Prøv avisen

Dansk adoptivbarn: Der skete noget, som aldrig kan heles

Tina Merete Nielsen har hele livet igennem kæmpet med følgerne af den adoption, der blev foretaget af hende som to et halvt-årig, både i forhold til sig selv og sine børn. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Tørre tæsk og et skadet sind. Tina Merete Nielsens adoption gjorde ondt, og det gør den stadig. Når man er blevet såret som barn, kan det være svært at undgå at begå de samme fejltagelser som voksen

En klods om benet, uønsket, afvist. Men allermest følelsen af at være forkastet. Der har naturligvis også været gode øjeblikke imellem, men grundlæggende er 49-årige Tina Merete Nielsens minder om sin barndom i slutningen af 1960erne som danskfødt adoptivbarn ikke positive.

Der var altid noget galt med mig. Jeg var altid uartig, mente mine forældre.

Rammerne hos de velhavende adoptivforældre i Næstved var der ellers intet i vejen med. Stort hus, gård i Jylland, privatfly, sommerhus og et utal af udlandsrejser. Der manglede ikke noget hos hendes nye mor og far. Bortset fra evnen til at tage sig af det nye medlem af familien. Det var i hvert fald Tina Merete Nielsens oplevelse fra barndomshjemmet.

LÆS OGSÅ: Hjælp på vej til danskfødte adoptivbørn

Måske skyldes det, at hun kom så sent til parret. Det er hendes eget bud. Hun blev født i 1963 og boede de første to år af sit liv hos sin biologiske mor, indtil et nyt mandligt bekendtskab i moderens liv kom i vejen. Den nye mand havde i forvejen tre børn, så der var ikke plads til Tina Merete Nielsen i ligningen.

Desuden har hun af en halvsøster senere i livet fået fortalt, at moderen var psykisk ustabil, led af selvmordstanker og drak for meget. Så hun kom til en plejefamilie, og et halvt år senere boede hun i Næstved med den succesrige forhandler af brugte møbler og hans kone.

Det blev aldrig den idyl, den lille familie havde drømt om.

Fordi jeg kom så sent, havde jeg allerede dannet en identitet, og de vidste ikke noget som helst om mig eller kendte min historie. Det var et forfærdeligt match, og jeg passede overhovedet ikke ind i den forestilling og drøm, de havde.

Faderen havde travlt med at bygge sit imperium af brugte møbler, så Tina Merete Nielsen var overladt til sin mor og hendes humør, hvilket ikke var nemt at blive klog på.

Hun var så uforudsigelig, og hun røg op over de mindste ting. Det var utrygt, for man vidste aldrig, hvordan hun ville reagere, når man kom hjem. Nogle gange kunne bare det, at jeg tog et glas juice, udløse slag.

Men Tina Merete Nielsen var heller ikke et nemt barn at tage sig af. Det siger hun selv. Ingen fik lov at komme tæt på hende, heller ikke hendes mor. Hun fik ikke lov at elske hende, og hver gang moderen forsøgte at nærme sig, stødte Tina Merete Nielsen hende fra sig.

Vi var som hund og kat. Og med tiden blev det mere og mere fysisk, og jeg blev slået mere og mere. Så jeg blev et vredt barn. Jeg kunne ikke have en ordentlig kontakt med nogen som helst.

Og sådan fortsatte tilværelsen, indtil Tina Merete Nielsen som 17-årig blev smidt ud hjemmefra. På det tidspunkt var forholdet mellem de tre blevet så anstrengt, at det var uforsvarligt at blive boende hjemme.

Af ren provokation giftede Tina Merete Nielsen sig et par år senere. Det fik hun to børn ud af, men ikke så meget andet. Forholdet var præget af vold, dårlig økonomi og af Tina Merete Nielsens egen svære debut som mor.

Den første, Philip, interesserede mig ikke. Jeg kunne ikke give ham den kærlighed, og den tætte og nære kontakt, en lille dreng har brug for. Det var simpelthen for stort. Følelserne var for store til, at jeg kunne håndtere dem.

Sådan var det for begge af de børn, Daniel og Philip, som Tina Merete Nielsen fik med sin første mand. Hun kunne ikke vente med, at de kom i dagpleje. Det var simpelthen for hårdt at håndtere dem derhjemme. Deres skrig. Deres behov. Det gjorde hende rædselsslagen.

Jeg er ikke følelsesmæssigt afstumpet, men når man ikke har fået kærligheden i barndommen, er det svært at give den videre. Der skete noget der, som aldrig kan heles.

Tina Merete Nielsens redningskrans blev hendes nuværende mand, Henrik, som hun fik sin yngste dreng, Malte, med. Han er den eneste, der rigtig kender hende. Og som hun føler, at hun kan være fortrolig med.

Det var også, da hun lærte Henrik at kende, at forholdet til faderen langsomt forbedredes. Møbelkongen havde aldrig været glad for Tina Merete Nielsens eksmand, så med Henrik i sit liv opstod også faderens accept og respekt. Han så hende pludselig på en anden måde og var mere mæglende mellem Tina Merete Nielsen og hendes mor. Indtil han i 1995 faldt død om på golfbanen af et hjertestop.

Til faderens begravelse havde Tina Merete Nielsen bedt om at få lov at sige noget. Det ønskede den resterende familie ikke.

Solen har ikke altid skinnet på vores familie. Det havde jeg tænkt mig at sige. At jeg på trods af mørket er taknemmelig over, at jeg lærte ham bedre at kende og fandt ud af, hvad han også indeholdt.

Begravelsen var samtidig starten på det endelige opgør mellem Tina Merete Nielsen og hendes mor. Derefter fandt hun frem til sin biologiske bror og halvsøster, og da hun konfronterede moderen med, hvad hun havde vidst om Tina Merete Nielsens familie, replicerede moderen kort:

Hyg dig med din nye familie.

Jeg tror, min familie starter ved mig selv, returnerede Tina Merete Nielsen.