Prøv avisen

Dansk jordemoder hjalp amish-kvinder med at føde: ”De havde en idé om, at det nok skal gå”

Foto: Amy Sancetta/AP/ritzau

Jordemoder Anne-Sofie Nørager hjalp til ved 12 fødsler hos amish-folket i USA. Der føder kvinder uden frygt, med minimal indblanding og – tilsyneladende – med mindre smerte. Det har givet hende en ny forståelse af den normale fødsel

Dette er en rejse ind i jordemoderkundskaben, hvor der arbejdes med de bare næver og jordemoderens skøn fra kvinde til kvinde. Det er en rejse til et sted, hvor gravide føder uden frygt, for ingen har fortalt dem om den.

Jordemoder Anne-Sofie Nørager arbejdede i tre uger tidligere i år blandt amish-folket i Pennsylvania i USA og hjalp til ved 12 fødsler. Hun rejste med et formål, der bedst kaples ind af to spørgsmål, hun stillede sig selv:

”Der må findes andre måder at anskue fødsler på? Hvor længe er den normale fødsel normal?,” siger hun om sin tid blandt den protestantiske befolkningsgruppe, der er kendt for at leve konservativt religiøst og uden moderne teknologi.

Det er ikke retoriske spørgsmål. Næsten dagligt blev hun provokeret af amish-folkets vægring mod indgreb, der kan redde liv, for eksempel da en kvinde blødte for meget i sin seng.

Men hun blev også betaget. Over langsomheden i at føde blandt det folk. Over roen – og naturen.

”De havde en idé om, at det nok skal gå alt sammen. De havde en tiltro til, at kroppen finder ud af det. Jeg har ikke svaret på, hvad den bedste praksis er. Men det var interessant at se, hvor normalt de tog en fødsel. Vi har i Danmark adgang til mange hjælpemidler i dag, og jeg mener, det må medføre nogle etiske overvejelser i forhold til, hvor meget og hvornår vi bør tage dem i brug. Det kan også være fint og rigtigt at holde fingrene væk,” siger hun, som også har beskrevet oplevelserne i Tidsskrift for Jordemødre.

Anne-Sofie Nørager fulgtes med en jordemoder med erfaring fra flere end 8000 hjemmefødsler hos amish-folket. Her var ingen ultralydsscanninger, kliniske vejledninger og igangsættelser af kvinder, der gik over tid. Ingen bekymring om hvorvidt barnet kom med halen først, om det var tvillinger eller andre risici, for eksempel om kvinden tidligere havde fået kejsersnit. De gravide selv frygtede ikke at føde.

De kom til kontrol hos jordemoderen til hest eller på løbehjul. De var ens klædt i lange polyesterkjoler og hvide kyser. De redte sig så stramt, at håret faldt af, og de lugtede alle sammen af kostald og noget sødligt, Anne-Sofie Nørager ikke kunne sætte fingeren på. De bliver gift i oktober, november eller december, og derfor fødes mange børn i sensommer og efterår. Der fødes i det hele taget mange børn blandt amish-folket, de får syv i snit.

28-årige Anne-Sofie Nørager hjalp til ved en jævnaldrende kvindes fødsel. Barnet var hendes sjette. Kvinden bad hende trykke på lænden og massere barnet ud.

”Den slags magiske kræfter har jeg ikke,” forklarede jordemoderen, men trykkede alligevel til.

Kvinden havde kun få veer. Men tre kvarter senere havde hun en baby i armene.

Urokkelig ro og forunderlig intuition kendetegnede hver eneste fødsel, Anne-Sofie Nørager deltog i. En mor havde født fire børn med numse eller fødder først, en position der i Danmark er årsag til ekstra opmærksomhed blandt fødselspersonalet. Nu kom det femte barn med hovedet først, og det blev hendes hårdeste fødsel: Hun erklærede, at hun foretrak den mere risikable sædefødsel næste gang.

En anden havde født tre børn i tykt, brunt fostervand.

”I skal vide noget,” sagde hun nu, da det fjerde var på vej, ”alle mine børn fødes i tykt mekoniumvand (barnets første afføring, red.), hav suget parat.”

Moderen fik ret. Hun kendte sine børn og var ikke bekymret.

En førstegangsfødende fødte, modsat flertallet, på klinikken. Hun satte sig ret op og ned yderst på sengen, foldede sine hænder i skødet og sagde ikke en lyd. Hun var otte centimeter åben, fødslen var godt i gang. Hun smilede til Anne-Sofie Nørager mellem veerne, pressede fire gange, da hun følte, hun var klar, og fødte sit barn.

”Det var gennemgående for alle, at de ikke klagede, ingen tænkte, at det kan jeg ikke klare. Det var ikke svært at være jordemoder, for de gjorde det meste selv. De fremstod så upåvirkede og så meget ofte meget lidt fødende ud,” siger Anne-Sofie Nørager.

Hvorfor var det sådan, spurgte hun sig selv? Rent kulturelt, funderer hun nu, må der være en uhysterisk tilgang til fødsler. Sikkert var det, at de valgte at tage livet, som det kom. Og døden også, velsagtens.

Anne-Sofie Nørager så ingen statistikker over spædbørnedødelighed eller alvorlige fødselskomplikationer. Men hun spurgte, og en del fortalte, at de blandt deres mange graviditeter havde prøvet at miste en nyfødt eller et spædbarn.

Hun var nervøs, når en kvinde gik tre uger over tid, eller da en nyfødt blev indlagt med vitamin k-mangel, en potentielt alvorlig tilstand man forebygger i Danmark. Interventioner skete sent og til tider også for sent ifølge hende. Men den virkelige lærdom var en anden.

”Hvad jeg har gemt og taget med tilbage er, at graviditet, fødsel og barsel var såre normalt. Jeg har fået en selvtillid, hvad angår fødsler generelt. Jeg tror på, at det nok skal lade sig gøre, også de forløb der er udfordrende,” siger hun.

Hun rejste senere til New York og fulgte andre jordemødre der. Nu er hun tilbage i sit job på Herlev Hospital med det perspektiv, hun rejste ud for at få.

”Man skal bare vide, at der er flere måder at føde børn på. Mange lande har meget høje kejsersnitsfrekvenser, og i New York oplevede jeg, at man direkte modarbejder den normale fødsel. Vi skal passe på den normale fødsel, for den er ikke længere givet. Men her var et samfund, hvor man gjorde en dyd ud af den. Det var så roligt og fint, og det føltes så rigtigt. Jeg tænkte faktisk, at det er nogle heldige børn, som får den vej ud i verden,” siger hun.