Dansk Folkeparti har opsamlet borgernes utryghed

Mens venstrefløjen i stigende grad er blevet mere moralistisk, har Dansk Folkeparti formået at sætte ord på mange borgeres reelle bekymring og utryghed, skriver politisk journalist Erik Meier Carlsen

Vælgerne har med Dansk Folkepartis insisteren på at tale om og søge at begrænse den indvandring, som førte til smertefulde og utryghedsskabende kultursammenstød, opnået en afgørende tillid til DF og dets ledere. Her Kristian Thulesen Dahl på valgaftenen i sidste uge.
Vælgerne har med Dansk Folkepartis insisteren på at tale om og søge at begrænse den indvandring, som førte til smertefulde og utryghedsskabende kultursammenstød, opnået en afgørende tillid til DF og dets ledere. Her Kristian Thulesen Dahl på valgaftenen i sidste uge. Foto: Linda Kastrup.

Som valgresultatet folder sig ud i dybde og bredde, står det tydeligt, hvordan Dansk Folkeparti har udviklet sig til et stadigt mere væsentligt tilskud til vores demokrati.

Fra partiets fødsel for 20 år siden er det blevet mødt med fordømmelse og karakteriseret som racistisk og xenofobisk af ikke bare venstrefløjen, men af store dele af det etablerede borgerskab.

Men det har fra starten været en fejlbedømmelse.

Dansk Folkepartis gennembrud, vækst og udvikling har understreget, at dets vælgere har reageret på en meget bredere utryghed ved den måde, samfundet og deres eksistensgrundlag forandrede sig på i en proces, som i høj grad kan relateres til globaliseringen.

Mange har med god grund været optaget af, hvordan vælgerne har delt sig i centrum og periferi, by og land. Når Helle Thorning-Schmidt (S) og Morten Østergaard (R) med stolthed under valgkampen proklamerede, at krisen var overvundet, opfattede rigtig mange vælgere det som en arrogant og usandfærdig karakteristik af den virkelighed, de oplever.

Dertil kommer, at det samlede valgresultat vidner om, at mange vælgere har følt sig frastødt af den måde, de hidtil centrale partier talte på under valgkampen.

Dansk Folkeparti er blevet kaldt populistisk, ikke med urette, hvis man besinder sig på, hvad der kan være en relevant udlægning af dette begreb. En fremtrædende marxistisk samfundsforsker har defineret populisme som ”brud på den herskende politiske elites diskurs”.

Det er, hvad Dansk Folkeparti har gjort fra starten, først med hjemmehjælperen Pia Kjærsgaards frimodige og direkte tale, senere med Thulesen Dahls beherskede og forholdsvis lavmælte fremtræden i denne valgkamp, hvor han stort set ikke har nævnt ordene ”islam” eller ”muslimer”.

Vælgerne har med Dansk Folkepartis insisteren på at tale om og søge at begrænse den indvandring, som førte til smertefulde og utryghedsskabende kultursammenstød, opnået en afgørende tillid til DF og dets ledere.

Og har med den stadig tydeligere sociale profil vundet tillid til, at DF også tog stigende ulighed og marginalisering og nye former for utryghed i store befolkningsgrupper alvorligt.

Valgresultatet har forståeligt vakt dyb bekymring hos ledende politikere, embedsmænd og debattører, der ser en særlig konsensus i dansk økonomisk og international politik truet.

På mange måder har et hold af dygtige og velmenende embedsmænd i de seneste 30 år haft en central rolle i udformningen af dansk politik. Det har skabt kontinuitet og betydelig succes.

Efter 1970'ernes økonomiske krise og den kaotiske politiske situation efter Fremskridtspartiets gennembrud i 1973 blev Danmark i slutningen af 1970'erne bragt i en gældskrise, som havde træk fælles med Grækenlands aktuelle vanskeligheder.

Poul Schlüter (K) tog over uden at medbringe særligt klare økonomisk-politiske visioner, men han og hans finansministre gav plads til en kreds af embedsmænd, som udformede den strategi, der bragte Danmark ud af krisen dengang.

Det samme gjorde Helle Thorning-Schmidt på sin vis, da hendes valgløfter blev slået i stykker af forrige valgs radikale valgsejr og den uforudsete økonomiske usikkerhed og tilbagegang, der fulgte i kølvandet på den europæiske gældskrise.

Det er forståeligt, at mange af de centrale aktører her er dybt bekymrede for de store forandringer i det politiske mønster og specielt signalerne om en mere EU-kritisk dansk position, som blev valgets resultat.

Denne bekymring er afgjort relevant. Men samtidig var den omstændighed, at politikerne er blevet stadig mere påvirket af statsapparatets tænkning og tale en af grundene til de gamle partiers tillidstab.

Mindre relevant og nyttig er den moralske eller moralistiske bekymring eller foragt over DF's markante fremgang. I de seneste 30-40 år er venstrefløjen i bred forstand blevet stadig mere optaget af moralske/moralistiske positioner.

Det har været gældende ikke mindst i udlændingedebatten, men også i kønsdebat, økologidebat, klimadebat og debatterne om de krige, Danmark har deltaget i.

I en vis forstand var Sovjets-imperiets sammenbrud anledningen til denne udvikling, fordi det betød den centrale statsstyrede økonomis sammenbrud og dermed bortfaldet af den klassiske socialismes modstand mod markedsøkonomien.

Og selv under den seneste finanskrise har venstrefløjen ikke kunnet vise alternative veje, bortset fra moralistiske udfald mod bankers og finansfolks ”grådighed”.

Venstrefløjens partier er ikke længere arbejderpartier, det er til gengæld Dansk Folkeparti. Allerede ved 2001-valget fik de borgerlige partier med DF i spidsen flere arbejdervælgere end Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten tilsammen.

Med den moralistiske position er venstrefløjens tilbud til dets nu mere velaflagte vælgere måske en følelse af moralsk bedreværd, som åbenbart er meget attraktiv, men ikke særlig politisk relevant.

Samlet kan der være grund til at betragte valget som en sejr for demokratiet. Siden DF's entre på den politiske arena har den danske valgdeltagelse ligget helt i top sammenlignet med vores nabolande.

Desværre gik valgdeltagelsen lidt tilbage ved dette valg, men den ligger stadig højt. Og Folketinget er blevet langt bredere sammensat med hensyn til køn, alder og erhverv.

Arbejderne, som næsten var blevet helt fraværende i tinget, har fået markant bedre repræsentation.

Den afgørende kvalitet er, at alle væsentlige strømninger i befolkningen bliver repræsenteret på demokratiets vigtigste arena, hvor de kan indgå i forhandlinger og kompromisdannelse.