Dansk forsker tyder verdens ældste manual til balsamering

Tusindvis af mumier fra oldtidens Egypten ligger som håndgribelige beviser på en ganske unik gravskik. Nu har en egyptolog fra Københavns Universitet afkodet en 3500 år gammel manual, som i detaljer beskriver, hvordan egypterne bevarede de dødes legeme efter døden

Louvre-Carlsberg papyrussen indeholdt hidtil ukendt viden om balsameringen af ansigtet. Illustration: Ida Christensen.
Louvre-Carlsberg papyrussen indeholdt hidtil ukendt viden om balsameringen af ansigtet. Illustration: Ida Christensen.

De gamle egyptere skiller sig ud fra alle andre kendte oldtidskulturer på et afgørende punkt: Skikken at balsamere de døde. Intet andet sted i verden har man gjort sig så store anstrengelser for at bevare afdødes kroppe så intakte som muligt for at sikre den døde i efterlivet.

Medicinske papyrusser viser, at datidens egyptere havde indgående kendskab til anatomi og behandling. Alligevel er der hidtil kun fundet to tekster med direktiver til balsameringsprocessen, der begge stammer fra århundrederne omkring Kristi fødsel.

Nu har en egyptolog fra Københavns Universitet, Sofie Schiødt, ganske opsigtsvækkende tydet en balsameringsmanual, der er langt ældre og indeholder ny viden om gravskikken. På Københavns Universitet råder man over en af de største universitetsejede papyrussamlinger fra oldtidens Egypten, Papyrus Carlsberg Samlingen. Det var papyrusfragmenter herfra, der viste sig at være en vidensmæssig guldgrube:

”I forbindelse med min ph.d.-afhandling tog jeg fat på at tyde fragmenter af en medicinsk tekst, som jeg kunne datere til omkring 1450 f.Kr. ud fra skiften. Teksten er den nyeste tilføjelse til universitetets samling og har indtil for nogle år siden været i privat eje frem til ejerens død. Det var derfor en helt ukendt tekst set med forskerøjne, og det gik hurtigt op for mig og samlingens leder, professor Kim Ryholt, at manuskriptet var enestående,” forklarer Sofie Schiødt.

Forskningsprojektet voksede i omfang, da Louvremuseet i Paris ligger inde med andre dele af samme papyrusrulle indkøbt efter en anden privatejers død i 2006:

”Det er desværre ret almindeligt, at dele af samme tekst ligger forskellige steder i verden eller er i privateje og derfor er ukendte for forskerne. Men jeg kunne heldigvis samle tekstdelene fra København og Paris og tyde hovedparten af balsameringsmanualen, der rummede spændende, nye detaljer om den komplicerede proces,” fortsætter Sofie Schiødt.

Louvre-Carlsberg papyrussen, som den nu hedder, er den næstlængste medicinske papyrus og er opdelt i flere sektioner. Dels en opremsning af sygdomme, medikamenter og behandlingsformer, som det også er kendt fra andre medicinske tekster, dels en specialiseret urtebog, der ligesom balsameringsmanualen er den ældste af sin slags.

Dele af Louvre-Carlsberg papyrussen er meget fragmenteret. Foto: Papyrus Carlsberg Samlingen.
Dele af Louvre-Carlsberg papyrussen er meget fragmenteret. Foto: Papyrus Carlsberg Samlingen.

”Med tanke på de tusindvis af mumier er det besynderligt kun at have så få bevarede balsameringsmanualer. Vi må formode, at megen viden blev overleveret mundtligt fra en balsamerer til en anden. Manualen fra Louvre-Carlsberg papyrussen er da også relativt kort og har mere karakter af en huskeliste, der eksempelvis opremser næsten 20 forskellige ingredienser til en bestemt salve. De to andre kendte manualer er også selektive i deres beskrivelser, da den ene omhandler balsameringen af den hellige Apis-tyr, mens den anden har mere fokus på ritualer og besværgelser i forbindelse med balsameringen end selve det praktiske,” forklarer Sofie Schiødt.

Fund af mumier, genstande brugt til balsamering og bevarede skriftlige kilder har givet en del viden om balsameringsprocessen. Der var flere niveauer af balsamering alt efter afdødes status og formue, og en balsamering tog som regel 70 dage. Det er blandt andet beskrevet af den græske historiker Herodot efter hans besøg i Egypten i 450 f.Kr.

Ifølge Herodot bestod den enkleste udgave blot i at svøbe kroppen i tekstil og salve for at bevare formen mest muligt, men det forhindrede ikke forrådnelse. Næste niveau indebar, at man sprøjtede en mikstur af cedertræsolie ind i kroppen via anus for at nedbryde og skylle de indre organer ud og derved hindre forrådnelse.

Den ypperste form for balsamering tog 70 dage. Den omfattede udtagning af de indre organer, som blev balsameret enkeltvis og placeret i særlige krukker, og derefter en total dehydrering af kroppen med natron (salt) både udvendigt og indvendigt. Hjertet lod man sidde, da afdødes sjæl ifølge tidens tro sad her.

Arkæologer har fundet særlige, såkaldte obsidianknive og instrumenter fra balsamererens udstyr og balsameringsborde med render langs kanten til at aflede kropsvæske under dehydreringen.

Den fulde balsamering var tidskrævende, kostbar og forbeholdt ganske få som faraoer og de kongelige, toppen af præsteskabet og samfundets øvrige elite.

Balsameringsmanualen i Louvre-Carlsberg papyrussen beskriver processen tiltænkt de fineste. De 70 dage blev inddelt i 35 dage til dehydrering og 35 dage til efterbehandling af kroppen med svøb og aromatiske salver. Nyt er, at disse perioder blev opdelt i firedages-intervaller. Man tilså altså kroppen hver fjerde dag og foretog praktiske ting ledsaget af ritualer og besværgelser.

”De hyppige tilsyn tyder på, at man udskiftede natronlaget over kroppen hver fjerde dag. Det har vi ikke vidst før, men det giver god mening for processen. Manualen beskriver også, at kroppen efterfølgende blev dækket af lærred og strå tilsat stærkt duftende salver for at holde insekter og ådselædere væk, da balsameringen foregik ude ved gravpladsen. Vi får også en hidtil ukendt beskrivelse af balsameringen af ansigtet, der blev dækket af rødt klæde tilsat en aromatisk og antibakteriel salve. Visse mumiefund indikerer en sådan behandling, og netop mund, øjne og ører var vigtige at bevare i efterlivet, hvor afdødes sjæl fortsat var afhængig af legemet”, påpeger Sofie Schiødt.

Den nye manual beskriver til slut, hvordan mumien placeres i en forgyldt kiste på en båre under en baldakin af ibenholt pyntet med halvædelsten. En afrejse til efterlivet, der er en farao værdig.

I sit stille forskersind håber Sofie Schiødt på, at flere fragmenter af Louvre-Carlsberg papyrussen dukker op i privatsamlinger og andre gemmer og giver mere viden om den særegne, oldegyptiske gravskik.