Dansk Folkepartis må nu udføre en svær dans mellem pænhed og yderlighed

Dansk Folkeparti skal fremover sejle gennem et snævert stræde. På den ene side lurer overdreven pænhed. På den anden side lurer overdreven protest

"Det er langtfra sikkert, at Dansk Folkeparti når sikkert frem til Ithaca, som Odysseus gjorde, da det lykkedes ham at styre gennem strædet mellem Skylla og Charybdis," skriver Peter Nedergaard.
"Det er langtfra sikkert, at Dansk Folkeparti når sikkert frem til Ithaca, som Odysseus gjorde, da det lykkedes ham at styre gennem strædet mellem Skylla og Charybdis," skriver Peter Nedergaard. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Dansk Folkeparti har netop afholdt årsmøde med genvalg af Kristian Thulesen Dahl som formand, valg af Martin Henriksen til hovedbestyrelsen og formaninger fra Pia Kjærsgaard om at stoppe med lækager og skænderier i det offentlige rum.

Bagtæppet for årsmødet er dårlige meningsmålinger, som har sendt partiet ned på fem-seks procent i vælgertilslutning. Den vælgertilslutning er en tredjedel under stemmeandelen ved folketingsvalget i 2019, som for Dansk Folkeparti var et katastrofevalg, efter at partiet i 2015 med over 21 procent af stemmerne var blevet det største parti i blå blok.

Dansk Folkepartis udvikling er symptomatisk for mange politiske partier, som opstår på baggrund af en politisk platform, der er uden for mainstream-holdningerne i andre partier. I Dansk Folkepartis tilfælde var det naturligvis med hensyn til udlændingepolitikken, hvor Dansk Folkeparti ved stiftelsen i 1995 afveg fra de andre politiske partier i Folketinget.

Det blev tydeligt illustreret under en folketingsdebat i 1999, hvor daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) om Dansk Folkeparti erklærede, at ”uanset hvor mange anstrengelser, man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig.”

Sagen var blot, at Dansk Folkeparti faktisk blev stuerene, og at Poul Nyrup Rasmussens udtalelse sandsynligvis bidrog hertil, fordi forsøget på at ekskludere vælgerne bag Dansk Folkeparti fra indflydelse for mange virkede åbenbart urimelig og nedgørende.

Partiet fik ikke mindst under Anders Fogh Rasmussens regeringer fra 2001 og frem indflydelse på udlændingepolitikken. Andre politiske partier begyndte også at tage udlændingepolitikken op som et valgtema på linje med økonomisk politik, erhvervspolitik og EU-politik. Parentesen om udlændingepolitikken ophørte i kraft af, at Dansk Folkeparti satte emnet på den politiske dagsorden. Først tog Venstre og De Konservative temaet op. Siden kom Socialdemokratiet til.

I 2006 erklærede daværende beskæftigelsesminister og Venstres nestor, Claus Hjort Frederiksen, at Venstre og Dansk Folkeparti delte værdier på centrale områder. Omfavnelsen af Dansk Folkepartis politik gav i første omgang partiet politisk medvind. Partiet endte med at blive det største politiske parti i blå blok ved folketingsvalget i 2015. Hertil bidrog selvfølgelig også det forhold, at Venstre var martret af et ufuldbyrdet formandsopgør og utilfredshed med Lars Løkke Rasmussen.

Ikke desto mindre indeholder Dansk Folkepartis succes også nøglen til dets store problemer i de seneste måneder og år. Successen og accepten fra andre partiers side åbnede en flanke, som andre partier nu kunne erobre ved ikke at repræsentere det politiske mainstream. Stram Kurs var et sådant parti, som var på nippet til at få sæde i Folketinget ved valget i 2019. Nye Borgerlige var et andet parti, som lukrerede på Dansk Folkepartis stuerenlighedsgørelse.

Nye Borgerlige kom over spærregrænsen og blev repræsenteret i Folketinget i 2019 med godt to procent af stemmerne, og partiet har siden ligget langt over dette niveau i de fleste meningsmålinger. Nye Borgerliges politiske platform består især af en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkepartis og samtidig en økonomisk politik, som i hvert fald på visse linjer ligner Fremskridtspartiets, som Dansk Folkeparti oprindeligt er rundet af.

Dansk Folkepartis fremtidige sejlads efter årsmødet bliver vanskelig. Man skal igennem et snævert stræde, hvor der lurer farer på begge sider. På den ene side lurer faren for, at partiet bliver for pænt og stuerent, hvilket risikerer at føre til, at vælgerne foretrækker den ægte pæne vare hos Venstre, Konservative eller Socialdemokratiet. På den anden side lurer faren for, at Dansk Folkeparti kommer så langt fra mainstream og målet om konkret indflydelse, at man kommer i infight med Nye Borgerlige, hvilket igen kan betyde, at vælgerne foretrækker Nye Borgerlige, fordi de som regel er klarere i mælet.

Det er langtfra sikkert, at Dansk Folkeparti når sikkert frem til Ithaca, som Odysseus gjorde, da det lykkedes ham at styre gennem strædet mellem Skylla og Charybdis. Kun tiden kan vise det.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet