Analyse: Dansk Folkeparti presses fra flere sider

Med sit udlændingeudspil har Socialdemokratiet givet vælgerne muligheden for en stram udlændingepolitik, båret af et bredt flertal. Det forstærker krisen for Dansk Folkeparti, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen

Især i udlændingepolitikken har Løkke og Mette Frederiksen haft held til at køre Thulesen Dahl ud på et sidespor – for første gang i 17 år. Med krav om ”grundlæggende ændringer” i dansk udlændingepolitik, hvor vægten blev lagt på tilbagesendelse og neddroslet integration, isoleredes DF, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen.
Især i udlændingepolitikken har Løkke og Mette Frederiksen haft held til at køre Thulesen Dahl ud på et sidespor – for første gang i 17 år. Med krav om ”grundlæggende ændringer” i dansk udlændingepolitik, hvor vægten blev lagt på tilbagesendelse og neddroslet integration, isoleredes DF, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Lars Løkke Rasmussens (V) fremtidsudsigter efter valget i juni 2015 var ikke lyse, og risikoen for at gå over i historiebøgerne som en fiasko var nærliggende.

Med en smal Venstre-regering holdt han skindet på næsen, men vedblev at falde i målingerne.

Imens havde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, brugt sin popularitet til at stramme partiets udlændingepolitik dramatisk og lukke Dansk Folkeparti ind i varmen. Hånd i hånd med DF-formand Kristian Thulesen Dahl tvang hun klassisk socialdemokratisk politik igennem over for Lars Løkke Rasmussen.

Ved 2015-valget var kampen mellem de tre store partier blevet øget dramatisk: Ved valget stjal DF stadig mange vælgere fra Socialdemokratiet, men som noget nyt nu også fra Venstre. Det skabte en ny turbulens i det politiske mønster, som måske nåede en kulmination ved de sammenbrudte forhandlinger mellem regeringen og DF op til årsskiftet.

Ser man på de aktuelle meningsmålinger i denne måned, er udviklingen markant. Socialdemokratiet har den største tilslutning i seks år, Løkke har de bedste opinionstal siden valget og Thulesen Dahl de ringeste. Lidt efter hvilke målinger, man ser på, har DF mistet mellem en sjettedel og en tredjedel af sine vælgere.

Især i udlændingepolitikken har Løkke og Mette Frederiksen haft held til at køre Thulesen Dahl ud på et sidespor – for første gang i 17 år. Med krav om ”grundlæggende ændringer” i dansk udlændingepolitik, hvor vægten blev lagt på tilbagesendelse og neddroslet integration, isoleredes DF.

Socialdemokratiet fremlagde fornyligt sit oplæg til en helt ny udlændingepolitik, som udfordrer Thulesens Dahls projekt, men er i god overensstemmelse med Løkkes.

Pointen i Socialdemokratiets projekt er, at indvandringen kun kan kontrolleres, hvis grænsen til Europa går syd om kontinentet. Det er et stigende antal europæiske ledere enige i. Fremtidens trussel om massiv, ukontrollabel indvandring kommer fra Afrikas ungdom. Det vil være immigranter uden juridisk krav på asyl, men umulige at holde tilbage uden drastiske indgreb.

S-udspillet kritiseres for at savne realisme, nok især fordi partiet har insisteret på at stå på et dansk initiativ, selvom realiteten er, at det kun, men til gengæld ganske sandsynligt, kan realiseres som et fælles europæisk projekt.

Med sit valgudspil skærper Socialdemokratiet Thulesen Dahls krise. Umiddelbart prøver han at omfavne S-projektet, men vil samtidig teste det med konkrete udpluk. Socialdemokratiet er høflige, men vender nu tilbage til en tidligere position, hvor man kun vil forhandle om enkeltelementer, hvis regeringen deltager i forhandlingerne – hvormed DF’s afgørende indflydelse fjernes.

Chancen for Socialdemokratiet – og Løkke – er nu, at vælgerne vil opleve en realistisk, stram udlændingepolitik, båret af et bredt flertal, overfor et DF med diffuse udmeldinger på feltet og en på alle måder stadig mere semi-socialdemokratisk profil. Thulesen Dahls risiko er, at han taber den store kamp om vælgerne, der vandrer mellem S, V og DF – og samtidig mases af Nye Borgerlige.

Løkke står til at sidde valgperioden ud, genvinde Venstres plads som det største blå parti og måske igen regeringsmagten – men i hvert fald æren.