Dansk Folkeparti fylder 25 år til efteråret. Det sker på et tidspunkt, hvor partiet er i sin vel nok dybeste krise siden dets etablering i 1995. Kontrasten til partiets 20-årsjubilæum i 2015 kunne næppe være større.
I sin tid opstod Dansk Folkeparti i kølvandet på Fremskridtspartiets kaotiske landsmøde i Aarhus i 1995, som fandt sted for åben skærm, og hvor Kristen Poulsgaard tiltvang sig talerstolen for at erklære, at Kristian Thulesen Dahl og andre var nogle ”tøøøsedrenge”.
Landsmødet var en illustration af et parti – Fremskridtspartiet – hvor anarkiet florerede, hvor en fast ledelse var ikke-eksisterende, og hvor man åbent kunne slynge allehånde påstande ud om partifæller.
Dansk Folkeparti skulle være alt det, som Fremskridtspartiet ikke var: Man skulle være stabilt og velorganiseret, ledelsen skulle være fast og tydelig, og alle opgør skulle holdes indendørs. Men som det altid er tilfældet, når man så eksplicit og kraftigt tager afstand fra et bestemt fænomen, så bliver man også et eller andet sted et produkt eller en funktion af det, som man distancerer sig fra.
Siden 1995 har Dansk Folkeparti kun haft to ledere – Pia Kjærsgaard og fra 2012 Kristian Thulesen Dahl. Det er vel at mærke to af frontfigurerne, som var med ved partiets dannelse. Peter Skaarup og Søren Espersen er også i dag med i partiets ledelse og har været det næsten siden begyndelsen. Dansk Folkeparti er præget af en kontinuitet, som ikke findes i noget andet dansk politisk parti.
Dansk Folkeparti er med andre ord præget af, hvad man kunne kalde super-kontinuitet.
Man er gået fra labiliteten i Fremskridtspartiet til hyper-stabiliteten i Dansk Folkeparti. Fra tese til antitese. Spørgsmålet er, om Dansk Folkeparti ikke dermed er ved at unddrage sig muligheden for politisk kurstilpasning og udvikling, fordi noget sådant i politiske partier ofte sker ved, at personer eller koalitioner i den eksisterende ledelse udfordres og eventuelt udskiftes. I Dansk Folkeparti er dette blot uhyre svært, fordi den nuværende ledelse – på grund af rødderne i Fremskridtspartiet – er så forhippede på, at alt skal forblive, som det var.
I mange år så strategien med fokus på stabilitet og kontinuitet også ud til at give et godt vælgermæssigt afkast. Partiet kom i Folketinget i 1998 som opstillet parti med syv procent af stemmerne. Det fik i mange år derefter 12-13 procent af stemmerne.
I 2015 havde Dansk Folkeparti et exceptionelt godt valg med 21 procent af stemmerne, men dykkede så ved folketingsvalget i 2019 til knap ni procent af stemmerne.
Siden folketingsvalget har Dansk Folkeparti ofte i meningsmålingerne ligget under det allerede dårlige valgresultat og under valgresultatet i 1998. Det er uhyre sjældent, at der i dansk politik har været et parti, som så hurtigt er faldet ned fra tinderne. Dansk Folkeparti er et parti i krise.
Tidligere medlem af Europa-Parlamentet og nuværende medlem af hovedbestyrelsen Anders Vistisen gav for nylig et interview til Avisen Danmark, hvori han sagde: ”Det er, som om man har ramt en mur med 120 kilometer i timen, men man slingrer videre, uden at man egentlig har taget nogle ret grundlæggende ting op til revision.”
Kritikken er usædvanlig, selvom den kommer fra en person uden egentlig politisk mandat, og som blev forsmået i forbindelse med udpegningen af partiets spidskandidat til det seneste valg til Europa-Parlamentet.
Det var den slags, der var masser af i Fremskridtspartiet, men som man for næsten enhver pris har forsøgt at undgå i Dansk Folkeparti.
Anders Vistisen fik efterfølgende kritik på hovedbestyrelsesmødet, men han er tilsyneladende ikke blevet sanktioneret. Er Dansk Folkepartis topstyring ved at nå til vejs ende? Betyder krisen, at der kommer fornyelse i ledelsen af partiet, som i snart et kvart århundrede har siddet så tungt på posterne? Er Morten Messerschmidt på vej til centrum af partiet – eller gør den uafklarede Meld- og Feldsag hos bagmandpolitiet det endnu for tidligt? Holder det tætte loyalitetsbånd mellem Pia Kjærsgaard og Kristan Thulesen Dahl fortsat, som det har gjort i mere end 25 år? Er Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup stadig lige så meget bon-kammerater, som de har været, siden de traf hinanden på vej til et møde i Fremskridtspartiets Ungdom for cirka 35 år siden?
Svarene på spørgsmålene blæser i vinden. Imens blafrer Dansk Folkeparti samme sted.
Peter Nedergaard er professor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet.