Det var i åben båd, at Wilhelmine Schønheyder (f. 1778-1871) som ung pige sejlede fra Trondhjem i Norge til København. Hun var datter af biskop Schønheyder deroppe og tog med til Danmark som støtte for sine to brødre, som skulle studere i hovedstaden.
Hun var i byen under bombardementet i 1807. Mens brødrene var på gaden for at hjælpe nødstedte dér, fór Wilhelmine rundt i deres hjem og hældte vand på møblerne, men uden held: Alt brændte, og hun måtte sælge sin mors smykker for at holde sammen på tilværelsen for brødrene og sig selv.
Fra hun var helt ung, og til hun døde som 93-årig: Hele livet sørgede tante ”Manne” for familien, men fik aldrig sin egen. Hun var barnepige for tre generationer af Bruun-slægtens børn (hendes niece giftede sig med en Bruun), der hver især kom til at spille centrale roller i flere af Danmarkshistoriens store begivenheder og epoker, herunder industrialiseringen og Grundlovens tilblivelse.
Hun døde i Søndermølle ved Viborg nær slægtens klædefabrik, hvor hun, en lille smule senil, gik rundt på vejene og ledte efter alle sine børn.
Hun så det hele, men er ikke selv synlig i historien.
Og dog. For på Den Bruunske Familiebegravelse på Asmild Kirkegård i Viborg har hun fået sin fortjente plads: Hun ligger i midten af i alt 70 enkeltgrave, der tilsammen udgør Danmarks største familiegravsted og muligvis det største i Nordeuropa.
I sommeren 2020 skrev Kristeligt Dagblad en serie om lokalhistoriske kirkegårde. Det er gravpladser, hvor gravminder eller kirkegårdens struktur er bevaret, så stedet fortæller om mennesker, livsvilkår, samfundsstruktur og sociale forhold på netop det sted eller i dén epoke i Danmarkshistorien. I år fortsætter serien med fem nye kirkegårde, og Den Bruunske Familiebegravelse er første afsnit.
Den blev fredet allerede i 1898 og er i dag registreret af Viborg Museum som et bevaringsværdigt gravminde. Her finder man historien om en familie, der fulgte den opadstigende kurve for borgerskabets indflydelse i 1800-tallet, og som var pionerer i industrialiseringen af Midtjylland, indtil den langsomt døde ud.
I dag er det efterkommeren Mette Elisabeth Bruun, som er tilsynsførende med familiegravstedet.
”Det enestående ved familiegravstedet er mængden af grave. Alle er efterkommere efter to brødre Bruun, hvoraf den ældste opbyggede en af Jyllands første egentlige Klædefabrikker, Bruunshaab Klædefabrik. Den anden var blandt andet formand for landstinget og med til at skrive Danmarks Grundlov. Så det er ikke kun lokalhistorie, men danmarkshistorie, gravpladsen afspejler,” siger hun.
Familiegravstedet ligger som en selvstændig enhed, omkranset af en smedejernskæde, midt på Asmild Kirkegård. Hele kirkegården skråner ned mod Søndersø. En strimmel bøgeskov ligger mellem gravpladsen og søen, og på den anden side ses Viborg by og domkirken. Alle gravene er ens: En hvid marmorplade støtter mod et hvidt kors og kun efeu er tilladt som pynt på gravpladsen.
Johannes Ivar Bruun var den første, som blev lagt her. Det var i 1836, og dengang lå gravpladsen uden for kirkegården, som sin egen mindelund. Den var omkranset af skov, og smedejernskæden var et hegn, der skulle holde vilde dyr ude.
Gravpladsen skulle spejle de elysiske marker; det vil sige ligge her i skoven ved søen som et paradis på jord. Gravenes enkelthed udtrykker den teologi, at for vorherre er vi alle lige.
”Mand og kone får hver sin plade, hun er ikke påhæng til ham. Det er enkelt og beskedent, ’i al tarvelighed’, som også var slægtens motto,” siger Mette Elisabeth Bruun.
Johannes Ivar Bruun døde efter ni dages sygdom: Han var 40 år og midt i et livsværk; sendt til Viborg for at starte en klædefabrik.
Hans far var storkøbmand i Fredericia. Han købte i 1809 Asmildkloster Gods for udnytte vandkraften i Mølleådalen øst for Viborg til at lave klæde. Johannes Ivar blev tidligt kørt i stilling til at opbygge industrien her. Han blev blandt andet sendt på uddannelsesrejse og fik i Belgien kendskab til den nyeste teknologi inden for spindemaskiner, som han importerede til fabrikken ved Viborg, der stod færdig i 1820.
Den var Viborgs første egentlige fabrik, og den var blandt landets største virksomheder med en arbejdsstyrke, der toppede i 1835, året før Johannes Ivar døde, med 223 mennesker.
Hele egnen tog navn efter industri-pionererne: Det er slægten Bruun, der anlagde landsbyen Bruunshåb.
Der er kun et par kilometer af den slyngede Vinkelvej fra kirkegården i Asmild til Bruunshåb.
I dag hedder resterne af den gamle klædefabrik ”Bruunshåb Gamle Papfabrik”. Den ligger i et frodigt paradis af dansk åidyl. Træer vokser med den halve stamme i den brune Mølleå, og over åløbet fletter løvet sig sammen, selvlysende grønt som en nordisk Congo-flod.
Langs vejen ligger en lang stråtækt bygning, den sidste bevarede arbejderbolig. Det var Johannes Ivar, som byggede de første huse til fabrikkens arbejderfamilier.
Tidl. museumschef Henning Ringgaard Lauridsen har skrevet om deres vilkår i Viborg Museums årbog ”Viborg Bogen 2004”.
De fleste arbejdere var importerede, tyske jøder og franske huguenotter fra fristaden (og hjemstavnen) Fredericia og senere arbejderfamilier fra Preussen.
Thi den lokale, danske arbejdskraft ”kunne ikke finde sig i stadigt arbejde fra kl. 5 om morgenen til kl. 8 om aftenen. På en varm sommerdag kunne Bruun være vis på opsigelse,” står der i årbogen.
Johannes Ivar mente ifølge samme kilde, at ”en mental barriere skulle overvindes”, så danskerne ”kunne omstille sig fra arbejdsrytmen i det naturbundne landbosamfund” til industriens faste tider ved maskinerne. For at nå dét mål skulle børnene knyttes tidligt til fabrikken, og som sagt så gjort: I 1827 var 24 ud af 67 arbejdere på Bruunshåb Klædefabrik børn under 14 år.
Johannes Ivar kom ikke alene til Asmild. Med sig havde han sin bror, Peter Daniel Bruun (1796-1864). Mens den ene bror fik fabrikken, fik den anden Asmildkloster Gods, det vil sige den herregård, som familien oprindeligt havde erhvervet sig for på dens jorde at bygge fabrikken.
På gravstenen er den sorte skrift næsten vasket ud af udhugningerne med Peter Daniel Bruuns biografi. Men titlerne kan skimtes endnu: ”Conferentsraad, assessor til Hoejesteret.”
Landbruget, han fik, blev drevet af en forpagter. Selv havde Peter Daniel administrative jobs. Han var blandt andet højesteretsdommer og præsident for stænderforsamlingen for Nørrejylland. Efter broderens død flyttede han til København, og her tog karrieren endnu mere fart: I 1848 blev han medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. Han var også med i det grundlovsudvalg på 17 medlemmer, der tog Monrads udkast til en grundlov under nærmere behandling.
Der var især politisk uenighed om udkastets §30-36, der handler om, hvordan Rigsdagen (i dag Folketinget) er indrettet. Det var Peter Daniel Bruun, som forfattede det kompromis, man til sidst blev enige om.
Han var nationalliberal, og som parlamentarisk forhandlingsleder var han ”sikker og frisindet, myndig og elskværdig,” står der i Biografisk Leksikon om P.D. Bruun.
Og med alle disse meritter i bagagen nævner flere kilder et bemærkelsesværdigt karaktertræk ved Højesteretsassessoren:
”Han havde en meget svag stemme,” står der i leksikonet.
Johannes Ivar på klædefabrikken og Peter Daniel på godset overdrog begge deres besiddelser til deres sønner, da de døde. Men allerede generationen efter – da børnebørnene tog over – smuldrede både fabrik og gods langsomt i hænderne på Bruunerne.
Bruunshåb Klædefabrik brændte den 21. maj 1909 og kom på tvangsauktion i juli 1913.
”Tiden var løbet fra fabriksdrift ved vandkraft, og Bruunshåb lå langt fra jernbane og havn,” siger Mette Elisabeth Bruun.
På landbrugsejendommen, Asmildkloster, er beretningen om undergangen overleveret af Peter Daniel Bruuns barnebarn, Daniel Bruun.
Den 13. december 1900 samlede hans far familien om sig ved det runde spisebord i spisestuen på Asmildkloster Gods. Det var hans 75-årsfødselsdag.
”Fader rejste sig og bad dem drikke et Glas sammen. Hans Stemme havde en lidt vemodig Klang, da han udtalte sin dybe Taknemmelighed for, at de endnu alle var i Live og sunde og raske efter deres Alder. Han takkede dem for godt Sammenhold,” skrev hans søn om afslutningen.
For det blev sidste gang, de var samlede: I januar døde Gottlieb Bruun, Asmildkloster Gods’ sidste ejer af slægten Bruun. Godset var forgældet, og Daniel Bruun, hans søn, sagde nej til at overtage den byrdefulde forretning.
Han var allerede godt i gang med sin egen karriere: Daniel Bruun (1856-1931) blev arkæolog og forfatter og er i eftertiden særligt kendt for sine arkæologiske og kulturhistoriske undersøgelser på Grønland, Island og Færøerne.
Men til det sidste stod de beskedne bruunske eksistenser stadig bag de store profiler – næsten som dengang Wilhelmine Schønheyder ankom til København i åben båd over 100 år forinden.
For da Asmildkloster Gods blev solgt, beholdt Daniel Bruuns mor og tre ugifte søstre en bolig der. Der findes et foto af den ene, taget i 1906 få dage før hun døde. Anna Marie Bruun, kaldet ”Mis” er knap 50 år, men ser yngre ud. Hun sidder i en overdådigt redt seng med hævet hovedgærde og en fyldig pude med flæsebetræk i ryggen. Hun ser sagtmodigt ned i sit skød, hvor hun holder en tallerken med en smørekniv og et glas på fod, måske med vin.
I dag kan hendes navn og fødselsår akkurat tydes på stenen på Den Bruunske Familiebegravelse. Resten af teksten er vasket ud.
Den Bruunske Familiebegravelse ligger på Asmild Kirkegård, Vinkelvej 16, 8800 Viborg