Her i sommertiden blomstrer orkidéen hvid sækspore smukt, men den findes kun nogle ganske enkelte steder i Jylland. Hvis hvid sækspore bliver opdaget på en eng, hvor der går køer og græsser, vil den lokale kommune typisk gøre en indsats for at gribe ind og redde den smukke, truede orkidé fra at blive spist af en ko. For naturen skal bevares.
Men ifølge Camilla Fløjgaard, forsker ved institut for bioscience på Aarhus Universitet og forfatter til flere rapporter og videnskabelige artikler om emnet, er synet på, hvordan vi mennesker bedst passer på naturen, under forandring. Det er stadig af stor betydning at beskytte og bevare truede arter, men selve idéen om traditionel naturbevaring er på retur, og i stedet er rewilding blevet det nye modeord. Det vil sige, at menneskene ”genforvilder” naturen, som den var, før vi opdyrkede, gødskede og drænede landskabet og udryddede mange af de store pattedyr, forklarer hun:
”Set i det lange perspektiv, hvis vi skal have en natur at give videre til vores børn og børnebørn, skal der også være steder, hvor naturens egne processer får frit spil.”
Pointen er ikke, at vi mennesker skal være ligeglade med naturen, men vi skal på den anden side heller ikke tro, at det hele kan være under vores kontrol. Hvis det er muligt at skabe store arealer uden menneskelig indgriben, tyder meget på, at denne frihed gavner naturens processer og muligheden for, at mange arter kan overleve.
”Jeg tror, der er enighed om, at det er godt, menneskene kommer ud i naturen, men det er en stor diskussion, hvor tilrettelagt det hele skal være. Kan vi leve med, at vi skal skræve over væltede træer, soppe gennem oversvømmede stier eller risikere at møde dyr, der kan gøre os fortræd? Når vi tager på rejse til Afrika eller Nordamerika, er det en del af attraktionen, men jeg tror, det er sværere at acceptere herhjemme,” siger Camilla Fløjgaard.
Det er imidlertid ikke kun biologer, der vil fratage mennesker kontrol over naturen, siger debattør og forfatter til bogen ”Vildere vidder i dansk natur” Rune Engelbreth Larsen, som ser klare tegn på, at en mere vild naturpolitik er ved at slå igennem.
”Den borgerlige regerings beslutning om at udlægge yderligere 10.000 hektar skov til urørt skov er det mest ambitiøse, der er gjort for dansk natur de seneste 20 år. Og Socialdemokratiet har lige fremlagt en miljø- og naturplan med ambitionen om 75.000 hektar urørt skov. Hvis det bliver gennemført, begynder det faktisk at ligne noget,” siger han.
Ifølge Rune Engelbreth Larsen er det en håbløs filosofisk diskussion at ville definere, hvor urørt af mennesker natur må være for at blive kaldt vild.
Det er derfor, han ikke advokerer for vild, men vildere natur. Han vil også gerne væk fra et natursyn om, at der er et bestemt paradisisk punkt i vores fortid, som naturen skal føres tilbage til.
”I dag synes mange, at hede skal være hede, og den skal blomstre lilla af lyng om sommeren. Men naturen har altid været i en proces. Vi ved ikke, hvordan naturen ser ud om 10.000 år. Mange har et statisk natursyn om, at det hele skal se ud som på guldalder-landskabsmalerierne fra begyndelsen af 1800- tallet. Der er også mange danskere, der har stor kærlighed til de højstammede bøgeskove, selvom det er biologiske ørkener,” siger Rune Engelbreth Larsen.
I Lille Vildmose sydøst for Aalborg er et areal på 7600 hektar ved at blive vildere. Hvor der før var skovdrift og spagnum-produktion, er der nu højmose og vildtvoksende skov, hvor døde træer får lov at stå og rådne, og hvor store dyr som elge, krondyr og vildsvin er de store publikumstræffere.
”Området er så stort, at nogle af dyrene aldrig har set et hegn. Men når der nu er et hegn omkring, er spørgsmålet, om det er nok til, at vi kan kalde det vild natur,” siger formidlingsleder Jakob Konnerup fra Lille Vildmosecentret.