Svamp og vand. Det var, hvad konservatorer i gamle dage brugte til at få brændeovnssod og andet snavs fjernet fra kalkmalerierne i de danske middelalderkirker. Selvom metoden lyder forholdvis harmløs, har den fået store konsekvenser for maleriernes tilstand i dag.
Det fortæller kalkmalerikonservator og seniorforsker fra Nationalmuseet Isabelle Brajer. For svampen og vandet fik ikke snavset til at forsvinde, men derimod til at sprede sig og trænge så dybt ind i væggene, at det i dag ikke kan fjernes uden ofte at gøre skade på malerierne, siger hun.
”Vi har teknikker til at fjerne overfladesnavs fra kalkmalerier, men den snavs, der er trængt helt ind i maleriernes porer, er anderledes. Vi kan i mange tilfælde ikke få det væk med de metoder, vi har i dag,” siger hun.
Konsekvensen er i dag, at kalkmalerierne i nogle danske kirker er så mørke af snavs, at man ikke længere kan se konturstregerne rundt om figurer i malerierne. Det er ifølge Isabelle Brajer ikke kun generende at se på, det truer også kalkmaleriernes tilstand.
”Snavset er selvfølgelig en æstetisk gene, men også fysisk dårligt for malerierne. For det tiltrækker mikroorganismer, som samler sig i små kolonier på malerierne og ødelægger deres overflade og farvelag. Hvis man ikke fjerner snavset, vil kolonierne kunne sprede sig, og malerierne vil forfalde langsomt. Det vil måske ikke ske i vores generation, men den næste generation ville være noget vigtig kulturarv fattigere, da store dele af kalkmaleriet kan være væk,” siger hun.
På Nationalmuseet har man længe ønsket at finde løsninger på, hvordan det svære snavs kan renses væk, og nu er det lykkedes museet at samle midler til at ansætte to ph.d.-studerende i bevaring og rensning af kalkmalerier. Ifølge Isabelle Brajer, som vejleder de to studerende, er der tale om de første ph.d.-studerende inden for området i Danmark – og nogle af meget få i verden.
Den ene ph.d.-studerende er vægmalerikonservator Mette Midtgård Madsen, der skal se, om man kan trække snavset ud af væggens porer ved hjælp af en form for lermaske. Ifølge hende er det fantastisk, at der for første gang gives midler til ph.d.- forskning i bevaring af kalkmalerier, da det er nødvendigt for at bevare den kristne kulturskat.
”Danmarks kalkmalerier udgør en unik kulturarv, da de fortæller om det bibelske univers og om det religiøse liv i middelalderen. Derudover er de lavet med en anden teknik og æstetik end dem, vi blandt andet kender fra Sydeuropa. Jeg synes, at der de seneste år har været en voksende interesse for danske kalkmalerier og den nationale kulturarv generelt. Danskerne vil lære om deres fortid,” siger hun.
Ifølge historiker på Aarhus Universitet Anders Bøgh er der også god grund til at interessere sig for bevaringen og vedligeholdelsen af landets kalkmalerier.
”Den samlede danske bestand af kalkmalerier er unik set i forhold til landets og befolkningens størrelse. Det er ganske enkelt en enormt vigtig kulturarv, og maleriernes betydning for vores viden om middelalderen kan næsten ikke overvurderes,” siger han og uddyber, at malerierne både har haft en væsentlig betydning for vores viden om middelalderens materielle og åndelige kultur.
”Via malerierne har vi fået et uddybet kendskab til alt fra, hvilke beklædningsgenstande, redskaber og lignende, man brugte i middelalderen, til det religiøse liv på den tid. Kalkmalerierne fungerede i middelalderen som en billedbibel for kirkegængerne og viste, hvad kirken mente, at medlemmerne skulle vægte højt. Mange malerier skildrer vejen til skærsilden og paradis og understreger, hvor vigtigt det var for borgerne at opføre sig ordentligt i livet her på jord.”