Man kan ikke fortænke medlemmer af Dansk Folkeparti i at overveje, om en ny formand kunne være vejen ud af partiets tilsyneladende uendelige nedtur. Næstformand Morten Messerschmidt har indtil nu været et varmt bud på en afløser for Kristian Thulesen Dahl, men efter Bagmandspolitiets tiltale mod ham i den såkaldte Meld- og Feld-sag om svindel med EU-midler, er det knapt så indlysende, i hvert fald i den nærmeste fremtid. Tiltalen er endda blevet en tand alvorligere for Morten Messerschmidt efter, at det er kommet frem, at den omfatter dokumentfalsk. Folketingets udvalg for Forretningsorden har enstemmigt besluttet at indstille, at hans immunitet ophæves, så sagen kan føres, og det ventes Folketinget at vedtage i næste uge.
De i Dansk Folkeparti, der måtte have håbet på et lederskifte, kan dog trøste sig med, at det alligevel næppe ville redde partiet ud af dets nuværende suppedas. Historisk har en række partier forsøgt sig med den løsning, men erfaringerne er ikke opløftende. Ideen er udbredt i sportsverdenen, hvor et hold i krise ofte skifter træner, men danske og internationale forskningsprojekter har vist, at det sjældent nytter noget, uanset om det handler om sport eller politik.
Når dele af Dansk Folkepartis bagland finder tanken om et formandsskifte besnærende, kan det hænge sammen med, at man stadig kan huske, hvad der skete, da Kristian Thulesen Dahl i 2012 afløste Pia Kjærsgaard som formand. Allerede i det første år efter skiftet voksede vælgertilslutningen i meningsmålingerne fra 12-13 procent til 15-16 procent, og udviklingen kulminerede ved folketingsvalget i 2015, hvor det blev det største borgerlige parti med 21,1 procent.
En væsentlig detalje, som partiets bagland nok skal hæfte sig ved, er, at tronskiftet i 2012 skete i fredstid. Tilslutningen til Dansk Folkeparti var stabil, baglandet var roligt, og skiftet var nøje planlagt uden modkandidater til Thulesen Dahl. Sammenlignelige forløb var Mette Frederiksens overtagelse af den socialdemokratiske formandsstol efter Helle Thorning-Schmidt efter samme valg i 2015 og Lars Løkke Rasmussens poster som statsminister og leder af Venstre efter Anders Fogh Rasmussen i 2009.
Helt anderledes har det formet sig for partier i krise. Man kan nævne De Konservative, der flere gange har oplevet store og langvarige vælgerkriser i forbindelse med fløjkrige og formandsopgør. Efter Hans Engells fald som politisk leder i 1997 forsøgte man sig over to år med Pia Christmas-Møller og Per Stig Møller som ledere, inden Bendt Bendtsen trådte til og over en længere årrække fik stabiliseret tilslutningen på omkring ti procent.
Hans to efterfølgere, Lene Espersen og Lars Barfoed, fik hver kun tre år på posten, før Søren Pape Poulsen trådte til i 2014. Først nu, syv år senere, oplever De Konservative for alvor at få større vælgertilslutning i meningsmålingerne.
Mindre partier som Kristendemokraterne og tidligere Centrum-Demokraterne kæmpede i årevis med spærregrænsen. Siden Jann Sjursen stoppede som formand for Kristeligt Folkeparti (i dag Kristendemokraterne) i 2002, har partiet haft ikke færre end fem forskellige partiformænd, inden den nuværende, Isabella Arendt trådte til i 2019. Også Centrum-Demokraterne, som røg ud af Folketinget i 2001, forsøgte sig i en årrække efterfølgende med flere forskellige partiledere, dog uden held, inden det blev opløst.
Alternativet var op til sidste valg ude i store interne stridigheder. Efter valget forlod fire af fem folketingsmedlemmer partiet, herunder stifter og tidligere formand Uffe Elbæk, fordi man havde valgt Josephine Fock til ny leder. Også hun har siden meldt sig ud, og i dag står Franciska Rosenkilde som politisk leder, men i den seneste meningsmåling fra Voxmeter står partiet fortsat til blot 0,8 procent af vælgerne.
Partiers tilslutning afgøres af andet og mere end af, hvem der leder det. I det lange løb vil partier i krise ofte være bedre tjent med tålmodighed end med at skifte hyppigt ud på lederposten. For mange af de eksempler, der er nævnt i denne artikel, gælder, at de nye ledere på forhånd har været ukendte i offentligheden, og det vil være et ekstra handicap i enhver valgkamp. På det punkt har Morten Messerschmidt den fordel, at han er kendt i forvejen, især blandt Dansk Folkepartis vælgere, men med en sag om dokumentfalsk hængende over hovedet er hans politiske karriere under alle omstændigheder foreløbig sat på pause.