Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har for kort tid siden opfordret til, at vestlige virksomheder kapper forbindelsen til Kina.
”Jeg vil give det råd til alle virksomheder, der i dag har aktiviteter i Kina, at de gradvist begynder at trække sig og begynder at placere deres aktiviteter i andre lande i Asien. Det kan være Indien, Taiwan eller Indonesien.” Således udtalte han i Berlingskes podcast "Østergaards salon". Anders Fogh Rasmussen har også for nylig besøgt Taiwan, hvor han gav udtryk for, at Ruslands angreb på Ukraine risikerer at få en parallel i Østasien, idet han frygter et kinesisk angreb på Taiwan.
Der er på den måde tale om et meget stort skifte i holdningen hos Anders Fogh Rasmussen, der som statsminister var en meget varm fortaler for tætte dansk-kinesiske relationer. Dengang besøgte han Kina, og der blev i den sammenhæng taget mange initiativer til et forstærket samarbejde. I 2008 lancerede han ligefrem en ny strategi for det dansk-kinesiske samarbejde under overskriften ”Partnerskab til fælles gavn”.
”Vi ønsker med planen at skabe yderligere samarbejde og et stærkere fællesskab mellem Kina og Danmark. Formålet er at styrke Danmarks politiske, kulturelle og kommercielle forbindelser til Kina på et tidspunkt, hvor Kina er blevet en vigtig international spiller,” sagde Anders Fogh Rasmussen dengang.
Anders Fogh Rasmussens 180 graders kursskifte er blevet mødt med kritik af ikke mindst tidligere udenrigsminister og tidligere formand for FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft. Han mener, at Anders Fogh Rasmussen mangler historisk forståelse og blot gentager, hvad USA’s ledelse mener om sagen netop nu, når han laver paralleller mellem Ukraines og Taiwans situation. Mogens Lykketoft har sympati for Taiwan som et rigt og velfungerende samfund og det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds.
Men Mogens Lykketoft er overbevist om, at Kinas ledelse ikke vil risikere en storkrig, som kan blive resultatet, hvis Kina invaderer Taiwan. Han slår i en artikel fast, at ”freden i området i mange årtier har hvilet på den kringlede tvetydighed, at Taiwan af næsten hele verden anerkendes som en del af et samlet Kina, men reelt har sit fuldkomne selvstyre – og at Kina ikke militært forsøger at ændre denne status quo, så længe Taiwan ikke erklærer sig som en selvstændig stat.”
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) er mest på linje med Mogens Lykketoft, når han pointerer, at ”Danmark har et godt handelssamarbejde med Taiwan, samtidig med at vores et-Kina-politik ligger fast.”
Danmark var et af de første lande til at anerkende Folkerepublikken Kina. Det skete allerede den 9. januar 1950, kun godt to måneder efter, at folkerepublikken var blevet udråbt den 31. oktober 1949, mens nationalisterne som tabere i borgerkrigen mod kommunisterne havde slået sig ned på Taiwan. Øen Taiwan havde frem til 1945 været en japansk koloni siden 1895, men før da var den en del af det kinesiske kejserrige. Efter alt at dømme var den tidlige danske anerkendelse af folkerepublikken et forsøg på at beskytte Østasiatisk Kompagnis store handel og mange ejendomme i Kina, hvilket også langt hen ad vejen lykkedes.
Erhvervslivet i dag er på linje med Lars Løkke Rasmussen. Tom Behrens-Sørensen er formand for erhvervs- og netværkssamarbejdet Danish-Chinese Business Forum, der har over 100 virksomheder som medlemmer. Han mener ikke, at virksomhederne kan trække sig ud af Kina. ”Man kan og bør ikke fravælge en femtedel af verdens befolkning. Vi skal fortsat proaktivt samarbejde med Kina og afvise opfordringer til tilbagetrækning,” siger han i Morgenavisen Jyllands-Posten. Samtidig mener han, at ”vi skal være stærkere og dygtigere til at definere, hvor vi ikke må være afhængige af Kina.”
Alt tyder på, at fremtidens danske linje i forhold til Kina følger linjen foreslået af Mogens Lykketoft, Lars Løkke Rasmussen og Tom Behrens-Sørensen. Den er i virkeligheden en slags midterlinje i forhold til Anders Fogh Rasmussens måske overdrevent pro-kinesiske linje i 2008 og måske lige så overdrevent anti-kinesiske linje i 2023.
Politisk set skrives på skift af Helene Helboe Pedersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, og Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.