Dannelse er blevet oste i mange farver

Engang var der bred enighed om, hvad den rigtige dannelse var, men folk havde vidt forskellige muligheder for at opnå den. I dag er mulighederne blevet mere lige til gengæld er der vidt forskellige opfattelser af, hvad dannelse er

– Illustration: Morten Voigt.
– Illustration: Morten Voigt.

Når Ove Korsgaard, professor ved DPU Aarhus Universitet og ekspert i dannelse, folkeoplysning og medborgerskab, spiller paratvidensspillet Trivial Pursuit med sine voksne børn, klarer han sig rigtig fint i flere kategorier.

Ikke mindst er han god til at skaffe den brune ost, som repræsenterer viden om bøger og kultur. Til gengæld må han erkende, at hans børn overgår ham med mange længder, når der konkurreres om den lyserøde ost på spørgsmål om film, tv, popmusik og anden underholdning.

LÆS OGSÅ: Den største dannelse findes i Udkantsdanmark

Jeg er selv vokset op i den litterære tradition, men mine børn refererer til gengæld til film og musik med et stort kendskab, og der står jeg helt af. Når vi spiller Trivial Pursuit kan jeg klare mig på de klassiske dannelsesområder, men slet ikke klare mig på andre, fortæller Ove Kors-gaard.

Det populære brætspil, som blev opfundet i USA i 1979, er bevidst skruet sådan sammen, at mennesker med viden på forskellige områder kan have morskab ud af at dyste med hinanden. Nogle er bedst til den ene, andre til en anden af de seks kategorier geografi (blå), underholdning (lyserød), historie (gul), kultur/litteratur (brun), natur/videnskab (grøn) og sport/fritid (orange).

Spillet kan samtidig ses som symbol på, hvorfor det er vanskeligt at debattere begrebet dannelse herunder om den yngre generation eller bestemte grupper har for ringe dannelse, så der går en dannelseskløft gennem det danske samfund. Sagen er jo, at ordet dannelse bruges om den almene viden og de sociale færdigheder, vi mener, den enkelte bør have for at kunne begå sig blandt andre mennesker. Men det er konstant til debat, hvad dette konkret er.

Som spilleerfaringerne i det korsgaardske hjem peger på, er der formentlig sket en forskydning af dannelsesopfattelsen, så den lyserøde ost fylder mere og den brune og den gule mindre end for en generation siden. Samtidig er det blevet langt mere individuelt, hvad hver enkelt anser for at være væsentlig dannelse. Så man kan sige, at vi er gået fra et samfund, der hyldede nogle få farver oste, og især den brune, til et samfund, hvor dannelsen kan være oste i alle regnbuens farver.

Tidligere havde folk samme dannelsesbegreb, men forskellige og ulige muligheder. I dag har vi jo i nogen grad fået de samme muligheder, men vælger forskelligt dannelsesindhold. Spørgsmålet er, hvem der skal definere dannelsens indhold. Hvis man har en forfinet forståelse af, at dannelse skal være specifikt defineret, så er det en torn i øjet, at nogen vælger noget andet, siger Louise Nabe-Nielsen, medlem af Sophia, tænketank for pædagogik og dannelse, samt medforfatter på bogen Dannelsens veje om dannelsens idéhistorie i nyere tid.

Ordet dannelse kommer fra det tyske ord Bildung, som i anden halvdel af 1700-tallet blev brugt af de såkaldt nyhumanistiske tænkere i Tyskland anført af sprogforskeren og universitetsgrundlæggeren Wilhelm von Humboldt. Ordet dannelse dækker over den proces, den enkelte gennemgår for at udvikle sig i samklang med det almenmenneskelige.

Nyhumanisterne menke, at klassisk græsk kultur var det mest fuldendte udtryk for humanitet, og derfor handlede dannelse meget om at sætte sig ind i de græske klassikere.

I løbet af 1800-tallet blev den klassiske dannelse suppleret og udfordret af en mere moderne og national dannelse, hvor kendskab til fædrelandets historie og litteratur, moderne sprog og kultur, naturvidenskab, økonomi, jura og samfundsforhold indgik. Herhjemme fik kultusminister Johan Nicolai Madvig i 1850 skrevet ind i lovgivningen, at undervisningen i gymnasiet skal være almendannende.

For Grundtvig var det også en mærkesag, at skolen skulle forberede eleverne ikke kun til arbejdslivet, men til hele livet. Hans favoritudtryk var dog ikke dannelse, men det mere folkelige livsoplysning.

En tredje vigtig person i dannelsens danmarkshistorie er Emma Gad, som i den berømte bog Takt og tone i 1918 leverede en håndbog i dannelse. I denne sammenhæng var fokus dog ikke på paratviden om kultur og videnskab, men derimod på omgangsformer. Med til at forvirre begreberne er nemlig den kendsgerning, at dannelse ikke kun bruges om indsigt, men også om gode manerer. I den traditionelle borgerlige dannelsestænkning er det dannede menneske ikke alene den, der har kendskab til litteraturens hovedværker, men også den, der kan danse engelsk vals, holde rigtigt på vinglasset og husker at holde døren for damerne.

Det er disse faste dannelsesforestillinger, som ifølge Louise Nabe-Nielsen er mere udfordrede i dag. Der er mindre konsensus om, hvad man skal vide og kunne for at være dannet. Til gengæld var der tidligere en klar kløft imellem dannelsesborgerskabet og den udannede almue, og der var ingen tvivl om, at den førstnævnte gruppe så ned på den sidstnævnte. I dag kan flere være med og praktisere det, de anser for dannelse, men som ikke nødvendigvis når de store åndelige dybder. I dag er der et andet overskud i samfundet til, at mennesker stiller op i tv-programmer som X Factor eller bruger tid på at kommunikere deres tanker til andre på Facebook. Mennesker, som i et fortidigt samfund måske overhovedet ikke ville fremstå synlige i offentligheden.

Åndeligt er vi blevet mere fattige. I og med at vi er mindre åndeligt beskæftigede, er der mulighed for flere dannelsesbegreber og flere definitioner af dannelsens indhold, fordi vi ikke beskæftiger os med det åndelige via historien og fordybelsen i vores kultur. Nogle af de tydeligste tegn er, at vi i høj grad er underlagt materialisme og individualisme, siger Louise Nabe-Nielsen.

Således er det i dag blevet sværere at trække en grænse mellem de dannede og de udannede. Nutidens dannelseskløft handler måske mere om, hvordan man forstår begrebet. På den ene side af kløften står traditionalisterne, der stadig tillægger det nationale fællesskab, den antikke og europæiske kulturhistorie, den store litteratur og Emma Gads håndbog i gode manerer stor vægt. På den anden står modernisterne, som ser dannelsen som den enkeltes personlige smag, udtryksform og evne til at begå sig i en kompliceret verden, og som ikke ser en modsætning i at tale om selvdannelse.

Det er en kløft, som viser sig i spændet mellem på den ene side klassiske højskole-, gymnasie- og universitetsfolks betoning af ånd, national sammenhængskraft og brune Trivial Pursuit-oste, på den anden side den kreative klasses betoning af originalitet, performance og lyserøde oste.

Og det er en kløft, som viser sig i spændet mellem en konservativ kulturministers tanke om kanonlister med de vigtigste værker i dansk kulturhistorie og en radikal kulturministers optagethed af innovative græsrodsprojekter og at styrke det moderne menneskes evne til at navigere i kaos.

Uklarheden om, hvad dannelse er, er så stor, at Ove Korsgaard selv neddrosler brugen af ordet.

I stedet taler han gerne for et øget fokus på medborgerskab i undervisningen og i samfundet, fordi dette ord mere præcist indkredser den dannelse, som bringer os i stand til at fungere som borgere og deltage i den demokratiske proces.

Men Ove Korsgaard er klar over, at dannelse i de senere år er blevet en stærkt efterspurgt vare, som mange mener der er blevet mindre af. Han har også et bud på en forklaring på hvorfor:

En grund er, at vi er blevet et mere multikulturelt, multietnisk, multireligiøst og multi-på-andre-måder-samfund. Og så spørger man selvfølgelig, hvad vi har til fælles på tværs af de her skillelinjer eller kløfter. Der kommer dannelsesbegrebet i spil igen som en slags samlende faktor. På den måde at der må være noget, vi alle sammen forholder os til og har kendskab til og viden om.

Tidligere sundhedsminister og folketingsmedlem for Venstre Ester Larsen har været en af sine generations mest markante, kvindelige politikere.  Foto: Scanpix.
Tidligere sundhedsminister og folketingsmedlem for Venstre Ester Larsen har været en af sine generations mest markante, kvindelige politikere. Foto: Scanpix. Foto: Kristian Djurhuus.