Danmark satser langt mere bistand på abort end på religionsfrihed

Mens der er afsat 755 millioner kroner til abort, prævention og seksualundervisning i Den Tredje Verden, lægger regeringen kun op til at bruge en brøkdel til beskyttelse af religionsfrihed. Det vidner om en hakkeorden mellem rettighederne, siger kritiker

I foråret blev en stor udviklingspolitisk strategi vedtaget af et bredt politisk flertal i Folketinget. I strategien bliver religions- og trosfrihed nævnt som en vigtig prioritet i dansk udviklingsarbejde.
I foråret blev en stor udviklingspolitisk strategi vedtaget af et bredt politisk flertal i Folketinget. I strategien bliver religions- og trosfrihed nævnt som en vigtig prioritet i dansk udviklingsarbejde. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Man får ikke mange politikere til at sige, at en menneskerettighed er vigtigere end en anden. Men hvis et træ skal kendes på sin frugt, er seksuelle rettigheder ifølge regeringen godt 150 gange vigtigere end retten til at tro, som man vil, og praktisere sin religion frit.

I hvert fald hvis man måler på, hvor mange penge Danmark prioriterer til de to områder. I et udvalgssvar til De Konservatives Katarina Ammitzbøll skriver udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), at der til finanslovsforslaget for næste år er afsat 755 millioner kroner til såkaldt SRSR-arbejde, der står for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. SRSR indebærer blandt andet adgang til abort, seksualundervisning og prævention samt støtte til gravide og bekæmpelse af hiv/aids.

”En del af disse midler skal sikre lgbti-personers rettigheder og sundhed,” skriver Flemming Møller Mortensen i sit svar.

Til sammenligning er der afsat i alt fem millioner kroner til projekter, der fremmer respekten for religions- og trosfrihed. Cirka 0,7 procent af det beløb, der er afsat til seksuelle rettigheder. Og betydeligt mindre end de 50 millioner kroner, der over tre år er afsat til arbejdet for oprindelige folks rettigheder.

Fordelingen taler sit tydelige sprog, mener Jonas Adelin Jørgensen, der er akademisk medarbejder i Folkekirkens mellemkirkelige Råd og har beskæftiget sig med spørgsmål om trosfrihed i mange år.

”Det vidner om, at bevillingsgiverne synes, at religionsfrihed er den mindst vigtige rettighed. Hvis man kigger på budgetterne, og hvad man bruger pengene på, er det svært at komme uden om, at der er en klar hakkeorden mellem de forskellige rettigheder. Her kommer religionsfrihed desværre altid sidst,” siger han.

Ifølge Jonas Adelin Jørgensen svarer det til det bredere syn i befolkningen på, hvor vigtig religion er. Det kom blandt andet til udtryk under coronakrisen, mener han.

”Det passer fint med det generelle billede. Vi så under corona, at retten til religiøs udfoldelse og det at forsamles som trossamfund lå sidst i genåbningsplanerne og blev prioriteret lavere end muligheden for at gå til fodbold og på bar,” siger Jonas Adelin Jørgensen.

Den skæve fordeling af midler har formentlig også at gøre med, at religion bare ikke fylder meget i de fleste politikeres bevidsthed, vurderer Peter Nedergaard, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet og mangeårig fortaler for mere fokus på kristenforfølgelser.

”Danmark er et sekulært land, og selvom der er mange kulturkristne, spiller religion ikke nogen særlig stor rolle for de fleste danskere. Vi ser verden gennem danske briller, og derfor er det svært at forstå, at religiøs praksis er så vigtig en rettighed for mange mennesker ude i verden. Jeg synes, at fem millioner kroner er et skuffende lavt beløb, når man sætter det i forhold til, hvor stort problemet med kristenforfølgelser er,” siger han og tilføjer, at der også kan være egeninteresser på spil, når Danmark investerer massivt i adgangen til abort og prævention i tredjeverdenslande:

”Det er et spørgsmål om, at der er en massiv befolkningsudvikling især i Afrika. Det opfatter politikerne som noget, der vil være en trussel mod Europa i fremtiden i form af blandt andet øget migration. Det tror jeg spiller ind i politikernes ønske om at støtte projekter, der bremser denne udvikling.”

I foråret blev en stor udviklingspolitisk strategi vedtaget af et bredt politisk flertal i Folketinget. I strategien bliver religions- og trosfrihed nævnt som en vigtig prioritet i dansk udviklingsarbejde. Derfor skuffer det De Konservatives udviklingsordfører, Katarina Ammitzbøll, at der ikke er afsat flere penge til arbejdet.

”Det er svært at se det på andre måder, end at religionsfrihed ikke er så vigtig en sag for regeringen, når man ser størrelsesforholdet på støtten til de to områder. Forfølgelse af kristne er et stigende problem ude i verden, så det er skuffende, at regeringen kører status quo på den sag. Jeg kunne godt se for mig en tre- eller firedobling af beløbet afsat til arbejdet for religionsfrihed, så det bliver 15-20 millioner, som der også er afsat til arbejdet for oprindelige folk,” siger De Konservatives udviklingsordfører Katarina Ammitzbøll.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er ikke enig i, at regeringen rangerer tros- og religionsfrihed lavere end andre rettigheder.

”For mig er alle rettigheder lige vigtige. Vi har lige lavet en ny strategi, og der er bred enighed om at kæmpe for både kvinders og pigers rettigheder såvel som for retten til at tro og tænke, hvad man vil. Menneskerettigheder er selve fundamentet for vores udviklingssamarbejde og det, som alt, hvad vi gør, står på.”