Ved valget i 2015 blev Danmark farvet gult, rødt og blåt.
I 2019 var det rødt og blåt.
Og ved tirsdagens valg var landet med ganske få undtagelser helt rødt.
I de vestjyske kredse Ringkøbing og Herning Nord samt de nordsjællandske kredse Rudersdal og Gentofte blev Venstre det største parti, og i fire små københavnske kredse foretrak de fleste vælgere Enhedslisten. Men i samtlige andre kredse løb Socialdemokratiet med størstedelen af stemmerne.
På landsplan fik Socialdemokratiet 27,5 procent af stemmerne, hvilket er mere end dobbelt så mange som Venstre, der blev det næststørste parti med 13,3 procent.
I sin sejrstale sagde statsminister Mette Frederiksen (S) da også, at Socialdemokratiet er et parti, der bor både på landet, i de større provinsbyer og i storbyerne:
“Ja faktisk, så er vi det eneste folkeparti i Danmark,” sagde hun.
Lars Olsen, der er forfatter til en række bøger om ulighed i samfundet, vil ikke gå så vidt som at kalde Socialdemokratiet et folkeparti.
”På Sjælland og flere steder i Jylland ligger Socialdemokratiet på den gode side af 30 procent, men de står svagere i København, hvor der bor mange akademikere. Jeg vil kalde Socialdemokratiet et stort parti, der henvender sig til bestemte vælgergrupper snarere end et bredt folkeparti,” siger Lars Olsen.
Han henviser til målinger fra sidste valg, der viste, at partiet fik mange stemmer i arbejderklassen og blandt offentligt ansatte samt pensionister.
Forklaringen på Socialdemokratiets gode valg er ifølge Lars Olsen, at partiet har ført en effektiv kampagne for blandt andet højere løn til offentligt ansatte, afskaffelse af bureaukrati og ikke mindst for en bred regering hen over midten.
”Kombinationen af klassisk socialdemokratisk politik og kampagnen for bredt politisk samarbejde har haft stor appel. Mange er trætte af, at politikere skændes. Om det brede samarbejde så kan lykkes, må tiden vise,” siger Lars Olsen.
Bovlamme borgerlige
Valgforsker Johannes Andersen, der er lektor emeritus ved Aalborg Universitet, forklarer, at det er lykkedes Socialdemokratiet at overbevise en stor gruppe vælgere om, at partiet er det bedste til at sikre velfærdsstaten og tryghed i en usikker verden.
”Samtidig har Venstre og Konservative virkelig været bovlamme. Venstre har ikke kommet med udspil, der matcher Socialdemokratiets velfærdsudspil. I begyndelsen af valgkampen førte Venstre kampagne om regeringens magtarrogance i minksagen, og den kampagne viste sig hurtigt ikke at holde,” siger Johannes Andersen.
Forklaringen på Venstre og De Konservatives svaghed er ifølge Johannes Andersen, at de to partier er blevet klemt af Lars Løkke Rasmussens Moderaterne og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne.
”Moderaterne har haft vælgerappel på grund af deres konstruktive budskaber om forandring, mens Danmarksdemokraterne førte en kampagne mod S-regeringens magtfuldkommenhed, der blev opfattet som langt mere troværdig end Venstres og De Konservatives kritik af Mette Frederiksen,” siger Johannes Andersen, der mener, det er vigtigt ikke at overvurdere Socialdemokratiets fremgang:
”Partiet har fået to mandater mere, og Mette Frederiksen har ikke styrket sin position blandt vælgerne særlig meget. Men det er iøjnefaldende, at landets næststørste parti Venstre er blevet krøllet sammen.”
S vandt i minkland
Ved kommunalvalget i 2021 gik Socialdemokratiet tilbage i landets fire største byer. Ifølge politisk kommentator Christian Egander Skov betød valgnederlaget dengang, at partiet har forsøgt at gøre tilnærmelser til de højtuddannede i storbyerne. Det er blandt kommet til udtryk på klimaområdet, hvor Mette Frederiksen i valgkampen har forsøgt at distancere sig fra Venstre og Danmarksdemokraterne. Og det er faktisk lykkedes, uden at man er gået synderligt på kompromis med den folkelige linje, der blev grundlagt i 2015, og som indbefatter en stram udlændingepolitik og et land i geografisk balance, vurderer Christian Egander Skov.
"Partiet har formået at balancere mellem nogle politikområder, som henholdsvis tiltaler den urbane middelklasse på den ene side og den traditionelle arbejdervælger på den anden side, hvor hovedvægten har været på det sidste," siger han.
Det er en enorm svær balancegang, påpeger Christian Egander Skov. Og hvis de borgerlige partier havde været mindre splittet og stået stærkere på værdipolitikken, havde Mette Frederiksens balancegang været noget nær umulig, vurderer han.
"Der har hverken været stærke vinde eller nogen, som har skubbet til linedanser Mette, så hun har kunnet holde sig på snoren uden at falde ned og slå sig," siger han.
De borgerlige partier har brugt en stor del af valgkampen på at kritisere Mette Frederiksen for at være magtfuldkommen i sin håndtering af mink-sagen. Intet tyder på, at strategien har haft en stor folkelig klangbund. Selv på halvøen Gjøl, som populært er blevet kaldt "minkland", blev Socialdemokratiet det største parti med 31 procent af stemmerne. Hvis enten Venstre eller Det Konservative Folkeparti skal gøre sig nogle forhåbninger om at blive et stort folkeligt parti, er det ifølge Christian Egander Skov nødvendigt med en opbyggelig folkelig fortælling.
"På længere sigt bliver de borgerlige nødt til at finde ud af, hvorfor det egentligt er, at det er godt med et borgerligt samfund. Ellers ender borgerligheden bare i velfærdsstatskritik og siden i magtkritik."