Dannelseskulturen er vendt tilbage

I kølvandet på coronakrisen er der opstået en folkelig interesse for fællessang og litterære klassikere som holdepunkter i en uforudsigelig tid. Det handler om længsel, siger eksperter. Men efter hvad?

Alene i april så 2,7 millioner danskere mindst et af de programmer, mens både Højskolesangbogen og Bibelen i mellemtiden kom på bestsellerlisterne.
Alene i april så 2,7 millioner danskere mindst et af de programmer, mens både Højskolesangbogen og Bibelen i mellemtiden kom på bestsellerlisterne. . Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix.

Danskerne er ikke længere kun vilde med dans, men også med dannelse.

Det er en af de uventede konsekvenser af coronakrisen, som har pustet nyt liv i både fællessang og litterære oplevelser herhjemme.

Hvem havde sidste år troet, at et fællessangsprogram med sange og salmer fra Højskolesangbogen skulle kunne slå X-Factor i seertal? Men sådan gik det, da lederen af DR’s pigekor Phillip Faber for nylig var med til at samle et rekordstort antal danske seere fredag efter fredag i den bedste sendetid på DR med programmet ”Fællessang – hver for sig”, ligesom han gennem 100 dage fik genindført morgensangen i mange hjem via både P2 og DR 1.

Alene i april så 2,7 millioner danskere mindst et af de programmer, mens både Højskolesangbogen og Bibelen i mellemtiden kom på bestsellerlisterne. På de sociale medier er det tilsvarende blevet en tendens at vise forsiderne af sine yndlingsbøger frem for andre.

Den klassiske dannelseskultur har kort sagt haft en lille guldalder i coronakrisen, og det er ikke så underligt, mener flere iagttagere.

”Man mærker en sult efter dannelse i øjeblikket”, siger Lene Rachel Andersen, der er forfatter til bøger om dannelse og er medstifter af tænketanken Nordic Bildung.

”Fundamentalt handler det om længslen efter mening og at føle, at man hører til. Og det, der sker under sådan en pandemi her, er, at hverdagen, som vi kender den, er faldet fra hinanden, og så søger man naturligt hen til de steder, hvor der stadig er noget, der giver mening. Og derfor er det naturligt at trække på kulturarven. Helt konkret er det jo æstetikken, der giver os sange og musik for de ting, som vi endnu ikke selv har ord for. Under coronakrisen har kulturen vist, hvad den dur til,” siger hun og tilføjer:

”Fællessang er en vej ind i et fællesskab, som man kan synge med på efter anden strofe, hvis man ellers er en smule musikalsk. Og det taler fra hjerte til hjerte.”

Lea Wierød Borcak, musikforsker og postdoc ved Linné Universitet i Växjö og Aarhus Univsersitet, er enig:

”Fællesangs-programmerne i tv med Phillip Faber har været med til at vise, at fællessang opfattes som indbegrebet af det fællesskab, vi har som danskere. Men samtidig har vi set, at det ikke kun er det klassiske repertoire, der opleves som fælles dannelse.”

”Næsten alt kan synges, og vi har ingen problemer med at synge aftensange om morgenen eller gå lige fra alvorlige salmer til ’Mariehønen evigglad’. Det er nemlig ikke sangtekstens semantiske indhold, der er det afgørende, det er fællessangen som fælles handling,” siger musikforskeren.

Også bogreolen er et naturligt sted at gribe ud efter mening midt i en uventet krise, mener Marie-Louise Svane, lektor emerita i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun mener også, at coronakrisen har vækket vores behov for dannelse og samhørighed:

”Coronakrisen har det til fælles med den store litteratur, at den med ét har annulleret normaliteten og har fået de eksistentielle strukturer og de fælles vilkår til at træde frem, som før var sløret for os i vores jagt på individuelle mål. I en epidemi vender vi os selvfølgelig mod de lægelige og videnskabelige autoriteter, og vi lytter til økonomer. Men vi erfarer, at også litteraturen er brugbar, fordi hele vores verden på en måde er blevet ét stort tankeeksperiment – ligesom en roman er.”