Hvad gemmer sig bag de 10 værdier i Danmarkskanonen?

I den nye Danmarkskanon udpeges de 10 mest populære danske værdier. Men hvad er det særligt danske ved værdier som frisind og foreningsliv? Og hvad betyder den kristne kulturarv for danskerne? Det har Kristeligt Dagblad tidligere beskrevet. Læs eller genlæs vores artikler om de 10 danske traditioner fra kanonen

Unge glade spejdere er et godt eksempel på det vigtige foreningsliv, der præger den danske selvopfattelse. Her er 35.000 spejdere fra alle forbund samlet på en stor landslejr i Horsens. Arkivfoto
Unge glade spejdere er et godt eksempel på det vigtige foreningsliv, der præger den danske selvopfattelse. Her er 35.000 spejdere fra alle forbund samlet på en stor landslejr i Horsens. Arkivfoto. Foto: Polfoto.

Hvad har velfærdssamfundet, tillid og hygge til fælles?

De er alle blandt de ti udvalgte værdier, som er kommet med i den nye Danmarkskanon. Tidligere i dag præsenterede tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) de ti særlige værdier, som danskerne har peget på som de vigtigste for samfundet. 

Men hvad ligger der i disse begreber, der betyder så meget for danskerne? Det har Kristeligt Dagblad beskrevet gennem årene.

For eksempel har velfærdsforsker Jørn Henrik Petersen tidligere efterlyst kernen i vores velfærdsstat, som han mener er næstekærligheden.

Sprogforsker Jørn Lund har tidligere påpeget, at forandringerne i det danske sprog sker så hurtigt, at vi står med en generations-problemstilling. 

Andre artikler har handlet om danskernes opbakning til regeringens understregning af, at Danmark er et kristent land, eller om børn af hippier, der er vokset op under deres forældres frisind. Og så er det enestående ved dansk hygge tilsyneladende, at vi selv opfatter det som netop enestående for netop os. 

Her kan du læse 10 artikler om de 10 værdier, der er stemt ind i den nye Danmarkskanon. 

Velfærdssamfundet: Det velmenende i velfærdsstaten blev væk

Velfærdsstatens næstekærlige fundament er under opløsning, mener professor Jørn Henrik Petersen. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Velfærdsstatens næstekærlige fundament er under opløsning, mener professor Jørn Henrik Petersen. Foto: Petra Theibel Jacobsen Foto: Petra Theibel Jacobsen

Den jyskfødte professor Jørn Henrik Petersen er et barn af velfærdsstaten og har fulgt dens udvikling først gennem sin fars rolle i det sociale system og siden som mere og mere kritisk professionel iagttager af systemet og som markant forsker i dansk økonomi og historie.
 
Jørn Henrik Petersen blev født i 1944 og oplevede som barn, hvordan velfærdsstaten blev sat på skinner af de socialdemokratiske velfærdspionerer, og som ung voksen iagttog han dens storhedsperiode. Det skete i de ”formative år”, som han kalder det, hvor han voksede op i et yderst samfundsengageret miljø i det nordjyske. Faderen var chef for en socialforvaltning i en lille kommune og blev senere socialdirektør i Aalborg. Indimellem var han politiker og sognerådsformand (borgmester) valgt af Socialdemokraterne.

”Min fars virke lå i det sociale, og ved middagsbordet blev der talt meget om udviklingen i samfundet i de år. Jeg fulgte hans gøren og laden og hans dragen rundt i lokalområdet. Dengang var socialt arbejde mere personrelateret end i dag, og min far levede sig ind i de familier, han besøgte,” fortæller Jørn Henrik Petersen.

Han husker den heftige debat og kamp om velfærdsstatens spæde begyndelse i årene 1955-56. Men det var først tre-fire år senere, at hans interesse blev rigtig tændt. Og dét, han blev tændt af, var en idé om et land ”med lige værdighed i borg og hytte”, som Grundtvig sagde, et citat, Jørn Henrik Petersen ynder at benytte, når han skal beskrive udgangspunktet for velfærdsstaten.

Læs eller genlæs hele artiklen her.

Hygge: Hygge er ærligt, usmart og ærkedansk

Hygge er ærligt, lyder en af danskernes hovedregler.
Hygge er ærligt, lyder en af danskernes hovedregler.

Hele familien er samlet hjemme i sofahjørnet. Pejsen knitrer, og stearinlysene flakker. På bordet står der lidt lækkert – slik, snacks, kager, alkohol eller noget af alt det andet, vi egentlig ikke må indtage. Rummet fyldes af fjernsynets dæmpede lyde eller familiens spredte snak. Ingen dominerer samtalen. Og ingen farlige emner er på dagsordenen, for det afgørende er selve samværet.

Sådan ser hygge ud, når en antropolog som led i et forskningsprojekt får danskerne til at sætte ord på det. Han hedder Jeppe Trolle Linnet og er ved Institut for Marketing og Management på Syddansk Universitet ved at skrive en ph.d.-afhandling om hygge. Det er den første danske afhandling med dette fokus, selvom det går lige ind i danskhedens kerne.

"Ordet hygge betegner nogle vigtige elementer og dimensioner i vores måde at være sammen på. Det angiver sammenhænge, hvor der er en særlig nærhed, typisk i hjemmet sammen med familien eller sammen med særligt nære venner," forklarer Jeppe Trolle Linnet.

Hygge er ærligt, lyder en af danskernes hovedregler.

Det er noget, som kun forekommer, hvor vi tør vise vores sande ansigt.

Læs eller genlæs hele artiklen her.  

Foreningsliv og frivillighed: Flere unge engagerer sig i foreningslivet

Spejderkorps og kirkelige foreninger for unge har haft stigende medlemstal.
Spejderkorps og kirkelige foreninger for unge har haft stigende medlemstal. Foto: Scanpix

Efter flere års tilbagegang i medlemstallene har foreningerne under Dansk Ungdoms Fællesråd oplevet, at kurven er knækket og medlemstallene gået lidt frem igen.

Samlet set er de 61 foreninger, der dækker politiske, kirkelige og kulturelle foreninger samt spejderkorps, gået frem med seks procent – fra i alt knap 260.000 medlemmer under 30 år i 2014 til 276.000 i 2015. Især springer det i øjnene, at de fleste politiske ungdomsorganisationer har haft fremgang.

”Vi er glædeligt overraskede over, at det er lykkedes mange at gå frem i en tid, hvor det ellers hedder sig, at det er svært at trække unge til det traditionelle foreningsliv. Når netop de politiske foreninger vokser, tror jeg, at det skyldes, at det politiske har haft ekstra bevågenhed i 2015 med både et folketingsvalg og et skolevalg,” siger Søren Gisselmann, kommunikationschef i Dansk Ungdoms Fællesråd.

Det er da også i den politiske verden, den helt store højdespringer skal findes. Liberal Alliances Ungdoms medlemstal voksede i perioden fra 633 til 1661, hvilket svarer til 162,4 procents fremgang.

Anders Burlund, som indtil i søndags var næstformand i Liberal Alliances Ungdom, har tre forklaringer på dette.

”Først og fremmest er det, fordi Liberal Alliance fik et flot valg i 2015, og at man i det hele taget ser en tilstrømning til ungdomspartierne, når der er valgår. For det andet har vi haft en offensiv socialmedie-strategi, så vi i dag er det største ungdomsparti på Facebook. Og for det tredje holder vi fede arrangementer så som uddannelsesweekender og talentprogrammer,” siger han.

Læs eller genlæs hele artiklen her. 

Den kristne kulturarv: Stort flertal af danskerne mener, at Danmark er et kristent land

65 procent af danskerne mener, at Danmark kan betegnes som et kristent land.
65 procent af danskerne mener, at Danmark kan betegnes som et kristent land. Foto: polfoto

Der er bred opbakning i befolkningen til Venstre-regeringens udsagn i regeringsgrundlaget om, at Danmark er et kristent land.

I en YouGov-undersøgelse, foretaget for Kristeligt Dagblad, mener 65 procent af de adspurgte, at Danmark kan betegnes som et kristent land. 22 procent svarer nej, mens 12 procent svarer ved ikke.
 
Den store opbakning er et tegn på, at kristendommen er blevet en del af den politiske debat, siger religionssociolog ved Københavns Universitet Astrid Krabbe Trolle.

”Idéen om kristne værdier og Danmarks historiske forankring i kristendommen er i den grad rykket ind i centrum af den politiske debat. Hvis du spørger til folks rygmarvsfornemmelse, vil mange derfor umiddelbart svare ja. Det er sandsynligt, at det sker som led i en positionering over for islam, hvor logikken er: Ja, Danmark er kristent, for det er ikke muslimsk,” siger Astrid Krabbe Trolle.

På den måde stemmer resultaterne fint overens med tidligere undersøgelser, hvor et flertal af danskerne har lagt vægt på kristendommen som del af et dansk værdisæt, påpeger hun. Havde man i stedet spurgt mere konkret til tro eller opbakning til kristendommens dogmer, ville ja-procenten ligge betydeligt lavere, understreger Astrid Krabbe Trolle.

Læs eller genlæs hele artiklen her.

Det danske sprog: Intet sprog forandrer sig så hurtigt som dansk

Sproget går den vej, det går, konstaterer Jørn Lund
Sproget går den vej, det går, konstaterer Jørn Lund Foto: Søren Staal

Jørn Lund var en ganske ung mand, da han i 1968 blev ansat til at undervise i dansk på Københavns Universitet. Den unge mand var ellers i gang med samtidig at tage adgangsgivende prøver til medicinstudiet, for han interesserede sig for så meget, og ligesom mange studerende før og siden var han ikke helt sikker på, hvad han ville.

Men nu blev han sporet i retning af det danske sprog, om hvilket man dengang lærte, at udtalen, lydsystemet, siden Reformationen havde været nogenlunde uforandret bortset fra nogle små krusninger, hvilket må betragtes som en sandhed med modifikationer.

Jørn Lund begyndte at interessere sig for forandringerne og blev ekstra interesseret, da han erfarede, at der var bevaret lydoptagelser med danske personers udtale af dansk helt tilbage fra dem, der var født i begyndelsen af 1800-tallet. Sammen med kollegaen Lars Brink udgav han i 1975 tobindsværket ”Dansk rigsmål”, som beskrev det foranderlige danske sprog.

I morgen fylder han 70 år, og inden længe udkommer den næste bog i en lang strøm af udgivelser fra Jørn Lund. Temaet er stadig sproget. ”Hvor går gransen?” er titlen - og stavningen af det sidste ord er ikke en smutter i Kristeligt Dagblads korrektur, men en hilsen til de forskydninger, som er sket i de yngre generationers måde at udtale æ-lyden på.

Selv professionelle yngre sprogbrugere kan komme i tvivl om, hvorvidt de skal skrive, at man arbejder som prast, går fram eller taler grask - for sådan udtaler de ordene.

”Jeg har altid været meget optaget af, hvad der sker med sproget fra generation til generation. Der sker hele tiden små forskydninger. Jeg bilder mig ind, at jeg nogenlunde vil kunne aldersbestemme enhver dansker ud fra hans eller hendes måde at tale på,” fortæller Jørn Lund.

Læs eller genlæs hele artiklen her.  

Tillid: Danmark er europamester i retssikkerhed og tryghed

Ingen steder i Europa er der større tillid til, at domstolene er retfærdige og behandler alle ens, end i Danmark.
Ingen steder i Europa er der større tillid til, at domstolene er retfærdige og behandler alle ens, end i Danmark. Foto: Polfoto

Ingen steder i Europa er der større tillid til, at domstolene er retfærdige og behandler alle ens, end i Danmark. Tilliden til det danske politi har været voksende de senere år, og vi ligger nu nummer to i Europa, kun overgået af Finland. Og i forhold til at kunne føle sig tryg, når man går ud efter mørkets frembrud, er danskerne den mest tillidsfulde befolkning næst efter islændingene.

Det er nogle af de tendenser, som står at læse i rapporten ”Tryghed og holdning til politi og retssystem”, som Justitsministeriet netop har udarbejdet, og som baserer sig på data fra European Social Survey, som siden 2001 seks gange har gennemført ens spørgeskemaundersøgelser.

De seneste tal stammer fra 2012, hvor i alt 44.243 personer i 23 lande deltog, og hvor danskerne tildelte deres politi, retsvæsen og lokale tryghed et sammenlagt europamesterskab.

”Det er undersøgelser som denne, der kan gøre os danskere glade for, at vi bor, hvor vi bor. I forhold til andre lande scorer vi højere gang på gang, og i alle seks undersøgelser har det først og fremmest været de nordiske lande, der sloges om førstepladserne,” siger Britta Kyvs-gaard, forskningschef i Justitsministeriet, som peger på, at undersøgelsen stemmer overens med andre undersøgelser, der placerer Danmark som nummer ét i tillid.

Læs eller genlæs hele artiklen her.

Kønsligestilling: Arven fra rødstrømperne får kvinder til at stemme rødt

100 år efter at kvinderne fik valgret, har Danmark en ligestilling, som ikke mange havde troet muligt i 1915.
100 år efter at kvinderne fik valgret, har Danmark en ligestilling, som ikke mange havde troet muligt i 1915. Foto: NIMA Stock

”Selvom Samfundet naturligvis ikke med et Slag vil forvandles, naar Kvinderne faar Valgretten, saa skal det nok vise sig, at Lovgivningen vil blive præget deraf. Vi kan ikke klage over, at de mandlige Lovgivere har vist sig uvillige over for Kvinderne; de har i Følelsen af Kvindernes Svaghed gennemført mangen en Lov, der ydede dem Beskyttelse og Hjælp. Men det har altid i nogen Grad været en Naadeshandling. Bedre vil det være, om der skabes en Lovgivning, der giver Kvinderne saadanne Rettigheder, at de i mindre Grad faar Brug for Beskyttelse og Hjælp.”

Sådan lød et udpluk af en tale fra en af kvindekampens pionerer Elna Munch, da hun i 1913 forsøgte at kigge i krystalkuglen. To år senere, den 5. juni 1915, blev kvindernes valgret til Folketing og Landsting en realitet, og tusindvis af hvidklædte kvinder gik gennem København for at fejre begivenheden. Tre år senere, i 1918, var det nyvalgte folketingsmedlem Elna Munch fra Det Radikale Venstre den første kvinde, der gik på talerstolen i Folketinget.

100 år efter at kvinderne fik valgret, har Danmark en ligestilling, som ikke mange havde troet muligt i 1915. Alligevel er paradokset, at de to køn stemmer stadigt mere forskelligt. Mens de fleste mænd støtter blå blok, er et flertal af kvinderne røde. Og intet tyder på, at de politiske forskelle er på vej til at udjævnes. Tværtimod.

Det fortæller professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen, som i samarbejde med de to forskere Anette Borchorst og Drude Dahlerup arbejder på en bog med titlen ”Efter stemmeretten: Køn, demokrati og velfærd, gennem 100 år”, der udkommer til efteråret.

Læs eller genlæs hele artiklen her.  

Frihed: Terror får os til at afgive frihed for sikkerhed, men er det prisen værd?

Efter bølger af terrorangreb i Europa er grundlæggende værdier som frihed og åbenhed kommet under pres
Efter bølger af terrorangreb i Europa er grundlæggende værdier som frihed og åbenhed kommet under pres Foto: AP/Polfoto

Overalt i Europa taler politikerne nu om øget overvågning, øget grænsekontrol, øgede beføjelser til politi og efterretningstjenester og begrænset ytrings- og forsamlingsfrihed for ekstreme, muslimske grupper. Lige som det skete efter især terroren i New York, Madrid og London.

Dermed er helt grundlæggende værdier som frihed og åbenhed igen under pres, men de nye stramninger vil givetvis blive gennemført uden nævneværdige, folkelige protester. Og uden større, politisk reflektion, vurderer to terror- og sikkerhedseksperter.

Sådan plejer det nemlig at være, og det er et enormt og stigende demokratisk problem, siger lederen af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter, professor Ole Wæver fra Københavns Universitet.

”Særligt efter 11. september er det nærmest blevet en automatreaktion at skrue yderligere op for overvågning og kontrol, når der sker terror. Også i de tilfælde, hvor det slet ikke var det, der var problemet. Politikerne føler et enormt forventningspres fra befolkningen, der reagerer irrationelt, fordi de er bange, og ingen sætter rigtigt spørgsmålstegn ved, at hele processen er dybt udemokratisk,” siger han og peger på, at ingen i den brede befolkning kender alle mellemregningerne, og ingen ved, hvad de faktisk får igen for de rettigheder og værdier, de sælger ud af.

”Man kan jo sammenligne med en læge, der fortæller patienten: 'Du har en livstruende sygdom. Heldigvis har jeg noget medicin til dig. Der er godt nok nogle alvorlige bivirkninger, men vil du have medicinen alligevel?' Her ville enhver normal patient jo spørge: Men hvor sikker kan jeg være på, at medicinen virker? Hvis det spørgsmål ikke kommer, eller lægen aldrig svarer, er det jo en falsk handel.”

Læs eller genlæs hele artiklen her.  

Lighed for loven: Det er et spørgsmål om retfærdighed og lighed for loven

Der er grupper af borgere i Danmark, som lever efter normer og regler, der er bestemt af deres kulturelle og religiøse baggrund.
Der er grupper af borgere i Danmark, som lever efter normer og regler, der er bestemt af deres kulturelle og religiøse baggrund. Foto: Polfoto

De ved godt, at det er kontroversielt. At det kan vække et ramaskrig, når de taler for, at det danske retsvæsen bør tage hensyn til elementer fra sharia. Men debatten er nødvendig.

Det mener tre professorer i jura og islam, som er medforfattere til en ny engelsksproget bog om sharia – en bog, som er blevet til på dansk initiativ, og som netop argumenterer sig frem til den løsning.

Faktum er nemlig, påpeger en af dem – Lisbet Christoffersen, professor i religion, ret og samfund ved Roskilde Universitet – at vi har parallelle samfund i Danmark.

Uanset om vi ønsker det eller ej, er der grupper af borgere, som lever efter normer og regler, der er bestemt af deres kulturelle og religiøse baggrund. Som eksempelvis alene gifter sig på islamisk vis. Og som ofte har helt andre forventninger til, hvordan spørgsmål om arv, forældremyndighed eller skilsmisse skal løses, end kutyme er i det danske retsvæsen.

Det kan samfundet forholde sig til på tre måder, mener Lisbet Christoffersen.

 Man kan anerkende de parallelle samfund og indrette retsvæsenet derefter – for eksempel ved delvist at anerkende beslutninger fra islamiske mæglingsinstanser som i Storbritannien. Men det medvirker til at fastholde en praksis, hvor børn og kvinder ofte er ringere stillet end mænd, og derfor er det ikke en acceptabel mulighed, mener hun og de to andre professorer.

Læs eller genlæs hele artiklen her. 
 

Frisind: Hippiernes børn gør op med forældrenes svigt

Der tegner sig et voksende og hidtil uset fokus på de mere dystre sider af ”de glade 60'ere” og 1970'ernes sociale eksperimenter.
Der tegner sig et voksende og hidtil uset fokus på de mere dystre sider af ”de glade 60'ere” og 1970'ernes sociale eksperimenter. Foto: Polfoto

Gennem årene har venner og kolleger igen og igen opfordret Iben Bjørnsson til at skrive om sin opvækst i hippiekollektiver og daglige gang som helt ung på fristaden Christiania i København.

Som historiker ved Københavns Universitet kunne hun oplagt tage fat på emnet. Men nej, det ville være som at forske i sin egen familie, og hun måtte fortælle nøgternt om en opvækst på godt og ondt - en opvækst, som også havde bagsider. Om alkoholikere og psykisk syge, som i rummelighedens navn skulle have lov til at komme i kollektiverne. Om fremmede voksne, som for eksempel pressede hende til at være nøgen ligesom alle andre i kollektivet, trods hendes åbenlyse blufærdighed.

Derfor glæder det hende, at der nu tegner sig et voksende og hidtil uset fokus på de mere dystre sider af ”de glade 60'ere” og 1970'ernes sociale eksperimenter - senest i form af dokumentarfilmen ”Christianias børn - skyggesiden af eventyret”, som blev vist på DR1 i mandags, og som kan genses på dr.dk.

”Tabuet er ved at blive brudt,” siger hun.

Læs eller genlæs hele artiklen her.