hvilket ligger langt over for eksempel den profit, Apple skaffer sig på sine ombejlede produkter iPhone og iPad.
”Vi i universitetsverdenen har ladet ræven vogte gæs. Vi har skabt et system, hvor vi giver vores data til forlagene for at leve op til vores egne målsætninger om, at publicering i videnskabelige tidsskrifter er et afgørende konkurrenceparameter. Men derefter er vi nødt til at købe vores egne data for beskidt mange penge. Vi har været naive,” erklærer Charlotte Wien.
Hun peger på, at denne udvikling har været under opsejling længe. Men især inden for de seneste par årtier har mindst tre faktorer skabt den omtalte pengemaskine. Dels er mængden af forskere og forskningsresultater eksploderet. Dels har digitaliseringen minimeret omkostningerne til offentliggørelse. Og endelig er der sket en stigende markedsgørelse af universiteter og forskningsresultater, som i Danmark især kom til udtryk med Helge Sanders (V) universitetslov fra 2003.
Tendenserne har været de samme over hele verden, og i flere lande forsøger universiteter og myndigheder at tage kampen op med de videnskabelige forlag. For eksempel står Sveriges universiteter lige nu uden for systemet efter at have afvist forlaget Else- viers ublu krav, hvilket har haft hårde konsekvenser for svenske forskeres adgang til viden. Også i Tyskland har der været en langstrakt forhandlingsproces mellem universiteter og Elsevier, som ikke er landet endnu.
Set i global sammenhæng er Danmark en lille brik i et spil, hvor USA og Kina er de store, og hvor en række europæiske universiteter sidste år henvendte sig til EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager i håb om at få et EU-initiativ imod monopoldannelsen på forskningsresultater. Selvom der er flere forlag i spil, er de ikke direkte konkurrenter, eftersom de dækker forskellige videnskabsgrene. Indtil videre har Vestager og EU-Kommissionen imidlertid ikke taget sagen op.
Spillet om, hvad videnskabelige artikler skal koste, er ganske kompliceret. Generelt er der et politisk ønske om såkaldt ”Open access”, hvilket betyder, at så mange artikler som muligt er gratis for læseren. Den danske regering har en målsætning om, at forlagene får mellem et halvt og et helt år til at tjene penge på artiklerne, så skal de gøres tilgængelige for alle. Men i flere tilfælde har forlagene både taget sig betalt for artiklerne enkeltvis og derefter taget sig betalt for at gøre dem gratis.
Ifølge Niels Stern, der er afdelingsleder på Det Kgl. Bibliotek og skal stå i spidsen for forhandlingerne med Elsevier og de andre forlag om en aftale for 2021, vil den nye måde, der lægges fælles strategi og forhandles på, kunne give gode muligheder for en bedre aftale med forlagene. Samtidig skal det helst munde ud i en aftale med forlagene, der både varetager danske akademiske og politiske interesser:
”Erfaringer fra blandt andet Sverige, Norge og Holland viser, at hvis den øverste ledelse fra landets universiteter er direkte involveret, er der en stærkere position at forhandle ud fra, og det er nødvendigt, hvis vi skal lægge et maksimalt pres på forlagene.”