En rød murstensvilla med hvide, sprossede vinduer i Kastrup blev tidligere i dag indviet af ligestillingsminister Trine Bramsen (S). Fremover skal villaen huse Danmarks allerførste krisecenter for lgbt+-personer.
Ifølge Stine Louise Eising, direktør i Forenede Care, som har finansieret krisecentret og fremover vil stå for driften af det, er der hårdt brug på et krisecenter til netop lgbt+-personer.
Hvorfor er der brug for et lgbt+-krisecenter?
"Udfordringen er, at hvis man føler, at man er noget andet end dét cpr-nummer, man er født med, så har man ikke noget reelt sted at gå hen i dag; eksempelvis hvis man er transkvinde eller transmand. Lgbt+-personer skal på de eksisterende krisecentre forholde sig til alle mulige spørgsmål om, hvem de er, og hvorfor de er, som de er – i stedet for sagens egentlige kerne; at de er blevet udsat for vold. Mange mennesker - herunder også ansatte på krisecentre - kan sagtens udadtil sige, at de kan rumme alle, men når det kommer til stykket, er det måske ikke helt tilfældet. Og hvis man ikke bevidst er inkluderende, bliver man ubevidst ekskluderende. Det er den virkelighed, som lgbt+-personer – foruden volden – også skal kæmpe med."
Hvilken hjælp kan lgbt+-personer få på dette krisecenter, som de ikke kan få på andre krisecentre?
"På andre krisecentre skal ofre fra lgbt+-miljøet forholde sig til spørgsmål om, hvorfor de eksempelvis bærer dametøj, når de er mænd. Det skal de ikke her. Her mødes de ikke af fordomme eller mobning. Vi vil møde dem ligeværdigt og i øjenhøjde. Men der er også et andet problem. Disse ofre kommer fra mindre miljøer, hvilket betyder, at de skal tilbage til det her lille miljø og på et eller andet tidspunkt kan risikere at skulle konfronteres med voldsudøveren. Så ofrene i lgbt+-miljøet har brug for en skærpet indsats, som ruster dem til at komme tilbage til miljøet uden at havne i en voldsspiral igen."
Hvorfor er det, at lgbt+-personer ikke kan være på et almindeligt krisecenter med andre mænd eller kvinder?
"Lgbt+-personer udsættes i højere grad for partnervold, men de opsøger ikke de tilbud, som findes i forvejen. Det er jo et problem. Det kan hænge sammen med, at de har nogle traumer, som de har svært ved at dele med ikke-ligesindede. Det kan også være, at de er kritiske over for systemet, fordi de gentagne gange har skullet forklare sig."
Når man laver et så særligt tilbud til en lille gruppe danskere i ligestillingens navn, kan det så ikke omvendt kritiseres for at være forskelsbehandling?
"Nu er det sådan, at der findes 70 krisecentre for kvinder på landsplan og 12 til mænd. Nu findes der så ét for lgbt+-personer. Der er i forvejen en kæmpe forskelsbehandling i Danmark blandt mænd og kvinder. Jeg tror, at hvis man skal behandle alle lige, så skal man behandle alle forskelligt. Så jo flere specialiserede tilbud, vi kan få, som rammer helt specifikke grupper i samfundet, desto mere ligestillede vil vi være."
Der er plads til syv personer med tilhørende børn på lgbt+-krisecentret. Hvor mange forventer I vil gøre brug af tilbuddet?
"Jeg er personligt blevet kontaktet af tre personer, som har vist interesse for tilbuddet. Foringen LGBT+ Danmark er også blevet kontaktet af tre-fire stykker, og centerets nye leder er også blevet kontaktet. Så jeg har en forventning om, at pladserne på centret hurtigt vil blive fyldt op."
Det lyder jo til, at der kan blive rift om pladserne. Er syv pladser så overhovedet nok?
"Nej, syv pladser er sikkert ikke nok. Hvis vi bliver fuldt booket, må vi tage bestik af situationen og overveje, om der skal åbnes endnu et center. Vi arbejder allerede på at få lignende centre åbnet i Aarhus og Aalborg, da vi tror, der vil være et behov for det."