Prøv avisen
Politisk analyse

Dansk Folkepartis vælgere flygter i alle retninger

Helt afgørende for, at den borgerlige regering står for fald, er Dansk Folkepartis deroute fra 21,1 procent ved valget i 2015 til for eksempel 12,3 procent, som en måling viste i går hos Altinget. Men hvor er vælgerne blevet af? Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Skal man tro meningsmålingerne, står regeringen til at tabe valget med et brag. Det sker først og fremmest, fordi Dansk Folkeparti ikke kan holde på vælgerne. Men flugten er svær at vende, fordi vælgerne render væk i alle retninger

Indtil nu har der i valgkampen været talt rigtig meget om små partier. Om dem, der muligvis, muligvis ikke, kommer i Folketinget.

Den store historie, som har stået og blinket ud af hver eneste menings-måling, siden valget blev udskrevet, er imidlertid en anden.

Det er historien om Dansk Folkepartis bratte fald fra tinderne. Det er også den historie, der ser ud til at bane en tom motorvej ind i Statsministeriet for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Ganske vist står også Liberal Alliance til en kraftig tilbagegang, men helt afgørende for, at den borgerlige regering står for fald, er Dansk Folkepartis deroute fra 21,1 procent ved valget i 2015 til for eksempel 12,3 procent, som en måling viste i går hos Altinget.

Men hvor er de blevet af? Det skulle man tro, partiet selv har en interesse i at få at vide, men det bruger nu ikke penge på fokusgrupper eller andre målinger for at finde ud det.

Helt tilbage fra Pia Kjærsgaards (DF) tid har filosofien været, at man ikke vil lade sig påvirke af den slags undersøgelser. Så kommer man bare til at ryste på hånden, og man risikerer at blive vildledt mere end vejledt.

Noget andet er, at der findes andre undersøgelser, for eksempel af vælgernes vandringer mellem partierne. Hvortil kommer almindelig sund logik, som i en vis udstrækning kan bruges til at analysere vælgernes veje. Det giver for eksempel mening at gætte på, at de nye partier, Nye Borgerlige og Stram Kurs, henter en betydelig del af deres vælgere fra Dansk Folkeparti.

Det er vælgere, der må formodes at være skuffede over Dansk Folkepartis indsats, særligt i udlændingepolitikken. Indimellem har det været nævnt, at Dansk Folkeparti er blevet offer for sin egen succes. At man har fået så stor lydhørhed for den stramme udlændingepolitik i de andre partier, at vælgerne nu foretrækker dem.

Det kan være rigtigt for nogle af de frafaldne DF-vælgere, men ikke alle. I hvert fald nogle af de 4-5 procent, der ser ud til at gå til Nye Borgerlige eller Stram Kurs må være skuffede over, at udlændingepolitikken trods utallige stramninger åbenbart stadig ikke er stram nok.

For Dansk Folkeparti er stramhedskonkurrencen med de to partier imidlertid en lukket vej. Særligt Stram Kurs’ idé om at deportere muslimer i hundredtusindvis er uspiselig.

Dertil kommer så, at mange af partiets vælgere er gået andre steder hen. Nogle har lagt sig på sofaen. Hvad der skal få dem tilbage, er der heller ikke noget entydigt svar på. En tredje gruppe er gået over midten til Socialdemokratiet, og den bevægelse er der flere forklaringer på.

Socialdemokratiets egen bevægelse mod højre i udlændingepolitikken har gjort det til et brugbart alternativ for nogle nu tidligere DF-vælgere. Kristian Thulesen Dahls flirt med Mette Frederiksen for to år siden var med til at gøre Socialdemokratiet ”stuerent”, set fra en DF-vinkel, selvom partiet i dag fastholder, at det ikke har været afgørende for tilbagegangen. Den er jo først kommet meget senere.

Større betydning tillægges Socialdemokratiets udspil om at sænke pensionsalderen for nedslidte. Det budskab er gået rent ind hos vælgerne, mens Dansk Folkeparti skumler over, at udspillet lover meget mere, end det kan holde inden for den økonomiske ramme, Socialdemokratiet selv har lagt.

Sundhedsaftalen med regeringen er blevet tolket som en centralisering, og det har også ramt Dansk Folkeparti, der ved sidste valg sad på dagsordenen ”decentralisering”.

Endelig er der de vælgere, der kom til Dansk Folkeparti fra Venstre ved sidste valg i frustration over Venstre og Lars Løkke Rasmussen. En del af dem er formentlig vendt tilbage til Venstre. Eller er gået til Socialdemokratiet, fordi Dansk Folkeparti og Venstre alligevel har lagt sig meget tæt på Socialdemokratiet i velfærdspolitikken.

Med andre ord: Vælgerne er flygtet i alle retninger, og flugten er svær at vende, når man skal råbe både den ene og den anden vej.

Dansk Folkepartis oprindelige ønske med tilnærmelsen til Socialdemokratiet var at blive et midterparti, der også kunne samarbejde med en socialdemokratisk regering.

Om det bliver muligt, kan snart komme på prøve.

Det hører med til fortællingen, at Dansk Folkeparti og Venstre gik skævt af hinanden allerede efter valget i 2015. For Venstre så det ud til, at Dansk Folkeparti havde fået storhedsvanvid efter valgsejren, mens Dansk Folkeparti var dybt skuffet over ikke at få den indflydelse, mandaterne angiveligt berettigede til i et eventuelt regeringssamarbejde.

Den konflikt har gennemsyret hele valgperioden, og er der noget, der kan få vælgere til at søge væk, er det intern splid i et parti, i en regering eller i et samarbejde mellem partier.

Det kan både Socialdemokratiet, De Konservative og Venstre tale med om. De har hver især haft perioder med interne stridigheder, som har fået store grupper af vælgere til at gå andre steder hen.

De voldsomme opgør om skat mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti skabte i et par år store kriser i regeringsblokken, og det er næppe et tilfælde, at netop de to partier nu ser ud til at blive straffet hårdest af vælgerne på den borgerlige side.

Det kan meget let blive den overordnede fortælling om folketingsvalget 2019.