Prøv avisen
Årets personer

Jøde: Dan Uzans død fik mig til at vakle

Dan Uzans egen families reaktion har hjulpet mig og mange andre ud af den tvivl og vaklen, fortæller Dan Rosenberg Asmussen. Foto: Leif Tuxen

Februar 2015: Da terroren rammer Danmark og dræber Dan Uzan, får det os alle til at vakle og tvivle – for en stund, fortæller Dan Rosenberg Asmussen

Fortalt af Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark 

Det føltes som rent deja-vu, da skuddene ved Krudttønden faldt kun en måned efter angrebene på Charlie Hebdo og det jødiske samfund i Paris, og vi var klar over, at angrebet kunne følge samme mønster som i den franske hovedstad: Først tegnerne, så jøderne.

Derfor øgede vi hurtigt vores beredskab og kontaktede også Pet og politiet. Vi forberedte os. Eller vi forsøgte i hvert fald. For angrebet kom jo alligevel som et chok.

Jeg blev ringet op få minutter efter angrebet på synagogen af en beboer i Krystalgade, der havde hørt skuddene, og i løbet af den næste halve times tid samledes jeg og de øvrige beredskabsansvarlige på en adresse i København. Stemningen var rolig og fattet, men det var selvfølgelig nogle helt forfærdelige minutter.

Vi vidste jo, at der var bar mitzvah i det jødiske hus bag synagogen, og at der var en masse mennesker samlet, men vi vidste ikke præcis , hvad der var sket, og hvor galt det stod til. Allerede på det tidspunkt begyndte jeg at få henvendelser fra pressen, der ville have udtalelser, reaktioner og bare information. Det var frustrerende, da vi endnu ikke var klar over, hvad der var sket, men selv var i løbende dialog med både politi og vores egne frivillige vagter for at danne os et overblik.

Da vi fandt ud af, at Dan Uzan var død, må jeg ærligt sige, at det lammede os fuldstændig. Vi kendte ham jo alle sammen. Det føltes meget uvirkeligt og meget, meget tungt. Vi havde først og fremmest fokus på, at hans familie skulle orienteres, og at vores rabbiner og en psykolog skulle tilkaldes, så vi kunne støtte dem bedst muligt. Alt blev sat i gang, og vi arbejdede også på at assistere de mennesker, der skulle evakueres fra synagogen og køres i sikkerhed. Men vi følte os lammede.

En god del af natten blev brugt på at genskabe en form for ro, hvilket var vanskeligt, fordi der fortsat var en morder på fri fod. Folk var bange og forskrækkede og fortsat ængstelige for deres egen og andres sikkerhed. For os i beredskabet handlede det om at imødekomme og hjælpe de mennesker, der forståeligt nok var rystede og chokerede.

Det handlede om alt fra krisehjælp til noget så lavpraktisk som at finde ud af, hvornår der var igen var adgang til synagogen og det jødiske hus, så de, der var blevet evakueret, kunne få deres overtøj, tasker og sko. Selv stod jeg også for at formidle Det Jødiske Samfunds udmeldinger til pressen - nu både den danske og den udenlandske. Det var nogle enormt hektiske timer, hvor tingene gik og skulle gå stærkt, men hvor den altoverskyggende og knugende viden om Dans død hele tiden lå i baghovedet.

Jeg besøgte Dan Uzans forældre om søndagen. Det var utrolig svært. Som ledelse for trossamfundet opfordrer vi vores unge til at tage ansvar og tage del i sikkerhedsarbejdet for at andre trygt kan opsøge de jødiske institutioner. Nu var Dan blevet dræbt. Der fløj tusind tanker og spørgsmål gennem mit hoved, og jeg vaklede. Er det det rigtige, jeg har gjort? Er det det rigtige, jeg har bedt om? Når et menneske dør, så vakler man, så tvivler man.

Dan Uzans egen families reaktion har hjulpet mig og mange andre ud af den tvivl og vaklen. Der er selvfølgelig intet, der kan opveje deres søns og brors liv, men de har alligevel insisteret på, at hans død ikke måtte være forgæves De har insisteret på, at hans død skal blive en trædesten væk fra had, hævn og frygt.

Det har været utrolig overvældende, at de midt i deres store sorg har kunnet mønstre dette enorme overskud. Det er en styrke, som vi andre jo ikke kan andet end prøve at følge og tage til os.

I ugerne efter angrebet og drabene var det, som om verdenspressen, der før havde haft lejr i Paris, hev teltpælene op og plantede dem hos os. Der kom et enormt pres på nye udtalelser, holdninger og refleksioner, i takt med, at afviklingen af mindehøjtideligheder, begravelsen, efterforskningen og debatten om sikkerhedssituationen skred frem.

Samtidig voksede havet af blomster foran synagogen, og tilkendegivelserne fra det omgivende samfund fortsatte med at strømme ind. Sympatien har været overvældende og meget rørende.

Den reaktion, der er kommet fra det omgivende samfund, har ikke bare støttet og bakket op om Dan Uzans familie og efterladte, men om hele det jødiske samfund, og det har trods alt været en meget positiv oplevelse.

Det er nok derfor, at jeg går ud af et barskt år med to følelser, som jeg ikke kan skille ad, selvom de trækker i hver sin retning: Den forfærdelige frygt og rådvildhed, da mordet fandt sted - efterfulgt af en mere positiv følelse af sammenhold og sympati.