Kay Xander Mellish, du har har boet i Danmark i 22 år og har skrevet flere bøger om Danmark og USAs kulturforskelle. Du har lige stemt til midtvejsvalget i USA. Hvad stemte du?
Jeg stemte på en republikansk kandidat, der hedder Lee Zeldin. Jeg stemmer i New York, hvor der er kolossale problemer med kriminalitet. Staten har en demokratisk guvernør, der lige nu er i gang med et program, der går ud på at løslade så mange som muligt fra fængslerne. Det er et skrækkeligt initiativ. Lee Zeldin har lovet at sende flere kriminelle i fængsel, så snart han bliver valgt, så derfor har jeg stemt på ham.
Har du altid stemt republikansk?
Nej, jeg kalder mig selv for en uafhængig vælger, for jeg veksler mellem de to partier. Tidligere har jeg stemt på både Hillary Clinton og Barack Obama.
Hvorfor stemte du så republikansk denne gang?
Joe Biden har været en total katastrofe. Først med den pinlige tilbagetrækning fra Afghanistan. Og så har han stoppet USA's olieproduktion på grund af klimaet, så han nu bliver nødt til at trygle Saudi-Arabien om olie. Inflationen er også ude af kontrol. Lad os være ærlige: Han er senil og meget syg.
Foretrækker du Donald Trump frem for Joe Biden?
Det svarer til at spørge mig, om jeg helst vil stikkes eller skydes. Ingen af delene, tak. Trump havde en virkelig slem personlighed. Jeg foretrækker den republikanske kandidat Ronald Dion DeSantis, og jeg glæder mig til, at han stiller op.
Hvordan er det at følge valget fra Danmark?
Det er herligt. I USA er valgkampagnerne fra begge politiske fløje enormt grænseoverskridende. De politiske annoncer går benhårdt efter modstanderne, så man bombarderes med voldsomme personangreb. Så jeg savner ikke at være i USA under valget.
Til gengæld mener jeg, at de danske mediers dækning af midtvejsvalget har været ensidig. I USA er der ikke nogen nationale medier som i Danmark, så hvis man skal have et nuanceret billede, bliver man nødt til at følge både de højre- og venstresnoede medier. Mit indtryk er, at de danske medier læner sig meget op ad venstreorienterede aviser som New York Times, og derfor bliver dækningen skæv. Det virker desuden, som om USA er på tærsklen til borgerkrig, når man følger den danske dækning. Valgene er som regel meget mere stille og rolige, end det fremstilles i medierne, når man selv er i landet – på trods af, at fløjene er skarpere trukket op.
Nu har du fulgt det amerikanske og det danske valg sideløbende. Har du lagt mærke til nogle forskelle?
Først og fremmest bider jeg mærke i, hvor mange unge kandidater, vi har i Danmark. Det kan jeg virkelig godt lide, for dem mangler vi i høj grad i USA. Jeg vil have kloge, unge mennesker med friske idéer – ikke flere gamle politikere!
En anden stor forskel er, at de politiske tilhørsforhold ikke er lige så splittende i Danmark. Hvis man er en uddannet person i USA, så indrømmer man ikke, hvis man stemmer republikansk. Gør man, bliver man udstødt fra sin omgangskreds. I Danmark kan man sagtens være venner med folk, man er politisk uenige med. Min bedste veninde stemte eksempelvis på Enhedslisten. Jeg stemte selv på Alexandra Sasha fra Venstre. Det er heldigvis ikke noget, der splitter os ad. I USA vil folk hverken date eller hænge ud med personer, der stemmer på et andet parti end dem selv. Det er en skam.