Prøv avisen

Dansk modtager af Nobels Fredspris fuldstændig glemt

Fredrik Bajer stiftede Dansk Kvindesamfund i 1871 sammen med sin kone, Matilde Bajer. – Arkivfoto.

For 100 år siden fik Fredrik Bajer som den hidtil eneste dansker Nobels Fredspris. Siden er præstesønnen, politikeren og militærmanden nærmest glemt

Man skulle tro, at man ville huske et dansk navn ved siden af navne som Moder Teresa, Nelson Mandela og Martin Luther King. Men Fredrik Bajer siger de færreste noget, selvom han også står på listen over modtagere af én af verdens mest prestigefyldte hædersbevisninger, Nobels Fredspris.

I år er det 100 år siden, han fik prisen for sit livslange arbejde for at skabe international fred, blandt andet som medstifter af og præsident for Verdensfredsbureauet. Også i Danmark var han en mangeårig forkæmper for pacifismen ikke mindst under sine 23 år som Venstre-politiker i Folketinget.

I mange år var der ellers ikke meget, der pegede i retning af berømmelse i fredens navn for Frederik Bajer. Han voksede op i Vester Egede nær Næstved som præstesøn, men valgte tidligt teologien fra. Uden at fuldføre sine studier på Sorø Akademi begyndte han en militærkarriere som 19-årig og deltog blandt andet i krigen mod Preussen og Østrig i 1864 som officer.

Trods militær succes trak filosofien stadig mere i ham, og som 28-årig begyndte han i 1865 at studere sprog. Her blev han særlig interesseret i franskmanden Frédéric Passy, som var leder af det, der med tiden kom til at hedde Den Internationale Fredsliga. Passy skulle i 1901 blive den første modtager af Nobels Fredspris. Bajer gik ind i arbejdet og distribuerede blandt andet ligaens litteratur i Danmark og gav sig samtidig til at skrive og forelæse om de emner, der kom til at præge hans professionelle liv: Ligestilling og fred.

Herefter gik det stærkt. De følgende år stiftede han en række foreninger, blandt andet Nordisk Fristats Samfund, der havde til formål at skabe fred i Skandinavien gennem samarbejde, og i 1871 også Dansk Kvindesamfund sammen med sin kone, kvindesagsforkæmperen Matilde Bajer.

De to mærkesager var med til at få ham valgt ind i Folketinget for partiet Venstre i 1872, hvor han i begyndelsen tilhørte den grundtvigske fløj, men senere skiftede til den radikale. Hans arbejde var kendtetegnet af særstandpunkter om særligt dansk neutralitet og nordisk fredssamarbejde, hvilket til tider gjorde ham til en upopulær mand i partiet. Men vælgerne kunne lide, hvad de så fra den handlekraftige mand og forsatte med at vælge ham ind helt frem til 1895. I den tid fik han gjort udenrigspolitikken til en fast del af Rigsdagens arbejde, og han fik overbevist det politiske flertal om værdien af dansk neutralitet. Men han fik også sat en række sociale og ligestillingsspørgsmål på dagsordenen. Han fik blandt andet gennemført en lov om, at gifte kvinder havde rådighed over egne indtægter og arbejdede aktivt for kvinders stemmeret adskillige årtier inden, den blev indført. Sideløbende blev han en stadig større figur i den internationale fredsbevægelse. Han deltog i den første europæiske fredskongres, det første skandinaviske fredsmøde, den første verdensfredskongres og stort set alle, der fulgte i en periode på mere end 25 år. Flere af begivenhederne var han selv initiativtager til, og i 1891 blev han medstifter af og præsident for Verdensfredsbureauet i Bern, der blev omdrejningspunkt for den internationale fredsbevægelse.

I Danmark stiftede han landets første fredsbevægelse, Foreningen til Danmarks Neutralisering. Her brugte han sin militære baggrund til at argumentere for, hvorfor de nordiske lande var særligt udsatte for invasion i tilfælde af en europæisk krig på grund af deres strategiske placering og hvorfor de derfor burde anderkendes som neutrale efter schweizisk og belgisk model. I en periode blev forslaget accepteret i princippet. I sin tro på, at et voldgiftssystem kunne erstatte behovet for krig, fik han desuden vedtaget en aftale med både Norge og Sverige og udbredt idéen til verdenssamfundet.

I 1908 blev han så den ottende til at modtage Nobels Fredspris for sit arbejde. En pris, han måtte dele med den svenske journalist og pacifist, Klas Pontus Arnoldson. På det tidspunkt var Bajers helbred svigtende, og han neddroslede sine aktiviteter. Da Første Verdenskrig brød ud, trak han sig helt ud af fredsarbejdet i skuffelse over bruddet med de idealer, han havde arbejdet for. Han døde i 1922.

Fredrik Bajer er hædret med en plads og en mindesten i København samt en gade i Horsens.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk