Mange danskere har læst Lise Nørgaards erindringsbog ”Kun en pige”, og endnu flere har set Peter Schrøders filmatisering af bogen.
Derfor kender mange også den del af beretningen, hvor den unge Lise Tønder Jensen, som hun hed dengang, drømmer om at tage til Amerika for at studere, men af sine forældre bliver pålagt i stedet at tage på Sorø Husholdningsskole. Den senere så berømte journalist og forfatter gik på skolen i 1934-1935 og var ikke just begejstret for den frygtindgydende forstanderinde Frøken Vestergaard eller for en skole, ”hvor unge kvinder bliver anbragt, så de kan henslæbe tiden med at mishandle døde torsk i stedet for at lave noget interessant, inden de bliver gift.”
Meget er forandret i det danske samfund gennem de 80 år. Også på den traditionsrige skole i Sorø, hvor mange piger tidligere blev sendt til for at blive lært op til at være hjemmegående husmødre. I dag henvender skolen sig til dem, som har en ”passion for gastronomi” og drømmer om at blive kok, eller ønsker at slippe deres ”indre designer” fri, som skolen skriver på sin hjemmeside.
Selv navnet er ikke det samme. For et par uger siden, den 12. september, på skolens 120-årsfødselsdag, skiftede den navn til Sorø Fri Fagskole, for som forstander Grethe Hovertoft formulerer det, er det ”for svært for de unge at relatere til en 'husholdningsskole' - tiden er løbet fra det gamle navn”.
Det er ikke kun på den ældste og nok mest kendte af de tidligere husholdnings- og håndarbejdsskoler, man har set et behov for at tilpasse sig nye tider. Skolerne har været igennem en turbulent tid, som har ført til, at hele skoleformen ved årsskiftet fik en ny lov, et nyt indhold og et nyt navn. I kølvandet på reformen af erhvervsuddannelserne er de tidligere husholdnings- og håndarbejdsskoler omdannet til frie fagskoler.
Skolernes fagrække og profil varierer meget, men fælles for dem alle er, at en tredjedel af undervisningen skal bestå af ”praktiske eller erhvervsrettede fag”. Og undervisningen handler ikke kun om at lave mad og sy tøj, men også om andre former for håndværk, landbrug og dyrehold samt servicefag som pædagogik og social- og sundhedsomsorg. Som Christian Legarth, sekretariatsleder for Frie Fagskoler, formulerer det, blev eleverne tidligere skolet til at kunne sørge for hjemmet:
”Nu er det en skole til både hjemmet og den videre fremtid.”
Jette Rønne er forstander på Vordingborgskolen og formand for Frie Fagskoler. Hun konstaterer, at det har været en hård proces at nå frem til den nye skoleform, og nogle skoler er faldet fra undervejs for i stedet at blive efterskoler eller højskoler. Når det overhovdet har været muligt at få lovgiverne med på den nye skoleform, skyldes det, at hele det politiske spektrum er enige om, at alt for få unge i dag tager erhvervsuddannelser, mens alt for mange søger i retning af de boglige gymnasiale uddannelser.
”Vores opgave bliver at forberede unge til de fire nye hovedindgange til erhvervsuddannelserne, som er indført. Vi har fået megen medvind til vores bestræbelser på at give håndværksfag mere prestige og værdi af, at de politiske beslutningstagere også gerne ser, at flere søger i den retning,” siger hun.
På hendes egen skole er alle uddannelsespladser besat, så selvom det nok er forbigået de fleste danskeres opmærksomhed, at Danmark har fået en ny skoletype, så er det en viden, der er trængt ind hos de unge, som udgør målgruppen. Unge, som har haft det svært i skolen eller har det svært i livet. Unge, som er dygtige til at bruge hænderne og har visioner om at gøre det til en erhvervskarriere. Eller unge, som trænger til et år i 10. klasse, og hellere vil supplere dansk- og matematiktimerne med håndværksfag på en fri fagskole end med sport, musik eller teater på en efterskole.
Iben Valentin Jensen er lektor ved professionshøjskolen UC Syddanmark, konsulent for frie skoler og har beskæftiget sig med dannelsesbegrebet i undervisningen. Hun mener, at de frie fagskolers største betydning ligger i, at de kan bidrage til debatten om, hvad vi overhovedet forstår ved dannelse.
”Det interessante ved de frie fagskoler er, at de indfører en 'gøremålsundervisning', som trækker på gammel grundtvigsk tradition, og som er stærkt lokalt forankret, men de forsøger at gøre det på en måde, som er til at forstå i dag, og som appellerer til erhvervslivet,” siger hun.
Iben Valentin Jensen uddyber, at i gamle dage fyldte praktiske fag, for eksempel om hestesygdomme, en del på folkehøjskolerne, hvor landboungdommen udgjorde hovedparten af eleverne. Men i 1970'erne blev højskolernes indhold ændret til en kombination af abstrakte boglige emner og kreative fag.
Samtidig har hele det formelle uddannelsessystem med folkeskole, gymnasiale uddannelser og videregående uddannelser bevæget sig i en stadig mere boglig retning. Det har ført til, at ikke alene vores forestilinger om uddannelse, men også om dannelse, koncentrerer sig om det, man kan læse sig til.
”Oprindeligt var højskolerne en reaktion på alt det akademisk verdensfjerne. Det lå i højskoletanken, at man skulle erhverve sig viden, kunnen og holdninger, som var konkret. Det, de frie fagskoler kan bidrage med i dag, er netop at minde om, at dannelse ikke kun er boglige, men også praktiske færdigheder. Og dette er en tilgang, som efterspørges mange steder i erhvervslivet,” siger lektoren, som tilføjer, at et ungt menneske med en kort, praktisk skoling bag sig for eksempel er langt mere kompetent til at være ansat på en tankstation end én med en ph.d.-grad fra et universitet.
”For en del af de unge i dag er kombinationen af praktiske fag og det forpligtende fællesskab, som ligger i, at man bor på en kostskole, lige akkurat det, der gør, at man kan finde ud af det hele. I en tid, hvor resten af samfundet bevæger sig kraftigt i den modsatte, fragmenterede retning med personlige iPads, individuelle handlingsplaner og tilbud om vejledning og psykologhjælp til dem, der falder udenfor, er det befriende for mange, at der er frie skoler, hvor det kan gå nok så galt for den enkelte, men læreren alligevel siger: 'Du kommer igen i morgen klokken otte',” siger Iben Valentin Jensen.
Trods den forholdsvis store politiske velvilje over for skoleformen i tiden ser lektoren en række udfordringer.
Dels er det svært at få taget håndværksfagene tilstrækkeligt alvorligt, når selv erhvervsuddannelser har adgangskrav, som bygger på, hvor godt man har formået at klare sig i de boglige fag dansk og matematik.
Desuden har skolerne en meget forskellig elevprofil, idet nogle er specialskoler for de svageste, nogle andre retter sig mod unge med specifikke uddannelsesønsker som for eksempel social- og sundhedshjælper, mens atter andre forsøger at udgøre et springbræt til stærkt eftertragtede uddannelser som for eksempel designer.
Den mest konkrete udfordring ligger imidlertid i, at kommunerne ikke giver et ungt menneske tilskud til at forsøge at finde en vej videre frem på en fri fagskole, medmindre vedkommende ”er dumpet alle mulige andre steder,” som Iben Valentin Jensen formulerer det. Der er derfor et stort skel mellem en gruppe elever, som betaler selv og har håndværksfaglige ambitioner, og en anden gruppe, som kommer på fri fagskole med tilskud, efter at alle andre løsninger er glippet:
”Mange kommuner ser frie fagskoler som noget dyrt og eksotisk. På kort sigt koster det mange penge for en kommune at henvise en elev til en fri fagskole, fordi det er en kostskole. Men man overser, at disse skoler har en årelang didaktisk tradition, som egner sig rigtig godt til at få denne gruppe med,” erklærer lektoren.
Hun slår fast, at tiden nok er løbet fra betegnelser som ”husholdningsskole” og fra snorlige geledder af kommende husmødre med kyser og forklæder, der dukker nakken for den frygtindgydende forstanderinde. Men tiden er ikke løbet fra skoler, der tager håndens dannelse alvorligt;
”Hvis der er én metode, der fungerer til inklusion og til at bryde negativ social arv, så er det det kostskolemiljø, som de frie skoler har haft siden 1800-tallet.”