Danmark sagde farvel til Schlüter: ”Han havde nok sagt, at alt det her var skrækkeligt og frygteligt”

Der var høj sol, blå himmel og sommer i luften, da familie, venner, bekendte og toppen af dansk politik lørdag sagde farvel og tak for alt til den tidligere konservative statsminister Poül Schlüter, der døde den 27. maj 92 år gammel.

Ceremonien i Holmens Kirke i København startede klokken 13, men allerede en time forinden var gæsterne begyndt at strømme ind i kirken, der ligger et stenkast fra Christiansborg og Statsministeriet, hvor Schlüter residerede fra 1982 til 1993.

Ved kirkens indgang blev gæsterne mødt af uniformerede politibetjente, bombehunde og snurrende fotolinser, og på den anden side af gaden var der i mellemtiden opstået et leben af nysgerrige tilskuere. De var mødt op for at vise den sidste respekt over for den tidligere statsminister, der især skrev sig ind i historiebøgerne, da han i 1980’erne var med til at genoprette en falleret dansk økonomi.

Med til bisættelsen var blandt andet de fire resterende nulevende eks-statsministre, Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne), Helle Thorning-Schmidt (S), Anders Fogh Rasmussen (V) og Poul Nyrup Rasmussen (S), der ankom til kirken i samlet flok. Hvis man holdt godt øje, kunne man også se en lang række tidligere ministre og toppolitikere, herunder Uffe Ellemann-Jensen (V), Bertel Haarder (V), Marianne Jelved (RV), Helge Adam Møller (K), Henning Dyremose (K) og Per Stig Møller (K).

Den nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) ankom som den sidste gæst, inden kirkeklokkerne begyndte at runge ud over Slotsholmen.
Selve bisættelsen begyndte med et præludium med musik af Chopin og Händel. Salmen ”Morgenstund har guld i mund” blev efterfulgt af ”Det dufter lysegrønt af græs”.

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen åbnede sin tale med en henvisning til Paulus og Korintherne.
“Kærligheden hører aldrig op, og derfor tør vi håbe på, at mennesker også fremover tør tage ansvar, handle, gribe magten og om nødvendigt tør risikere fejl i tillid til, at det altid er nemt at se, hvad man skulle have gjort.”

Hen mod slutningen af talen satte han ord på det savn, der nu er opstået hos de efterladte. Han henvendte sig direkte til Anne Marie ”Mie” Vessel Schlüter, der var gift med Poul Schlüter i 32 år:
”Mie, forleden fredag sad vi i jeres hjems hjerte, det store køkken. Du fortalte oprigtigt og glad om jeres liv. Kærligt og omsorgsfuldt fortalte du om jeres sidste dage. Du var så glad, at alle I, som er Poul Schlüters nærmeste, nemlig Anne-Marie, Peter, Søren, Carina og Niclas, i løbet af dagene fik talt og taget afsked.”

”Og så brød du ud og fortalte om jeres kærlighed, jeres samtaler og engagement. Dine ord dansede henover scenen, og du udtrykte det alt sammen: Glæde, omsorg, fortvivlelse, mørke, frygt, irritation. Men fortegnet var en forelsket kærlighed,” fortsatte han.

Efter jordpåkastelsen blev der sunget ”Du, som har tændt millioner af stjerne.” Den hvide kiste, der var dækket af margueritter og lilla blomster, blev båret ud til ”Dejlig er jorden.”

De Konservatives formand Søren Pape Poulsen var én af de seks kistebærere. Sammen med resten af de cirka 270 deltagere holdt han sig dog i baggrunden, da den nærmeste familie samlede sig foran rustvognen til et sidste farvel. Man kunne ikke høre andet end fotolinsernes summen, da bilen trillede ud på Holmens Kanal og lod sig indsluse i den københavnske lørdagstrafik.

Efter ceremonien var der lutter rosende ord til Poul Schlüters menneskelige og politiske eftermæle. Af både politiske venner og fjender blev han betegnet som en hjertevarm og humoristisk karakter, et borgerligt ikon og en af de største statsministre i det foregående århundrede.

”Jeg var 10 år, da han blev statsminister, og jeg var 21, da han stoppede. Vi har mistet en kæmpe stjerne i vores parti og en kæmpe statsmand,” lød det fra Søren Pape Poulsen (K).

Hans partikammerat og tidligere partiformand Per Stig Møller fremhævede Poül Schluters berømte evne til at bruge humor som et nyttigt våben, når tingene spidsede til.

”På et tidspunkt var der nogle venstrefolk i regeringen, der ville have indført viceministre, og det skulle vi diskutere på et møde med hele regeringen. Jeg kan huske, at han startede med at tage sin cigaret og sige ’tjo, tja… Det er da en udmærket idé - hvis man altså ikke kan klare opgaven selv’. Sådan kunne han sarkastisk lægge en debat død.”
Han mener, at nutidens politikere kan lære meget af Schlüter.

”Det der med små grupper, som sidder et fjernt sted og træffer beslutninger og giver ordrer til ministerierne og timer, hvornår det ene eller det andet skal ud - det var fjernt for Schlüter.”

Det var en pointe, som statsminister Mette Frederiksen (S) erklærede sig enig i, da hun mødte pressen efter ceremonien.

”Det ville være utroligt dejligt med mindre spin, mindre kommunikation, færre interviews og en lidt lavere hastighed i dansk politik, så vi fik mere fokus på indhold og kvalitet, og vi ikke bare løb rundt i hamsterhjulet. Det ville være utroligt dejligt og godt for landet.”.

Ligesom Søren Pape Poulsen holdt hun tale ved den efterfølgende mindehøjtidelighed på Børsen. Her var der også musikalske indslag fra operasanger Clara Thomsen, pianist Tanja Zapolski og violinist Philippe Benjamin Skow.

Poul Schlüters enke, Anne Marie Vessel Schlüter, var både glad og berørt over dagen og alt, den bragte med sig. Hun vil først og fremmest huske sin ægtemand som ”et dejligt, dejligt menneske.”

”Han tog sig af alle mennesker. Der var ikke noget opstyltet ved Poul. Tværtimod. Han havde nok sagt, at alt det her var skrækkeligt og frygteligt. Men jeg tror nu alligevel, at han ville have nydt det.”