Prøv avisen
Politisk analyse

Dansk EU-parløb med briterne er risikabelt

Regeringen arbejder på, at Danmark kan få del i nogle af de reformer af EU-samarbejdet, som briterne måtte komme igennem med. Først og fremmest vil man gerne have samme mulighed for at indeksere velfærdsydelser til østarbejdere og deres børn, så eksempelvis en dansk børnecheck bliver mindre for en rumæner end for en dansker. Foto: Olivier Hoslet/EPA

Stemmer briterne sig ud af EU den 23. juni, efterlader det Danmark stærkt svækket i det europæiske samarbejde. Regeringens tætte parløb med premierminister Cameron er højt spil, men indenrigspolitisk den eneste farbare vej

Når disse linjer læses, har Storbritannien og EU muligvis indgået en særaftale om landets fortsatte EU-tilknytning. Muligvis ikke.

Under alle omstændigheder ventes en nervepirrende folkeafstemning den 23. juni om fortsat britisk EU-medlemskab. Udfaldet bliver ikke bare definerende for EU's og Storbritanniens fremtid - den vil i høj grad også komme til at præge dansk politik.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lagde sig for et halvt år siden tæt op ad Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, med hensyn til at håndtere den europæiske flygtningekrise.

Ifølge Kristeligt Dagblads informationer var statsministeren blandt andet påvirket af Venstres tidligere EU-ordfører og klimaminister Lykke Friis, der både personligt og politisk identificerer sig stærkt med Tyskland. Siden efteråret er antallet af flygtninge eksploderet, danskerne har stemt nej til at fjerne EU-retsforbeholdet, der er indført midlertidig grænsekontrol, og Venstre-regeringen har lagt sig stadig tættere på Storbritanniens EU-kritiske linje.

Reelt er dansk EU-politik nu knyttet næsten lige så tæt til briterne, som den var, da Danmark blev medlem af EU i 1973.

Politisk er det højt spil, men i praksis den eneste farbare vej. Regeringen arbejder på, at Danmark kan få del i nogle af de reformer af EU-samarbejdet, som briterne måtte komme igennem med. Først og fremmest vil man gerne have samme mulighed for at indeksere velfærdsydelser til østarbejdere og deres børn, så eksempelvis en dansk børnecheck bliver mindre for en rumæner end for en dansker.

Her falder regeringens interesser sammen med i hvert fald Dansk Folkepartis, Socialdemokraternes og fagbevægelsens om at undgå social dumping, hvor østarbejdere udkonkurrerer dansk arbejdskraft.

Risikoen ved det tætte parløb med premierminister David Cameron, er, at Danmarks skæbne i EU bliver lagt i hænderne på de britiske vælgere. Stemmer de nej til fortsat EU-medlemskab, uanset de indrømmelser, Cameron måtte have fået, står Danmark stærkt svækket tilbage i EU.

Allerede i går forlød det, at Frankrig og Belgien ville få en ”dødemandsknap” ind i en mulig aftale. Knappen ville ved et britisk nej nulstille alle de indrømmelser, der måtte være givet til andre lande i forhandlingerne. Med andre ord vil Danmark stå på bar bund, hvis briterne siger nej.

I Dansk Folkeparti er forventningen, at EU i den situation strammer grebet om alle de tilbageværende EU-lande og kræver, at alle står sammen om målet om en stadig snævrere union og blandt andet opgiver de forbehold, der gennem tiden er delt ud af. Derfor vil partiet presse på for, at Danmark følger Storbritannien ud af EU og derefter får særaftaler, ligesom briterne ventes at få.

Sådan kommer det dog næppe til at gå. Omkostningerne ved at træde helt ud af EU vil være så store, at de toneangivende ja-partier vil fastholde det danske medlemskab under de vilkår, det så bliver muligt at komme igennem med inden for samarbejdets rammer.

Ved den danske folkeafstemning om EF i 1972 var et af de centrale argumenter for et ja, at Storbritannien også meldte sig ind, og briterne var de største aftagere af danske landbrugsvarer. Dengang udgjorde det britiske marked knapt en femtedel af den danske eksport. I dag udgør det under en tiendedel, og Tyskland og det øvrige EU er helt afgørende markeder for danske virksomheder.

Men som en centralt placeret kilde i EU-debatten fremhæver, handler den danske binding til Storbritannien i dag mere om ånd end om flæskepriser. I velfærdstænkning og politisk kultur ligger de nordiske lande meget tættere på briterne end på syd- og østeuropæere.

Og træder Storbritannien ud af EU, vil Middelhavslandene og Østeuropa kunne gennemføre ændringer i unionen med to tredjedeles flertal. Af samme grund ser eksempelvis franskmændene forholdsvis tilbagelænet på muligheden for en ”brexit”, en britisk exit fra EU.

For regeringen vil et britisk nej føre til endnu en EU-konfrontation med Dansk Folkeparti, netop fordi støttepartiet som betaling for fortsat støtte kan føle sig fristet til at kræve en folkeafstemning om Danmarks EU-medlemskab.

Det er et krav, regeringen nødvendigvis må afvise, men det vil forværre den i forvejen dårlige stemning mellem de fire borgerlige partier op til efterårets politiske slag om en skattereform, en revision af boligbeskatningen og en mulig reform af pensionssystemet. De kan i forvejen blive svære nok.

Derudover mangler regeringen stadig at få en aftale på plads med EU om det europæiske politisamarbejde, Europol. Her har regeringen hidtil haft en forholdsvis konstruktiv dialog med Dansk Folkeparti, men stemmer briterne nej, vil en afklaring af den sag formentlig også blive udskudt adskillige måneder.