Mahmoud Muusa var hjemme med sin hustru, Sara Hassan, i deres lejlighed på Frederiksberg i København, da Tyrkiet i sidste uge indledte landets angreb på den kurdiske del af Syrien, Rojava.
Deres to drenge på fire og otte år sov allerede. Så de var alene i stuen.
”Nej, det kan ikke være rigtigt,” udbrød Mahmoud Muusa. Han havde ringet til sin storebror, der bor i Qamishlo i Rojava, for at høre hvordan familien havde det.
Den kurdiske hær Folkets Forsvarsenheder (YPG) havde fundet liget af deres fætter, Akram Muusa, fortalte storebroderen. En tyrkisk kampvogn havde skudt ind i Qamishlo. Han var blevet ramt i hovedet, da han var på vej hjem fra sit arbejde som murer.
Da Mahmoud Muusas storebror havde overbragt nyheden, fortalte han, at han blev nødt til lægge på, for han skulle hen og identificere liget. Og så begyndte han at tale om begravelsen. Det skulle helst være dagen efter, for man ved aldrig, hvornår strømmen går, sagde han.
”Når man får at vide, at ens fætter er dræbt, kan man først ikke tro på det. Nu er jeg ked af det, men jeg kan ikke have det ligesom min familie i Rojava. Bomberne hænger over hovedet på dem,” siger Mahmoud Muusa.
Kristeligt Dagblad møder ham og hustruen i hans orangemalede frisørsalon på Frederiksberg.
Den har han ejet i syv år. Klokken er ni, og om en time åbner han salonen.
”De angreb hele vejen. Fra her og hele vejen til her.”
Mahmoud Muusa peger på et kort af Rojava på sin mobiltelefon. Han peger fra den ene ende af grænsen mellem Tyrkiet og Syrien til den anden ende. Byerne ligger som perler på en snor.
I onsdags angreb den tyrkiske hær på ordre fra præsident Recep Erdogan grænsebyer i det kurdisk styrede område i Syrien. Det skete, da USA trak sine styrker ud af landet, efter at amerikanerne ellers i fem år har samarbejdet med kurderne om at bekæmpe Islamisk Stat. Det er usikkert, hvor mange civile der er omkommet.
Mahmoud Muusa blev ikke overrasket over, at Tyrkiet angreb Rojava. Men han blev overrasket, da Trump trak sig.
”Pludselig så ville USA ikke hjælpe længere. De vender ryggen til. Det var ligesom at give grønt lys til Tyrkiet,” mener han.
Mahmoud Muusa flygtede selv fra Rojava til Danmark i 2003. Han havde kæmpet for rettigheder til kurdere i Syrien, og der var stor sandsynlighed for, at han kunne blive retsforfulgt. Derfor fik han politisk asyl i Danmark.
Sara Hassan, der er uddannet sygeplejerske, kom til Danmark allerede som toårig og husker derfor ikke Rojava. Hendes kurdiske forældre flygtede fra Libanon i 1989 på grund af den libanesiske borgerkrig.
Tilbage i Rojava har Mahmoud Muusa fem søskende. To af hans brødre og den ene af hans søstre bor i Qamishlo, hvor fætteren blev dræbt.
”Selvfølgelig er de bange,” fortæller han med vrede i stemmen.
Allerede samme dag, som angrebene begyndte, flygtede hans storesøster Nuhad Muusa med sine børnebørn længere væk fra grænsen og skudlinjen. De bor nu hos noget familie i byen Gerdem. Hans to brødre er blevet tilbage i Qamishlo for at arbejde og kæmpe mod Tyrkiet eller Islamisk Stat, hvis det bliver aktuelt.
Det håber han ikke kommer til at ske. Han håber, at krigen vil blive stoppet. At USA og Nato vil komme kurderne til hjælp, selvom han understreger, at YPG kæmper en brav kamp. De sidste mange aftener har han og Sara Hassan været ude og demonstrere i København for at sætte fokus på, hvad der sker lige nu, og for at få de danske politikere til at hjælpe kurderne.
”Mange i den danske befolkning støtter os. Før har vi kunnet mærke støtte, men denne gang er det helt specielt. Men politikerne gør ingenting. Det er bare snak.”
De seneste otte dage, mens konflikten har stået på, har han haft svært ved at sove. De mørke rande under hans lettere rødsprængte øjne vidner om det.
Og han kan mærke, at konflikten i Rojava får vreden til at ulme i ham. Det kan Sara Hassan også.
”Han bliver vred over småting, som at vi har glemt at købe mælk. Men det handler jo ikke om mælken, men om Rojava. For han plejer ikke at være sådan.”
Mahmoud Muusa sukker dybt og ser på sine hænder, som han har flettet i skødet:
”Det er, fordi min familie er i krigen. Når jeg vågner, ved jeg ikke, om jeg vågner til en nyhed om, at de er døde.”